Okay, lad mig først få dette af vejen. Jeg ved ikke, om jeg rent faktisk kan hævde, at House on Haunted Hill (1999) remake er teknisk set en god film. Dens type af tilfældige, “nervøse” spøgelser ligner dem, man kan finde i en anden genindspilning, The Amityville Horror (2005). Jeg skrev for nylig om, hvordan det var et dårligt spøgelseshus-remake, for dem der ikke er klar over det.

Jeg tror, at forskellen mellem disse to remakes ligger i tonen. Det føltes som om, at The Amityville Horror forsøgte at være en mere seriøs, ligefrem gyserfilm. House on Haunted Hill går måske mere op i at være sjov end skræmmende. Det minder om de spøgelseshusforestillinger, der kommer ud hver halloween-sæson. Så længe man ikke tager det for alvorligt, er House on Haunted Hill fjollet sjov. Genindspilningen fejrer sit 20 års jubilæum i år, den 27. oktober.

Den originale House on Haunted Hill (1959) fejrer også sit 60 års jubilæum i år. Dette jubilæum er allerede overstået, nemlig den 17. februar. Jeg var heldig at se begge versioner samme aften, da jeg var førsteårsstuderende i gymnasiet. Jeg fik en ven det år ved navn Mark, som delte min kærlighed til gyserfilm. Tilfældigvis fandt jeg også ud af, at hans mor var min psykiater, da jeg var yngre. Det er dog ligegyldigt.

Igennem hele gymnasiet, og endda lidt længere tid derefter, havde Mark og jeg en tradition. Denne tradition gik ud på at overnatte hos hinanden. Vi lejede flere gyserfilm og så så mange som muligt, inden vi faldt i søvn. Jeg gik typisk efter slashers. Mark var den, der introducerede mig for Vincent Price. Jeg vil sige, at det var første gang, jeg overnattede hos ham. Hans far tog os først med i biografen for at se genindspilningen af House on Haunted Hill. Bagefter viste Mark mig den originale film med Vincent Price. Mark var en stor Vincent Price-fan. På det tidspunkt var Price hans yndlingsskuespiller, selv om jeg ikke ved, om det stadig er sandt.

Gennem Mark blev jeg selv Vincent Price-fan, selv om jeg ikke var nær så meget som ham. House on Haunted Hill er stadig min favorit tror jeg. House of Wax (1953) er nok min anden favorit. Jeg havde fornøjelsen for ca. et år siden endelig at se den i sit originale 3D-format på Blu-Ray. Den er virkelig meget sjovere på den måde. Jeg ved godt, at jeg er lidt grundlæggende med disse to valg. The Haunted Palace (1963) var en anden favorit, selv om jeg ikke har set den siden gymnasiet. Jeg kan også rigtig godt lide den originale The Fly (1958).

Der er andre ikke-horrorprojekter, som et bredere publikum måske kan genkende Price fra. Han optrådte i det bibelske epos The Ten Commandments (1956) som Baka. En af hans mere morsomme credits var i det todelte Hawaii-afsnit af tv-serien The Brady Bunch. En af hans sidste roller var som Opfinderen i Edward Scissorhands (1990), som nok er min yndlingsfilm fra Tim Burton. Og selvfølgelig var han fortælleren i Michael Jackson-sangen “Thriller.”

William Castle instruerede den originale House on Haunted Hill. Vincent Price spillede hovedrollen i to af Castles film, den anden var The Tingler (1959). Måske mere end selve filmene kendte folk instruktøren William Castle for sine reklamegimmicks. House on Haunted Hill havde en gimmick kaldet “Emergo”, som fandt sted på et bestemt tidspunkt i finalen. Et plastikskelet steg op fra en sort boks og fløj derefter hen over publikum.

Lad mig diskutere plottet i House on Haunted Hill. Frederick Loren (Vincent Price) inviterer fem fremmede til sin kone Annabelles (Carol Ohmart) fødselsdagsfest. Det faktum, at Frederick inviterer fremmede, er til dels hans måde at stikke sin kone en kæp i hjulet på. De har et fjendtligt forhold til hinanden. Det er morsomt, at de nærmest har gjort det til en leg om, hvem der først slår den anden ihjel. Annabelle indrømmer med et grin åbent, at hun tidligere har forsøgt at forgifte Frederick. På et tidspunkt siger Vincent Price: “Hvilken mand har ikke på et tidspunkt haft lyst til at dræbe sin kone?” Det er en af hans sjovere replikker. Vi finder senere ud af, at Annabelle har en affære med en af gæsterne, Dr. David Trent (Alan Marshal).

