Spørgsmål: “Hvad er historisk kritik? Hvad er den historisk-kritiske metode?”
Svar: Historisk kritik kan henvise til en metode til at studere Bibelen eller til et bestemt syn på Skriften, der bruges til at vælge fortolkninger. Når man undersøger en tekst, er udtrykket kritik en henvisning til analyse, relateret til ideen om en “kritik”. Det betyder ikke det samme som en klage eller en misbilligelse. Begge former for historisk kritik analyserer Bibelen ved at se på den kultur, som teksterne blev skrevet i, og på de beviser, der fører til bestemte konklusioner.
Den største forskel mellem de to former for historisk kritik er skellet mellem “metode” og “metodologi”. En metode er et værktøj eller en teknik. En metodologi er en tankegang eller en begrundelse for at bruge bestemte metoder. I praksis anvendes betegnelsen historisk-kritisk metode ofte om det, der i virkeligheden er en form for metodologi. For at kende forskellen må man spørge, om der er tale om en henvisning til “hvordan” teksten fortolkes, eller “hvorfor” visse forudsætninger anvendes. Som metode er historisk kritik yderst nyttig til at forstå Bibelen. Som metode er historisk kritik et urimeligt skeptisk synspunkt.
Som metode bruger historisk kritik historiske oplysninger til bedre at forstå sammenhængen i en bibeltekst. Disse baggrundsoplysninger giver et vigtigt perspektiv, når man fortolker teksten. Som et eksempel kan nævnes, at Paulus’ kommentarer om underkastelse under regeringen i Romerbrevet kapitel 13 blev skrevet under en særlig undertrykkende, antikristen kejser, som regerede. Det gør en forskel, når man forsøger at anvende disse tekster på det moderne kristne liv.
Historisk kritik ville også give en dybere mening til plagerne i 2. Mosebog. Hver af plagerne involverede et aspekt af naturen, som egypterne forbandt med en falsk gud: floden, solen og husdyrene havde alle en gud, der var forbundet med dem. Takket være historiske beviser uden for Bibelen kan vi bedre forstå budskabet i disse plager: de var en demonstration for både egyptere og jøder om, at der kun var én sand Gud, Israels Gud.
Historisk kritik kan falde i en fælde, der er almindelig i den menneskelige natur: “intet andet end”-påstanden. Vi falder ofte i denne fælde, når vi finder en teknik, der er særlig nyttig, og vi skynder os at antage, at vi har fundet den ultimative forklaring på et bestemt begreb. Derefter erklærer vi, at det, vi studerer, “kun” er et produkt eller en funktion af denne idé. Nogle ateister hævder f.eks., at universet – og mennesket – kun er “intet andet end” stof og energi. Og der er nogle mennesker, der bliver så optaget af historisk kritik, at de betragter bibelteksten som “intet andet” end en samling af gamle skrifter, der blot er et produkt af en ældre, mindre oplyst kultur.
Som metode antager historisk kritik fejlagtigt, at bibelen “intet andet” er end en samling af menneskeskabte skrifter. Dette fører til en næsten total afvisning af enhver overnaturlig, mirakuløs eller guddommelig aktivitet i verden. Historisk kritik kan som tankegang ses som en ekstrem form for eisegese, der først antager en mening og derefter læser teksten ud fra denne antagelse.
Som metode – som en teknik til større forståelse – er historisk kritik et stærkt redskab. Det betyder ikke, at en person behøver at være ekspert i historie for at forstå Skriften rigtigt. Grunden til, at Gud befalede de troende at gøre andre til disciple (Matthæus 28:19-20) og ikke blot at udskrive bibler, er, at nogle dele af det skrevne ord skal forklares af mere modne, kyndige kristne (se ApG 8:29-31).