Af Aisha Stacey / 6 mar 2013
Dua- et arabisk ord skrevet her med engelske bogstaver. Tre små bogstaver, der udgør et ord, og et emne, der er stort og betagende. Dette ord “dua” kan groft oversættes til at betyde bøn eller påkaldelse. Selv om ingen af disse to ord definerer dua tilstrækkeligt godt. Bøn, som betyder at kommunikere med en guddom, kommer tættere på end påkaldelse, som er kendt for undertiden at indebære tilkaldelse af ånder eller djævle.
I islamisk terminologi er dua den handling at bede om bøn. Det er at råbe til Gud; det er en samtale med Gud, vores Skaber, vores Herre, den Alvidende og den Almægtige. Faktisk er ordet afledt af den arabiske rod, der betyder at kalde ud eller kalde på. Dua er opløftende, styrkende, befriende og forvandlende, og det er en af de mest kraftfulde og effektive tilbedelseshandlinger, som et menneske kan udføre. Dua er blevet kaldt den troendes våben. Den bekræfter en persons tro på Én Gud, og den undgår alle former for afgudsdyrkelse eller polyteisme. Dua er i bund og grund underkastelse til Gud og en manifestation af en persons behov for Allah.
Profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “En slave bliver tættest på sin Herre, når han er i knæfald. Så forøg bønnerne i nedkastninger.””
“Hver enkelt af jer vil få sin bøn opfyldt, hvis han ikke bliver utålmodig og siger: “Jeg bønfaldt min Herre, men min bøn er ikke blevet opfyldt”.””
På dette punkt i forståelsen af, præcis hvad dua er, ville det være let for en person med en kristen baggrund at tro, at dua er bøn. Dua har bestemt visse ligheder med de kristnes bøn, men det bør dog ikke forveksles med det, som muslimer kalder bøn. Bøn, eller på arabisk Salat, er en af islams søjler, og ved at udføre de fem daglige bønner deltager muslimer faktisk i en fysisk form for dua, hvor de beder Allah om at give dem himlen gennem deres handlinger. Under hele bønnen bønner man også direkte til Gud.
For muslimer er bøn en række rituelle bevægelser og ord, der udføres på faste tidspunkter, fem gange om dagen. Gud siger i Koranen: “Sandelig, bønnen er påbudt de troende på faste tidspunkter”. (Koranen 4:103) Muslimer beder tidligt om morgenen før solopgang, midt på dagen, om eftermiddagen, ved solnedgang og om aftenen. Bønnen er en tilbedelseshandling, hvor en muslim bekræfter sin tro på den ene Gud og viser sin taknemmelighed. Det er en direkte forbindelse mellem Gud og den troende, og det er en forpligtelse.
Dua er på den anden side en muslimsk måde at føle denne forbindelse til Gud på, når som helst og hvor som helst. Muslimer påkalder Gud ofte i løbet af dagen og natten. De løfter deres hænder i bøn og beder om hans hjælp, barmhjertighed og tilgivelse. Dua omfatter lovprisning, taksigelse, håb og en opfordring til Gud om at hjælpe den, der er i nød, og imødekomme hans eller hendes anmodninger.
Dua kan fremsættes for den enkelte, hans eller hendes familie, venner, fremmede, dem, der befinder sig i alvorlige omstændigheder, for de troende og endda for hele menneskeheden. Når man laver dua, er det acceptabelt at bede om godt i dette jordiske liv og i det hinsides. En person, der laver dua, bør ikke holde sig tilbage, men bede Allah om at opfylde både de største og de mindste ønsker.
Profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser være med ham) opfordrede de troende til at lave dua. Han sagde: “En muslims dua for sin bror i hans fravær bliver let accepteret. En engel er udpeget til hans side. Hver gang han laver en gavnlig dua for sin bror, siger den udpegede engel: “Ameen”. Og må du også blive velsignet med det samme””.
Og selv om det ikke er en forpligtelse at lave dua, er der mange fordele ved at lave dua til Gud ofte og med fuld underkastelse. Ved at føle den nærhed til Gud, der følger med oprigtig dua, øger det troen, giver håb og lindring til den nødstedte og redder den bønfaldende fra fortvivlelse og isolation. I hele Koranen opfordrer Gud den troende til at anråbe ham, han beder os lægge vores drømme, håb, frygt og usikkerhed frem for ham og være sikre på, at han hører hvert eneste ord.
“Dig alene tilbeder vi, og Dig alene beder vi om hjælp.” (Koranen 1:5)
“Og din Herre siger: “Kald på mig, jeg vil besvare din (bøn). Men de, der er for arrogante til at tilbede Mig, vil helt sikkert finde sig selv i Helvede, i ydmygelse.”(Koranen 40:60)
“Sig: O Mine slaver, som har forbrudt sig mod deres sjæle, fortvivl ikke om Allahs barmhjertighed: For Allah tilgiver alle synder, for Han er ofte tilgivende, mest barmhjertig.”(Koranen 39:53)
“Sig: Kald på Allah, eller kald på ArRahman (Den Mest Barmhjertige): Ved hvilket navn I end påkalder Ham, (det er godt): For til Ham hører de smukkeste navne.”(Koranen 17:110)
“Og når Mine slaver spørger dig (O Muhammed) om Mig, så (svar dem), Jeg er sandelig nær (dem ved Min viden). Jeg svarer på den bønfaldendes bønner, når han kalder på Mig (uden nogen formidler eller forbeder). Så lad dem adlyde Mig og tro på Mig, så de kan blive ført en ret.” (Koranen 2:186)
Profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser være med ham) kaldte dua for essensen af tilbedelse. Han (Allahs fred og velsignelser være med ham) foreslog også, at den troende skal være ydmyg, men alligevel fast, når han fremsætter dua og sagde: “Når en af jer bønfalder, skal han ikke sige: ‘O Allah, tilgiv mig, hvis Du vil’, men være fast i sin bøn og gøre ønsket stort, for det, Allah giver, er intet stort for Ham.”
Når vi laver dua, når vi påkalder Allah i vores nødens stund, eller udtrykker vores taknemmelighed, eller af en hvilken som helst anden grund, herunder blot for at føle den trøst at være tæt på Allah, skal vi huske at undersøge vores oprigtighed og kontrollere vores hensigt. Dua skal henvendes til Allah alene, som ikke har nogen partnere, sønner, døtre eller mellemmænd. Vores hensigt, når vi laver duaen, skal være at behage Gud, adlyde ham og stole helt på ham.
Når en person laver dua kan Allah give ham det, han har bedt om, eller han kan aflede en skade, der er større end det, han har bedt om, eller han kan gemme det, han har bedt om, til det hinsides. Allah har befalet os at påkalde ham, og han har lovet at svare på vores kald. I den næste artikel vil vi undersøge etikken for at lave dua og diskutere, hvorfor nogle duaer tilsyneladende forbliver ubesvarede.