Der er en hage. Festen finder sted i et angiveligt hjemsøgt hus, hvor syv mennesker er blevet myrdet. Frederick tilbyder 10.000 dollars til den, der bliver og overlever hele natten. For alle, der ikke gør det, vil deres del blive delt blandt de andre. Elisha Cook Jr. (Rosemary’s Baby, Salem’s Lot) er en af hovedrollerne i rollen som Watson Pritchard. Watson ejer huset og tror, at alle spøgelseshistorierne om huset faktisk er sande. Blandt de medvirkende er også Julie Mitchum, søster til den legendariske skuespiller Robert Mitchum (The Night of the Hunter, Scrooged). Carolyn Craig (Giant, A Face in the Crowd) spiller Nora, en af filmens hovedpersoner. Desværre tog Craig sit eget liv med en pistol i 1970 i en ung alder af 36 år.

Gyserne i den originale House on Haunted Hill er maleriske, men det er netop det, der er hele charmen. Filmen åbner med skrig og uhyggelige lyde, der høres over et sort lærred. Til sidst svæver Elisha Cook Jr. og Vincent Prices respektive, kropsløse hoveder hen imod os og bringer os ind i filmen. Åbningstemamusikken, der spiller under credits, havde oprindeligt en tekst. Den rædsel, vi ser hele vejen igennem, omfatter faldende lysekroner, et klaver, der spiller af sig selv, blod, der drypper ned fra loftet, et kar med syre, en svævende gammel kvinde, halshuggede hoveder og bevægelige skeletter. Selvom man kan argumentere for, at vi måske aldrig ser nogen egentlige spøgelser. Gyservært Cassandra “Elvira” Peterson mener, at den oprindelige House on Haunted Hill var med til at få hende ind i gysergenren.

I genindspilningen af House on Haunted Hill stiger belønningen for at overleve natten til 1.000.000 dollars. Filmen åbner med et ret uhyggeligt hovedtema fra Don Davis (The Matrix, Valentine), der spiller over rulleteksterne. Hele scoret er ret exceptionelt, med pibeorglerne som et fint indslag. Jeg syntes, at rocknummeret “Struggling to Escape” var så fedt dengang. Det spiller under en montagescene måske halvvejs inde i filmen.

Efter rulleteksterne åbner vi på selve huset, som nu er et tidligere sanatorium. Det er en stejl bygning, der stikker ud af klippesiden, næsten som om den er indgroet i jorden. Jeffrey Combs (Castle Freak, I Still Know What You Did Last Summer) spiller Dr. Vannacutt, som leder anstalten. Dette var et par år før jeg ville genkende Combs fra hans mest populære rolle i Re-Animator (1985). Rocker Marilyn Manson var i betragtning til rollen, men tidspresset kom i vejen. Han bidrager dog stadig med et fantastisk cover af Eurythmics-sangen “Sweet Dreams (Are Made of This).”

Dr. Vannacutt og hans personale udfører grusomme, pinefulde eksperimenter på patienterne. Det er indtil patienterne oprørsk bryder ud og får deres blodige hævn. Vi får en gammel nyhedsfilm af de sindssyge, der styrer anstalten. Brændte og lemlæstede kroppe ligger spredt ud over gulvet. Vi ser så, at nyhedsfilmen er på et skræmmende true crime-show. Peter Graves (Airplane!, Mission: Impossible) optræder i en cameo som showets vært.

I denne åbningsscene stikker en patient blyanter gennem halsen på en sygeplejerske. Hvis du ikke forstår tonen i filmen fra det øjeblik, så ønsker jeg dig held og lykke. Manuskriptforfatter Dick Beebe spiller denne sygeplejerske. Beebe skulle senere skrive den meget udskældte efterfølger, Book of Shadows: Blair Witch 2 (2000). Jeg synes dog, at denne efterfølger er bedre end sit rygte.

