Vores forståelse af sygdom og sundhed har ændret sig radikalt i løbet af de sidste par årtier. En “holistisk” tilgang til sundhed er begyndt at genforbinde sjælen med kroppen, vores sindstilstand med vores sundhedstilstand, vores livsstil med vores forventede levetid. I denne proces helbreder vi ikke blot os selv, men også den måde, vi ser på verden på.

Helbredelse ses ikke længere som en passiv oplevelse, ikke længere som et klinisk foretagende, men i stigende grad som en åndelig bestræbelse. Vi er igen ved at erkende, at vi ikke kan adskille det, der plager kroppen, fra det, der plager ånden. Når vores verden er “splintret”, “i stykker”, “falder fra hinanden”, hjælper healing – af sind, krop og sjæl – os ikke kun med at samle stykkerne. I denne største betydning handler helbredelse om mere end at genskabe forbindelsen mellem hoftebenet, lårbenet og knæbenet; det handler om at genskabe forbindelsen til vores sjæl.

Det bliver stadig mere irrelevant at tale om blot at “kurere” depression, “behandle” en sygdom eller endog “reparere” knoglebrud – som om hver enkelt del af den menneskelige erfaring var en isoleret begivenhed. Den moderne tendens til medicinsk specialisering har fragmenteret helbredelsesprocessen. Men den voksende åndelige bevidsthed, der kommer fra mange områder, trækker i den modsatte retning. Både læger og patienter ser op fra de detaljer, som mennesket er blevet reduceret til, og ser op i luften. Denne holistiske tilgang til sundhed er langt fra at afvise, hvad hver enkelt disciplin har at tilbyde, men søger at forene de forskellige dele af mennesket. Vi er nødt til at omfavne en healing, der behandler hele vores væsen.