Der er en koordineret lovkampagne på statsligt plan, som er drevet af National Academy for State Health Policy (NASHP) og udelukkende baserer sig på ICER, og som vil begrænse ældre borgeres adgang til receptpligtig medicin på grund af en vilkårlig afgørelse om, at disse lægemidler har haft “uberettigede prisstigninger” i et givet år. Sådanne lægemidler kan variere fra år til år og omfatte medicin, som der i øjeblikket ikke findes nogen anden behandling for. ICER udarbejder omkostningsanalyserapporter, som sygesikringsselskaberne bruger til at nægte patienter adgang til innovative medicinske behandlinger.
I januar 2021 offentliggjorde ICER anden udgave af sin rapport, der uden fantasi kaldes Unsupported Price Increase Report, og som fokuserer på en håndplukket, snæver gruppe af lægemidler. Denne rapport indeholder en stærkt kritiseret analyse. ICER indrømmer endda, at dens rapport er mangelfuld, og at den “i øjeblikket ikke har kapacitet til at udføre fuldstændige økonomiske analyser i forbindelse med evalueringen af klinisk evidens for lægemidlerne i dens UPI-rapporter”. Pressemeddelelsen for deres rapport er åbenhjertig om koordination med NASHP’s fremstød for statslige love. På trods af disse bekymringer og rapportens korte track record hævder ICER og NASHP, at rapporten er gyldig som en enkeltstående kilde til at træffe prisfastsættelser. Ikke-statslige enheder bør ikke have enekompetence til at træffe beslutninger om adgang til receptpligtig medicin i Medicaid.
I henhold til en Drug Channels-analyse af data fra SSR Health (en uafhængig organisation, der indsamler og rapporterer data om lægemiddelpriser) er væksten i priserne på receptpligtig medicin aftaget betydeligt i løbet af de seneste fem år, med et fald i nettopriserne på -2,2 % alene i 2020. Mens priserne er faldet, er udnyttelsen desuden steget, hvilket betyder, at flere patienter bruger flere lægemidler, hvilket øger de samlede sundhedsudgifter.
For sygesikringsudbydere tjener ICER’s kontroversielle metodologi som grundlag for perverse incitamenter. Betalingsudbydere bruger ICER-rapporter til at nægte dækning eller foretrukken formularplacering, når ræsonnementet bag disse beslutninger ikke engang kan replikeres. I sidste ende skyldes det faktum, at lægemidler er utilgængelige og uoverkommelige for mange ældre, at private Part D-forsikringsselskaber og PBM’er kræver højere rabatter fra medicinalfirmaer (som driver listepriserne op) og derefter indfører aggressive omkostningsdelinger. Denne praksis får ældre voksne til at betale mere for lægemidler, som deres læger ordinerer, og sætter patienterne i en situation, hvor de ikke kan holde sig til den behandling, som deres læger anbefaler.