Instruktøren af House on Haunted Hill-remaket er William Malone. Malone var mere involveret i tv-gysere. Han instruerede episoder af Freddy’s Nightmares og Tales From the Crypt. Han fik endda sit eget Masters of Horror-afsnit. Jeg så dog hans opfølgningsfilm til House on Haunted Hill, Feardotcom (2002). Det var en bootleg-kopi, da jeg gik i gymnasiet, og den var tydeligvis optaget i en biograf. Som sådan var jeg ikke sikker på, om min elendighed skyldtes mere kvaliteten af printet eller selve filmen. Jeg tror nok det er det sidste.

Et par producenter af House on Haunted Hill var større navne. Joel Silver (Weird Science, Die Hard) var producent af et væld af film. Min fascination var dog mere rettet mod Robert Zemeckis (Who Framed Roger Rabbit, Death Becomes Her). Zemeckis var instruktøren bag en af mine absolutte yndlingsfilm, Tilbage til fremtiden (1985) og dens to fortsættelser. Tilsammen er de også min foretrukne serie af film uden for gyserfilm. Jeg er også stadig en stor fan af Forrest Gump (1994), og jeg er ligeglad med, hvad du siger. William Malone var faktisk med i Zemeckis’ første spillefilm, I Wanna Hold Your Hand (1978). Jeg har ikke set den endnu, men William Malone spiller George Harrison, et medlem af The Beatles. Han tog ikke æren for rollen.

Joel Silver og Robert Zemeckis har oprettet produktionsselskabet Dark Castle Entertainment. Selskabets oprindelige hensigt var at genindspille flere William Castle-film. De lavede dog endnu en efter House on Haunted Hill, Thir13en Ghosts (2001). Jeg så den, men mine erindringer er vage. Efter hvad jeg husker, gik den lidt for langt ud i fjollethed til, at jeg kunne lide den. Det var de eneste William Castle-remakes, de lavede.

Dark Castle lavede dog et remake af en anden Vincent Price-film, House of Wax (2005). De ændrer den til en teenage-slasherfilm. Uanset hvad, så havde jeg faktisk meget sjovere med den end jeg havde forventet. Den har også babe Elisha Cuthbert (The Girl Next Door, Old School) i hovedrollen. Og hvem ville ikke glæde sig over muligheden for at se nogen dræbe Paris Hilton (Zoolander, The Bling Ring) i en film?! Jeg har endnu ikke set en af Dark Castles originale gyserfilm, Ghost Ship (2000), endnu. Jeg kan huske, at Gothika (2003) var ret god. Desuden er den med Robert Downey Jr. (Less Than Zero, Iron Man), en af mine helte.

Dark Castle producerede også Return to House on Haunted Hill (2007), den direkte videoefterfølger til remaketfilmen. Jeg har ikke gjort mig den ulejlighed at se den før nu. Den har to grupper af mennesker, der søger efter en gammel artefakt i huset. Artefaktet er angiveligt ansvarlig for den ondskab i huset, som besætter Dr. Vannacutt. Jeg havde egentlig ikke brug for, eller lyst til, en forklaring. Det var sjovere at se det som en anden tid. De eksperimenter, der blev udført på sanatoriepatienterne, blev nok ikke set helt så grusomme dengang, som de ville blive set nu.

Jeffrey Combs er den eneste skuespiller, der er tilbage fra den første House on Haunted Hill. Der er dog nogle andre kendte ansigter fra gysergenren. Amanda Righetti (Role Models, Captain America: The First Avenger) er et af dem. Hun fortsatte med at spille med i rebootet af Friday the 13th (2009). Jeg vil gerne have det ført til protokols, at jeg hader den genindspilning. Righetti spiller søsteren til Sara, der er en af de eneste overlevende i den første House on Haunted Hill. Ali Larter gentager ikke sin rolle.

Cerina Vincent (It Waits, Tales of Halloween) optræder også. Hun var med i Eli Roths debutfilm Cabin Fever (2003), som er blandt mine yndlingsgyserfilm. Hun er også den nøgne udenlandske udvekslingsstudent Areola i spoofen Not Another Teen Movie (2001). Return to House on Haunted Hill har en gimmick, nemlig en “Choose Your Own Adventure”-version af filmen. De gør dog ikke nok brug af den. Det er hverken en god eller sjov film uanset hvad.

