Som du måske har hørt, er det fastelavn! I denne sæson er jeg gået sammen med International Justice Mission for at sætte fokus på moderne slaveri i forsyningskæderne, og i år har de bedt folk om at give afkald på kaffe, chokolade eller make up i de 40 fastedage (hvis du er interesseret, så giver jeg afkald på kaffe, hvilket er nemt for mig, og chokolade, hvilket IKKE er). I løbet af denne periode vil jeg tale om disse tre områder, hvor problemerne ligger, og hvordan vi kan handle bedre. Virkeligheden er, at 40 millioner mennesker verden over lever i slaveri og fremstiller varer som disse, som vi køber hver dag. IJM arbejder for at gennemføre konkrete løsninger ved kilden, og jeg er her for at tale om ting, som vi kan gøre på forbrugerniveau. Jeg tror stærkt på kraften i at kombinere individuelt forbrug, kollektiv handling og politiske ændringer, og derfor elsker jeg denne Lent-kampagne, da den samler alle tre.

Så lad os tale om kaffe.

Jeg tror, der er to hovedområder, vi ønsker at tænke på, når vi taler om etisk kaffe:

Selskabet

Der er en enorm forskel mellem kaffeindustrien som helhed og specialkaffesektoren. Kaffeindustrien som helhed er i altovervejende grad domineret af store, multinationale selskaber, som leverer billige, generiske produkter i supermarkederne. Kaffespecialiteterne udgør en utrolig lille procentdel af branchen og er tæt involveret i hele kaffecyklussen – fra dyrkning til forarbejdning og ristning.

(kilde)

Det betyder generelt, at den mindst etiske kaffe vil være fra store virksomheder (både hvad angår kaffe i butikker og kaffebarkæder), og den er normalt instant kaffe. Det skyldes, at organisationens hovedprioriteter er effektivitet og profit: at holde produktionsomkostningerne lave og samtidig fremstille kaffe så hurtigt og billigt som muligt uden reel hensyntagen til menneskers og miljøets velfærd eller til produktets kvalitet. Det er nøjagtig det samme som med fast fashion, som ofte resulterer i uretfærdige lønninger, dårlig behandling og spørgsmål om slaveri:

“De bønder, der dyrker denne kaffe, vil forsøge at skaffe billig arbejdskraft – ofte ved at udnytte børn og andre arbejdere på deres plantager. Disse landmænd rydder alle indfødte træer for at dyrke så mange kaffetræer som muligt og bruger de billigste syntetiske pesticider og herbicider. Dette er en god grund til at undgå billig kaffe fra supermarkederne – ikke alene smager den dårligt, men bønderne får også en rigtig dårlig handel.

(kilde)

Så, ikke overraskende, er kaffe fra store kæder dårligt for alle; både kunder, leverandører og landmænd. De eneste, der nyder godt af det, er de (i forvejen utroligt rige) virksomheder og administrerende direktører.

Det gode er, at det at bevæge sig væk fra denne type kaffe er lidt af en “to fluer i en sten”-situation. Ikke alene undgår du kaffe, der er produceret ved udnyttelse, og du får kaffe af bedre kvalitet, men ved at bruge bønner i stedet for instantkaffe opstår der også meget mindre affald, der bruges mindre plastik (især fra de skide instantkapsler), og ofte konverteres investeringer til økologisk landbrug, hvor man også lader de oprindelige træer være i fred, så miljøet får også nogle praktiske fordele.

Certificeringer (eller mangel på samme)

Når vi tænker på at drikke kaffe, der er etisk forsvarlig, vil mange af os være mest bekendt med Fairtrade-mærket, som betaler producenterne en “fair trade” over markedsprisen, forudsat at de opfylder bestemte arbejds-, miljø- og produktionskrav. Siden starten i 1980’erne er Fairtrade blevet et fremtrædende navn i verden af etiske fødevarer og drikkevarer. Der er dog plads til forbedringer.

