Fasten betyder, at man ikke indtager eller indtager nogen form for mad eller vand i en bestemt tidsperiode. Vi finder denne definition i Esters bog, hvor dronningen beder sin onkel Mordokaj om at bede andre om ikke at spise for hende.

. . fast for mig, og spis og drik ikke i tre dage, hverken nat eller dag. Mine tjenestepiger og jeg vil også faste på samme måde (Ester 4:16).

Fasten, og hvem der skulle og ikke skulle gøre det, var noget, der undrede Johannes Døberens disciple. De tog en særlig tur for at spørge Jesus om hans syn på emnet. Herren tøvede ikke med at fortælle dem, at der er en tid til at faste og en tid til at afstå fra en sådan handling.

“Johannes’ disciple kom da til ham og sagde: “Hvorfor faster vi og farisæerne ofte, men dine disciple faster ikke? Jesus sagde til dem: “Kan brudekammerets børn sørge, mens brudgommen er hos dem? Men de dage skal komme, hvor brudgommen skal tages fra dem, og da skal de faste.” (Matthæus 9:14 – 15, HBFV).

Bibelsk faste udføres i mindst en dag eller mere. Som det antydes i Esther-citatet ovenfor, betragtes en hel dag fra solnedgang den ene dag til solnedgang den næste dag.

Hvorfor gøre det?

En af grundene til, at en lejlighedsvis faste er en del af det at være kristen, er, at vi lever i en ond verden. Hvis vi ikke er forsigtige, kan vi blive lokket til at hengive os til synd ligesom dem, der ikke er omvendte. Vi må være som Lot, som ifølge Peter modstod de onde påvirkninger omkring ham, der kom fra at bo i Sodoma og nær Gomorra (2Peter 2:7 – 8).

Vi er nødt til at opretholde et tæt, personligt forhold til vores Fader i himlen, hvis vi skal have nogen chance for at modstå det onde. At afholde sig fra mad og vand trækker os ind i et tættere forhold til Gud og skærper vores fokus på at søge hans fuldkomne vilje i vores daglige liv.

Sommetider er det nødvendigt at faste for at bede Gud og for at søge hans gunst for andre. Den tidlige kirke i Det Nye Testamente afstod fra mad og vand for at kunne bede effektivt for Paulus og Barnabas’ tjeneste (ApG 13). Det gjorde de også, da de skulle vælge ledere i kirken (ApG 14:23). David nægtede al mad og drikke i håb om at redde sit barns liv gennem Batseba (2Samuel 12:15 – 16, 22). Folket i Nineve, en ikke-jødisk nation, fastede for at få Guds nåde (Jonas 3).

Sidst er den moderne kostvidenskab først nu ved at blive opmærksom på de sundhedsmæssige fordele ved at faste. Nylige undersøgelser foretaget ved USA’s National Institutes of Science viser, at længere liv, modstandsdygtighed over for diabetes og andre sygdomme og bedre vægtkontrol er resultatet af et moderat program med at undvære mad fra tid til anden.

Hvor ofte skal vi gøre det?

Kristne er af Gud påbudt at faste mindst én dag om året, på den hellige dag, der er kendt som forsoningsdagen (også kaldet Yom Kippur – 3. Mosebog 23:32). Vi bør dog forsøge at faste yderligere et par gange om året ligesom apostlen Paulus (2. Korintherbrev 11:27). Jesus spiste og drak ikke i fyrre dage, så han kunne modstå djævelens fristelser fuldt ud. Vi bør undvære mad og vand, når vi føler behov for at søge Gud, blive opmærksomme på vores behov for at blive styrket åndeligt eller for at bede Gud om andres bedste.

Forberedelse

Den første ting man bør gøre er at holde op med at drikke noget med koffein i, kaffe, almindelig sort te (urtete kan være gavnligt) eller sodavand i ugen før en fastedag. I stedet bør man drikke rent filtreret vand lige før man begynder, så man er tilstrækkeligt hydreret og ikke får hovedpine eller andre lidelser.

Med visse former for helbredstilstande (f.eks. diabetikere osv.) bør man rådføre sig med en læge eller anden læge, før man i en længere periode går uden mad eller vand.

Fasten er tænkt som en privat handling mellem os og Gud. Vi bliver advaret af Jesus selv om ikke at være stolte af eller prale over for andre med, at vi faster i håb om, at de vil tro, at vi er “åndelige” og tæt på Gud (Matthæus 6:16 – 18).

Det er også vigtigt at huske, at en faste ikke er et mål i sig selv. Den skal bringe os tættere på Gud og fokusere vores sind til at tænke som han gør. Men den bør i sidste ende føre os til at hjælpe dem, der er undertrykte, give mad til dem, der er sultne, give husly til dem, der ingen har, og give tøj til dem, der er i stor nød (Esajas 58:6 – 7).