I stedet for Frederick Loren har vi Stephen Price i genindspilningen af House on Haunted Hill. Navnet er naturligvis en hyldest til den oprindelige stjerne Vincent Price. Jeg ser også elementer af William Castle i karakteren. Stephen er en forlystelsespark-mogul. Da vi ser ham første gang, viser han sin nyeste rutsjebaneattraktion frem for en journalist og hendes kameramand. Det undrer mig lidt, at sangerinden Lisa Loeb, der er kendt for “Stay (I Missed You)”, spiller journalisten. Hun optræder dog tilsyneladende også i genindspilningen af Fright Night (2011). Det var en ret god genindspilning af en gyserfilm, som er på min top 10. Jeg har fået at vide, at James Marsters, der spiller kameramanden, var en fast gæst i tv-serien Buffy the Vampire Slayer. Den har jeg dog aldrig set.

Stephen’s seneste rutsjebane starter på toppen, så de tre tager en elevator. Elevatorens snore ser ud til at knække, og de tror snart, at de styrter mod deres død. Det er dog en gimmick, der bare er en del af turen. Det, der ligner elevatorvinduer, er i virkeligheden videoer, og elevatoren ryster med vilje. Da de stiger ud, vender Stephen sig til dem og siger med campy glæde: “Fra nu af bliver det virkelig skræmmende!” Mens de kører i selve rutsjebanen, ser det ud til, at rutsjebanen foran dem flyver af sporet. Men det er en falsk rutschebane og de mennesker, der er på den. Selv om Stephen Price er rig, kan jeg ikke se, hvordan dette trick er overkommeligt til alle ture. Uanset hvad.

Geoffrey Rush (Finding Nemo, Munich) spiller Stephen Price. Han forsøgte faktisk at ligne den kontroversielle filmskaber John Waters (Hairspray, Cry-Baby) med sin præstation. Alligevel ender han med at ligne den oprindelige stjerne Vincent Price ret meget. Rush havde allerede vundet en Oscar for sin præstation i Shine (1996) på dette tidspunkt. Omtrent samtidig med at House on Haunted Hill udkom, var han på vej til endnu en i Shakespeare in Love (1998). Senere fik han yderligere to Oscar-nomineringer for sit arbejde i Quills (2000) og The King’s Speech (2010). Det er en smule overraskende at se ham i denne film. Samtidig virker han ikke over det og ser ud til at have det sjovt.

Famke Janssen spiller Stephens skænderiske kone Evelyn. Et bredere publikum kender hende nok mest fra GoldenEye (1995) og X-Men- og Taken-serierne. GoldenEye er en af mine yndlings James Bond-film. Jeg kan godt lide nogle af X-Men-filmene, selv om X-Men ikke er mine yndlingssuperhelte. Jeg har kun set den første Taken (2008), men jeg kunne også godt lide den. Det er dog ikke de film, jeg forbinder hende mest med. Hun var tidligere med i The Faculty (1998), en teenage sci-fi/horrorfilm. Det er en af mine yndlingsfilm fra Robert Rodriguez (From Dusk Till Dawn, Sin City). Senere var hun også med i en mindre kendt komedie The Ten (2007), som jeg var fan af. Jeg er dog fan af David Wain (Wet Hot American Summer, Wanderlust) og hans film generelt.

Nu har Evelyn ikke kun en affære med Dr. Donald Blackburn (Peter Gallagher) i genindspilningen. Hun slår ham også ihjel for at være ekstra sikker på, at hendes plan om at sætte sin mand i bås for hendes falske død vil virke. Janssen er en babe, men ikke bare en babe. Hendes snarky interaktioner med Geoffrey Rush er dejlige; de to har god skuespilkemi med hinanden.

Stephen og Evelyn vil ikke overleve natten, og sørg for at blive hængende efter rulleteksterne. Der er gamle videooptagelser af de psykisk syge, der torturerer dem. Det minder om slutningen af The Shining (1980). Som spøgelser er de for altid en del af husets historie. Der var især to scener fra det oprindelige House on Haunted Hill, som William Malone ønskede at beholde. Den ene var scenen med manden og konen, der skændes med hinanden. De taler endnu mere jovialt om Evelyns tidligere forsøg på at dræbe Stephen. Den anden er den, hvor pistolerne bliver præsenteret i kister til deres gæster.

