“Det berømte konfødererede ‘Rebel Yell’ er blot et af mange kampråb, der er blevet hørt på historiens drabsmarker. Overvej disse.”

BORGKRIGSHISTORIKEREN Shelby Foote bemærkede engang, at enhver unionssoldat, der hørte det berygtede konfødererede kampråb, kendt som “Rebel Yell”, og sagde, at han ikke blev skræmt af det, havde sandsynligvis aldrig hørt det.

Det berømte høje skrig blev af nogle veteraner fra konflikten beskrevet som et skrig med en slags “woo-who-eeee”-kadence; andre karakteriserede det mere som et “yeee-haw”. En beretning om Rebel Yell stammer fra en rapport, der blev bragt i avisen The Times-Picayune Reporter fra New Orleans.

“Det er et forbilledligt eksempel på beskrivelse,” skrev korrespondenten. “Hvordan den starter dybt og slutter højt, hvordan den stiger i tre stigende crescendoer og bryder med en kampkommando.”

Den banshee-lignende jamren var helt sikkert nok til at få blodet til at størkne hos alle inden for hørevidde. Faktisk sagde en unionsofficer ved Chickamauga, at det var “den grimmeste lyd, som nogen dødelig nogensinde har hørt.”

De tidligste optegnelser om Rebel Yell stammer fra slaget ved Bull Run, da medlemmer af Stonewall Jacksons brigade gav råbet fra sig, mens de stormede yankee-linjerne på Henry House Hill. Men på trods af at det optrådte ved konfliktens indledende sammenstød, kan det berømte sydstatslige kampråb angiveligt spores tilbage til før krigen mellem staterne.

Det er blevet foreslået, at Rebel Yell blev inspireret af indianske krigsråb – noget, som mange amerikanere, der voksede op ved grænsen, kendte godt. En anden teori går ud på, at jublen blev afledt af hylen fra jagthunde fra backwoods. Nogle har endda spekuleret i, at den var baseret på gamle gæliske eller keltiske krigsråb og blev bragt til den nye verden af skotske og irske immigranter, hvoraf mange bosatte sig i sydstaterne i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede.

Uanset hvad dens oprindelse er, er det berømte Rebel Yell blot et af de mange kampråb, der er blevet hørt på historiens mordmarker. Overvej disse:

Det er alt sammen græsk for mig

De gamle græske hoplitter var kendt for at have råbt navnet på en kvindelig guddom kendt som Alala, når de var i kamp. Ordet, der var datter af den krigeriske ånd Polemos, betød bogstaveligt talt “krigsråb”, og det var meningen at råbe det for at opnå gudernes gunst. Så sent som under Anden Verdenskrig påkaldte græske soldater det mytiske navn i kampens hede for at fremkalde mod og styrke, ligesom deres klassiske forfædre ville have gjort.

“Gud vil det!”

Mediealderlige korsfarere var kendt for at råbe “Deus vult”, latin for “Gud vil det”, mens de var midt i kampens hede – ikke ulig nutidens jihadister, der råber “Allāhu Akbar” eller “Gud er stor”, før de går i martyrdøden for deres sag.

“Uukhai”

Mongolerne i det 13. århundrede skulle angiveligt have råbt “Uukhai”, når de red i kamp. Det er interessant, at ordet efter sigende stadig bliver råbt ved traditionelle mongolske bueskydningskonkurrencer, når en deltager rammer sit mål. Selve ordet kan groft sagt oversættes til “hurra” eller endda “halleluja”.”

“Gud og min ret”

Ironisk set brugte Englands Edward III den franske sætning “Dieu et mon droit” eller “Gud og min ret” for at samle sine tropper under det afgørende slag ved Crecy i 1346. Netop disse ord skulle senere blive det engelske monarkis motto. De optræder den dag i dag på de kongeliges våbenskjold.

“For kongen og for Frankrig”

Apropos kongelige, så var soldater, der kæmpede for Bourbonmonarkiet i Frankrig, kendt for at råbe “Pour le Roi et Pour la France” eller “for kongen og for Frankrig”, mens de angreb. Senere gjorde Bonapartes tropper som bekendt deres modstandere nervøse ved at skråle “Vive L’Emperor” eller “længe leve kejseren” til lyden af trommerne, mens de rykkede frem over feltet.

“Banzai!”

Japanske soldater under Anden Verdenskrig skreg en lignende følelse, når de stormede ind i amerikansk maskingeværild under krigen i Stillehavet: “Tenno heika banzai” eller “længe leve kejseren”. På Saipan i 1944 råbte mere end 4.000 kejserlige soldater disse ord, da de foretog et massivt selvmordsangreb mod de amerikanske marinesoldater på øen. Det var det største bajonetangreb under Anden Verdenskrig.

“Remember the Alamo!”

“Remember the Alamo” var den sætning, der var på texanernes læber under det afgørende slag ved San Jacinto i 1836. Sam Houstons mænd skreg det af alle lunger under deres overraskelsesangreb på en hær af lejrede mexicanske tropper, som kun få uger forinden havde slagtet forsvarerne af den berømte befæstede mission i San Antonio hensynsløst ned. Texanerne var ikke i humør til nåde, da den 20 minutter lange kamp udspillede sig den dag; de slagtede mere end 600 af fjenden, mens de kun mistede ni af deres egne.

“Fredericksburg, Fredericksburg, Fredericksburg”

Rævenge var også i tankerne hos forsvarerne Unionens linjer ved Gettysburg, da en styrke på 15.000 konfødererede tropper stormede Cemetery Ridge under det, der nu er kendt som Pickett’s Charge. Yankee-soldaterne sang det ene ord “Fredericksburg” igen og igen, mens de kastede en morderisk ild mod de fremrykkende oprørere. Den foregående december var mange af de samme nordlige regimenter rykket frem gennem en dødbringende strøm af varmt sydstatsbly lige uden for byen i Virginia. De overlevende fra det ulykkelige angreb i december 1862 var kun alt for glade for at gengælde deres fjender på samme måde syv måneder senere.

“Geronimo!”

Og endelig har amerikanske faldskærmssoldater lige siden Anden Verdenskrig råbt navnet på apache-krigshøvdingen Geronimo, når de sprang ud af deres fly. Traditionen blev startet af en menig ved navn Aubrey Eberhardt, der deltog i nogle af den amerikanske hærs første luftbårne testspring i 1940 ved Fort Benning i Georgia. Den unge soldat håbede at vise sine gruppekammerater, at han ikke var rædselsslagen ved udsigten til at kaste sig ud fra et fly. “For at bevise for jer, at jeg ikke er skrækslagen, når jeg hopper, vil jeg råbe ‘Geronimo’ højt som bare fanden, når jeg går ud af døren i morgen”, svor Eberhardt efter sigende. Udtrykket blev taget til sig og bliver stadig brugt den dag i dag. Det er i hvert fald mere kendt end 506 Parachute Infantry Regimentets kampråb “Currahee”, som er navnet på den foothill i Georgia, som rekrutterne til den berømte enhed blev beordret til at løbe op under træningen.

(Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort af MilitaryHistoryNow.com den 24. april 2015)