Hillel, (blomstrede 1. århundrede f.Kr. – første fjerdedel af 1. århundrede e.Kr.), jødisk vismand, den førende mester i bibelkommentarer og fortolker af den jødiske tradition i sin tid. Han var den ærbødige leder af den skole, der var kendt under hans navn, Hillels hus, og hans omhyggeligt anvendte eksegetiske disciplin kom til at blive kaldt Hillels syv regler.

Hillel blev født i Babylonien, hvor han fik både sin tidlige og sekundære uddannelse. Som ung mand rejste han til Palæstina for at fortsætte avancerede studier under de førende lærere i Skriften og den mundtlige lov, som tilhørte den gruppe eller det parti, der kaldes farisæerne. Selv om det ikke er muligt at give en strengt biografisk beskrivelse af Hillels liv, da stort set alle beretninger om ham er fyldt med legender, er de litterære kilder samlet set sammenhængende og giver et billede af, hvad man kan kalde den talmudiske jødedoms første særskilte personlighed, den gren af den jødiske tænkning og tradition, der skabte Talmud, et kommenterende værk om den mundtlige lov. Sagt på en anden måde kan man sige, at Hillels liv er mere end en vag erindring om anekdoter eller et navn med et ordsprog eller to tilknyttet.

Mere end én historie understreger Hillels helhjertede hengivenhed til studier. Som det er tilfældet med de fleste af de talmudiske vismænd, tilskrives Hillel ingen mirakler eller overnaturlige præstationer, men han fremstilles som en person med eksemplariske, ja endog superlative dyder. I de traditionelle beretninger er han et forbillede for tålmodighed, og selv når nogle gentagne gange forsøger at fornærme ham, forbliver hans jævnhed og høflighed upåvirket. Han fremstår som en ivrig fortaler for fredelig adfærd, en elsker af alle mennesker, en flittig studerende, en overbevisende og parat til at undervise og en mand med en grundig og munter tillid til Gud. Kort sagt, han fremstår som forbilledet for den ideelle jødiske vismand.

Denne idealisering er ikke udelukkende historiefortællers rosende ord. En kritisk analyse af Hillels ordsprog, af hans to lovtekster, der skulle afhjælpe økonomiske problemer i samfundet, og selv af de motiver, som legenderne søger at fremhæve, efterlader ikke megen tvivl om, at Hillel faktisk påvirkede det jødiske livs struktur dybt.

Selv om han ingen steder beskrives som ophavsmand til regler, der skal vejlede den studerende i den legitime fortolkning af de hellige skrifter, er Hillel utvivlsomt en af de mest indflydelsesrige talmudiske sponsorer og udøvere af en bevidst, omhyggeligt anvendt eksegetisk disciplin, der er nødvendig for en korrekt forklaring af Bibelens indhold. De “syv regler”, som han anvendte – hvoraf nogle minder om de regler, der var gældende i hellenistiske skoler, hvor man studerede og fortolkede Homer – skulle tjene som grundlag for mere udførlige regler i det 2. århundrede. Homilier eller lignelser, der tilskrives Hillel, afslører ham som en fremragende pædagog.

Sammen med sine andre gaver havde Hillel en epigrammatisk dygtighed, som er tydelig i hans talemåder, og som uundgåeligt bidrog til, at de blev husket længe. Det er betegnende, at Hillel i den unikke afhandling af Mishna (den autoritative samling af mundtlig lov), Pirqe Avot (“Fædrenes kapitler”), citeres mere end nogen anden talmudisk vismand. Som leder af en skole, der var kendt som Hillels hus, lykkedes det ham at vinde bred accept for sin tilgang, som frigjorde tekster og love fra slavisk bogstavelig og streng fortolkning; uden ham kunne der faktisk have udviklet sig en kompromisløs stivhed og strenghed i de nedarvede traditioner.

Hillels forståelse for sin tids socioøkonomiske behov og for de store muligheder, der ligger i bibelske udsagn og værdier, samt hans præference for overtalelsesevne for at få sit synspunkt frem, førte med få undtagelser til, at den hillelitiske opfattelse af den talmudiske lære blev vedtaget, og at den blev etableret som juridisk norm.

Talmudiske kilder taler om Hillels forfremmelse til patriarkalsk ledelse, efter at han havde bevist sin intellektuelle overlegenhed i forhold til de siddende embedsmænd, der dengang var i embedet. Under alle omstændigheder var de jødiske patriarker – den romerske betegnelse for de palæstinensiske jøders officielle ledere – indtil omkring det 5. århundrede, hvor patriarkatet ophørte, efterkommere af Hillel.

Mange af historierne om Hillel, især dem, hvor han står i kontrast til Shammai, er blandt de mest populære talmudiske fortællinger i jødisk litteratur og folklore.