Denne tale fremfører tre idéer. For det første har statskundskab som disciplin et mandat til at hjælpe mennesker med at styre sig selv. For det andet bør vi inden for dette mandat fokusere mere end vi gør nu på at skabe legitim tvang. I en verden med stigende indbyrdes afhængighed står vi nu over for et næsten uendeligt antal problemer med kollektiv handling, der opstår, når noget, vi har brug for eller ønsker, involverer et “frit tilgængeligt gode”. Vi har brug for tvang for at løse disse kollektive handlingsproblemer. Den bedste tvang er den normativt legitime tvang. Demokratisk teori har imidlertid fokuseret mere på at forhindre tyranni end på, hvordan man legitimerer tvang. Endelig har vores disciplin negligeret en vigtig kilde til legitim tvang: forhandling til enighed. En anerkendelse af forhandlingens centrale rolle i politik ville kaste et andet lys over vores forholdsvis ukontrollerede demokratiske forpligtelser til gennemsigtighed i processer og omstridte valg. Denne analyse er overordnet set både beskrivende og ambitiøs, idet den argumenterer for, at det at hjælpe mennesker med at styre sig selv har været en del af vores professions DNA lige siden dens begyndelse.