Fairtrade-systemet er ikke udformet så godt, som det kunne være, og tidligere undersøgelser fra Harvard og University of Wisconsin tyder på, at Fairtrade-kaffens virkninger for kaffeproducenterne kunne forbedres; især for de fattigste i forsyningskæden eller for den generelle fattigdomsbekæmpelse. Sådan er Fairtrade indrettet til at fungere:

• Dyrkerne tilhører en udvalgt gruppe af oversøiske producentkooperativer
• De får mindst 1 USD.40 pr. pund (Arabica-bønner), der kan sælges, dette er kendt som et “prisgulv” og betyder, at den pris, der opkræves, ikke kan være lavere end dette
• Hvis markedsprisen stiger over prisgulvet, modtager avlerne markedsprisen samt en præmie, der sendes tilbage til investeringer i kooperativet og lokalsamfundet
• For at modtage denne pris, skal producenterne betale for at blive certificeret, tilslutte sig et kooperativ, acceptere standardpraksis for brug af gødning/pesticider og betale kaffearbejderne rimeligt

Det kan desværre mislykkes af årsager, som du kan læse om her og her Den mest presserende er dog, at Fairtrade-certificeringen ikke garanterer, at slaveriet fjernes fra forsyningskæden. Dette skyldes hovedsageligt dårlig overvågning, som er en vigtig del af driften af et certificeringssystem.

Det mest grelle eksempel er den seneste kontrovers om Fairtrade og betalingen af en levestandardløn til kaffearbejdere på små landbrug i Etiopien og Uganda. En undersøgelse fra SOAS viste, at Fairtrade Foundation ikke er i stand til at sikre, at alle arbejdere får en løn, der er til at leve af. Det meste kaffe produceres af småbønder, der beskæftiger nogle arbejdere – sidstnævnte er ofte de dårligst betalte. Det skyldes dels, at deres arbejdsgivere selv er fattige, dels at det er svært at kontrollere, hvad der sker på tusindvis af små gårde … Fairtrade Foundation-standarderne regulerer ikke lønningerne, hvis en småbonde beskæftiger mindre end et “betydeligt antal” arbejdere, hvilket generelt fortolkes som 20 arbejdere. Hvis de beskæftiger færre end 20, er de ikke engang forpligtet til at betale den lovbestemte mindsteløn.

(kilde)

Resultatet af, at dette ikke er mere velkendt? Fairtrade har en virkelig stærk markedsføring derude, selv jeg vidste ikke meget om det, før jeg begyndte at undersøge det, selv om jeg ikke er en stor kaffedrikker, så det var ikke en stor del af min hverdag.

Bortset fra dette kan Fairtrade også gøre stor skade på fattige landmænd, som skal betale en betydelig sum penge for at tilslutte sig og organisere deres virksomheder på måder, der måske ikke fungerer for producenter i de fattigste lande. (kilde)

Det betyder ikke, at al Fairtrade-kaffe i sig selv er udnyttelsesbaseret, for det har trods alt været en enorm katalysator for forandring og bevidstgørelse, især i begyndelsen. Der er god Fairtrade-kaffe derude, vi skal blot grave lidt dybere under overfladen nogle gange, da det at være Fairtrade-certificeret ikke gør kaffen perfekt. Der findes gode Fairtrade-muligheder derude, vi skal bare tænke kritisk og søge efter lidt mere information.

For at undgå forvirring er her nogle af de andre akkrediteringer, du kan se flyde rundt i kaffeverdenen (taget fra The Guardians artikel fra 2015):

UTZ

Denne akkrediteringsordning dækker både miljøspørgsmål og arbejdstagerrettigheder. Dens adfærdskodeks er baseret på Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner, og de arbejder med standarderne fra den globale sammenslutning af bæredygtighedsstandarder, ISEAL Alliance. Der er ingen gulvpris som for Fairtrade-certificerede råvarer. I Det Forenede Kongerige er Douwe Egberts, Burger King og IKEA blandt dem, der bruger denne akkreditering for kaffe.

Rainforest Alliance

Der er også medlem af ISEAL, og for at blive certificeret skal producenterne overholde en liste over bæredygtige principper, herunder bevarelse af det lokale dyreliv og vandressourcer, minimering af jorderosion og retfærdig behandling af arbejdstagerne. Rainforest Alliance garanterer dog heller ikke en minimumspris for leverandørerne. Omkring 75 mærker bruger dette mærke i Det Forenede Kongerige, herunder Costa, Lavazza og Kenco.

Proudly Made in Africa

Modellen med “værditilvækst” tager fat på nogle modeller, der ikke fokuserer tilstrækkeligt på, at producentlandene tager ansvar for forarbejdningen. Færdige produkter koster meget mere end rå landbrugsprodukter, og det kan være en af de mest afgørende faktorer for, at producenterne kan slippe ud af fattigdommen, at de kan få denne merværdi.

Proudly Made in Africa er et nyt mærke, der fokuserer på dette spørgsmål, og som certificerer produkter som værende udelukkende produceret i de lande, hvor de oprindelige afgrøder blev dyrket. Det er endnu ikke bredt tilgængeligt i Det Forenede Kongerige, men har certificeret kaffemærker som Solino og Out of Africa.