I modsætning til originalen er der ikke tvivl om, hvorvidt der findes spøgelser i genindspilningen af House on Haunted Hill. Der er en ganske vist hylende morsom scene tidligt i filmen, der antyder, at spøgelser hacker Stephens computer for at ændre de inviterede gæster. De fleste af de inviterede gæster er efterkommere af det oprindelige sanitariums personale. Det gælder dog ikke for Sara, der udgiver sig for at være sin filmproducerende chef Jennifer Jenzen. Der var scener, som ikke kom med i filmen, hvor Debi Mazar (Batman Forever, Empire Records) spiller Jenzen. Hun er en hensynsløs producent, og Sara er hendes ynkelige assistent.

Ali Larter spiller Sara. Hun var allerede med i Varsity Blues (1999) som cheerleaderen i flødeskumsbikini. Efter House on Haunted Hill har hun lavet mere gys. Jeg kan faktisk godt lide Final Destination (2000) og Final Destination 2 (2003) endnu mere end House on Haunted Hill. Den første Final Destination var endda blandt mine yndlingsgyserfilm i et stykke tid i gymnasiet. Hun har også en lille rolle i den sjove Kevin Smith-film Jay and Silent Bob Strike Back (2001). Siden da har hun været med i nogle Resident Evil-fortsættelser, men dem er jeg mindre fan af.

Der ser ud til at være en romance under opsejling mellem Sara og Eddie, en tidligere baseballspiller. Taye Diggs spiller Eddie. Jeg kan huske, at Diggs dukker op fra tid til anden, men jeg genkender ham mest fra et par musicals. Han havde en lille rolle i Chicago (2002), en musical, som jeg elsker, og som vandt en Oscar for bedste film. Jeg hadede dog lidenskabeligt Rent (2005) på det tidspunkt, hvor den udkom. Jeg indrømmer, at jeg var en snerpet kristen på det tidspunkt, og jeg har ikke set den igen siden. Der er en lam skræmme, der involverer Eddie i filmen. Et spøgelse efterligner ham, selv om hans “Blade Runner-øjne” afslører (i hvert fald for os), at det ikke er ham selv. Spøgelset falder ned i et kar med blod for at lokke Sara. Jeg ved ikke, hvad spøgelsens intentioner er. At drukne hende, måske? Det virker ikke som en skræmme på nogen måde.

Den eneste karakter, der beholder både personlighed og navn i House on Haunted Hill remake, er Watson Pritchett. Nå, men efternavnet er stavet anderledes af en eller anden mærkelig, ukendt grund, men det lyder stort set det samme. Pritchett er karakteren, der ved, hvad han taler om, selv om folk i første omgang ikke tror på ham. De griner ham af. Apropos grin: Chris Kattan spiller Pritchett. Dengang kendte publikum Kattan fra Saturday Night Live. Han var også med i SNL-spin-off-filmen Night at the Roxbury (1999). Han er forsvundet noget siden da. Jeg ser ham dog dukke op fra tid til anden i talkshows, hvor han taler om SNL’s storhedstid.

Kattan har en morsom, nervøs energi i House on Haunted Hill. Højdepunktscenen med ham er, da han forsøger at intimidere Stephen, idet han med fasthed forlanger hans penge, så han kan gå. Han siger til Stephen: “For helvede, giv mig min skide check lige nu! Fordi jeg vil have den! Så du giver mig den…nu!” Han leverer replikken med perfekt komisk timing.

Der er nogle mindeværdige skrækscener i House on Haunted Hill. Min favorit involverer Melissa Marr, en aspirerende tv-vært. Jeg var allerede godt bekendt med Bridgette Wilson-Sampras på dette tidspunkt, da jeg var fan af de tidligere film, hun har været med i. Hun var Adam Sandlers lækre lærerinde Veronica Vaughn i Billy Madison (1995). Hun optræder i filmatiseringen af Mortal Kombat (2005) som Sonya Blade. Jeg var en stor fan af videospillet, og jeg kan også godt lide den første film. Hun spiller også Sarah Michelle Gellars søster i I Know What You Did Last Summer (1997). Jeg kan stadig rigtig godt lide den gyserfilm fra Scream-æraen. Jeg var også meget forelsket i dens stjerne, Jennifer Love-Hewitt, på det tidspunkt. Du kan også se Wilson-Sampras som statist i nogle episoder af Saved by the Bell.

I den scene, jeg nævnte, er Melissa på vej gennem huset med sit kamera. Hun støder på sanatoriepersonalet, der udfører deres grusomme eksperimenter på patienterne. Men da hun sænker kameraet, er de der faktisk ikke. De dukker op igen, da hun løfter kameraet, og langsomt og pludselig ser de ildevarslende op på hende. Melissa begynder at fornemme, at der er noget bag hende. Da hun vender sig om, ser vi et spøgelse stå i et hjørne. Spøgelset angriber pludselig hende, nervøst og med hud over øjnene. Der er en flashmontage af mærkelige billeder. Så blæser vinden Melissas hår tilbage, mens hun skriger.

Stephen Price har en mand, Schecter (Max Perlich), der arbejder for ham i huset. Schecter holder blandt andet øje med de kameraer, der er placeret rundt omkring i huset. Stephen tjekker senere Schecter og opdager chokeret, at hans ansigt er blevet udhulet. Da Stephen så kigger op på kameraerne, ser han Dr. Vannacutt’s spøgelse. Vannacutt går unaturligt og får pludselig krampetrækninger. Da kramperne stopper, dukker der en økse op i hans hænder. Det er næsten tegneserieagtigt sjovt.

Mætningskammeret er en anden højdepunktsscene. Stephens gæster smider ham i det, efter at de mener, at han er ansvarlig for hans kones (falske) død. Troen er, at kammeret vil gøre en sindssyg person rask, men en rask person sindssyg. Det begynder med et zoetrope af Vannacutt, der hopper med en rød bold. Holdet bruger det, de kalder en “Van Gogh-effekt” til Vannacutt’s endelige optræden. Han griner, mens han kaster bolden til Evelyn, og bolden bliver til Stephens halshugget hoved.

Derpå har Stephen andre foruroligende visioner. Han ser en sygeplejerske med et blegt ansigt, mørk øjenskygge og knaldrød læbestift. “Twisted Nurse” er den måde, hun optræder på i rulleteksterne. Folk vil måske være interesseret i at vide, at Slavitza Jovan spiller hende, som også var Gozer i den oprindelige Ghostbusters (1984). Det er tilsyneladende Vannacutt, der står bag hende. Han ligner mere Onkel Fester fra The Addams Family på dette billede. Hans hoved begynder pludselig at ryste voldsomt frem og tilbage.

De smider Stephen ned i en dunk-tank, og Stephen ser også en blond kvinde derinde sammen med ham. Næste gang han ser hende, er hun dog anderledes. Hun har et øjenløst ansigt med en forstørret mund. Hendes hår pisker tilbage, mens hun skriger. Dick Smith skabte denne effekt til Ghost Story (1981), men de brugte den ikke. William Malone var vild med den og spurgte Smith, om han kunne bruge den i stedet. Smith gav sin tilladelse.

Det er ikke til at komme udenom. Det sidste spøgelse i finalen af House on Haunted Hill er dumt og ser også ret dårligt ud. Dette spøgelse er en kombination af forskellige ånder, samtidig med at det tilsyneladende også er kilden til husets ondskab. Det ligner til tider en blækplet. Det er også dumt, hvordan Pritchetts spøgelse i sidste ende dukker op for at redde dagen. Han er på en eller anden måde i stand til at lukke Sara og Eddie ud af huset. Der er dog nogle fede Steadicam-optagelser fra spøgelsernes synsvinkel, da de jagter Stephen Price. Jeg kan også godt lide, hvordan Stephen, efter at spøgelserne har fået deres gang med ham, forvandles til en askeagtig figur, som eksploderer.

Ja, genindspilningen af House on Haunted Hill er nogle gange fjollet, dum og endda dårlig. Det vil jeg ikke benægte. Mange af dens skræmmebilleder er tilfældige og uden mening bag dem. Men jeg er i stand til at tilgive filmen for alt dette, simpelthen fordi den er sjov. Den tager ikke sig selv for alvorligt, og det bør vi heller ikke gøre. Det er ikke en af de bedste gyserfilm remakes derude, det er sandt. Men den er også langt fra den værste. Buy the ticket, take the ride.