Den fremherskende fortælling i de sidste fem år har været, at Trump greb og bevarer magten ved at appellere til hvide vælgeres og mænds (og især hvide mænds) ønsker om at bevare patriarkatet og det hvide overherredømme. Det synes imidlertid vanskeligt at få disse talepunkter til at stemme overens med de foreløbige exit poll-data fra dette års præsidentvalgkamp.

Lad os starte med køn: På tværs af race- og etniske grupper skiftede kvinderne til Trump i denne cyklus. Ved det sidste valg vandt Trump hvide kvinder med en margin på 9 procentpoint. I år vandt han med 11 procentpoint. I 2016 vandt demokraterne spansktalende og latinamerikanske kvinder med 44 procentpoint; i 2020 vandt de med 39 procentpoint. Sidste cyklus vandt demokraterne sorte kvinder med 90 procentpoint. I år med 81 procentpoint. Det vil sige, at i et år, hvor en sort kvinde for første gang i USA’s historie var på en af de store partiers partiskemaer, skiftede margenen mellem demokrater og republikanere blandt sorte kvinder 9 procentpoint i den anden retning – til Trump.

Trump oplevede også sammenlignelige gevinster hos sorte og latinamerikanske mænd.

Samlet set, hvis man sammenligner 2016 og 2020, vandt Trump 4 procentpoint hos afroamerikanere, 3 procentpoint hos latinamerikanere og latinamerikanere og 5 procentpoint hos asiatiske amerikanere. De forskydninger, der er beskrevet i Edisons exit polls, bekræftes af AP Votecast, som viste en lignende bevægelse blandt sorte og latinamerikanske vælgere i denne cyklus.

Vi kan se på The American Election Eve Poll for at få lidt mere kontekst om denne bevægelse.

Lad os starte med de latinamerikanske og latinamerikanske stemmer: Ved at sammenligne 2016 og 2020 skiftede marginalerne 47 procentpoint til Trump (eller, væk fra demokraterne) blandt dem af sydamerikansk afstamning. Marginalerne skiftede også 37 procentpoint til det republikanske parti blandt dem, hvis familier stammer fra Mellemamerika, 35 procentpoint blandt dominikanere, 16 procentpoint blandt puertoricanere, 15 procentpoint blandt mexikanske amerikanere og 9 procentpoint blandt cubanere. Faktisk endte sidstnævnte gruppe faktisk med at foretrække Trump frem for Biden.

Det vil sige, at selv om det erkendes, at disse befolkningsgrupper ikke er monolitiske, og selv om Demokraterne vandt de fleste af de latinamerikanske og latinamerikanske stemmer samlet set, skiftede latinamerikanske og latinamerikanske vælgere ikke desto mindre afgørende til Trump i denne cyklus.

Samme mønstre gør sig gældende blandt asiatiske amerikanere: Filippinske, koreanske, kinesiske og indiske amerikanere synes at have bevæget sig i retning af Trump. Tendensen var så dramatisk blandt vietnamesiske amerikanere, at de, ligesom cubanerne, faktisk foretrak Trump helt og holdent. Blandt asiaterne synes kun japanske amerikanere at være skiftet til Demokraterne siden 2016.

Det vil sige, at minoriteter og kvinder (og minoritetskvinder) – netop de mennesker, der formodes at være centrale for den demokratiske koalition, og som har lidt mest under den nuværende pandemi og økonomiske recession – synes at være skiftet i Trumps retning over hele linjen.

Faktisk set er stort set den eneste race- eller kønskonstellation, som præsidenten ikke har vundet hos, de mennesker, der ofte beskrives som hans kernevælgergruppe: hvide mænd.

I 2016 vandt Trump hvide mænd med en margin på 31 procentpoint. I 2020 vandt han imidlertid denne vælgergruppe med 23 procentpoint. Sagt på en anden måde, hvis man sammenligner 2016 med 2020, skiftede hvide mænd 8 procentpoint i Bidens retning i år – hvilket var med til at vende valget til Demokraterne på trods af Trumps betydelige gevinster blandt minoriteter og kvinder over hele linjen.

Hvad ændrede sig i race- og kønsdynamikken i denne cyklus for at producere disse tilsyneladende ekstraordinære resultater? Sandheden er, absolut ingenting. Disse tendenser har været undervejs i hele Trumps offentlige liv.

Demokraternes tab hos minoritetsvælgerne går faktisk forud for Trumps kandidatur. I løbet af Obamas embedsperiode oplevede Demokraterne en svækkelse hos sorte og latinamerikanske vælgere i 2010, 2012 og 2014. Trump vandt i 2016 netop på grund af denne langvarige udhuling. På trods af manglende opbakning blandt hvide til den republikanske kandidat fortsatte asiatiske, sorte og latinamerikanske vælgere med at hoppe fra det demokratiske parti – hvilket fik vigtige svingstater til at tippe i Trumps retning og gav ham valget.

I modsætning til de fremherskende fortællinger oplevede det republikanske parti en fortsat svækkelse blandt hvide i hele Trumps embedsperiode. Næsten alle de tab, som Republikanerne oplevede i 2018, skyldtes f.eks. frafald blandt hvide vælgere. Sammenlignet med 2016 forbedrede republikanerne deres tal med sorte og latinamerikanske vælgere en smule i løbet af midtvejsvalget. Marginalerne blandt hvide skiftede dog 10 procentpoint i den anden retning og hjalp Trumps opposition med at vinde Repræsentanternes Hus.

I optakten til valget i 2020 fortsatte meningsmålingerne med at fortælle den historie, som de hele tiden havde fortalt: Trump var klar til at opleve fortsat frafald blandt hvide, mens Demokraterne ville opleve fortsat svækkelse blandt farvede vælgere. Tendenserne i meningsmålingerne var konsekvente og klare.

Det vigtigste spørgsmål, som de tilgængelige data ikke kunne besvare, inden valget blev afgivet, var, om Trumps tab blandt hvide ville overskygge hans vækst blandt minoriteter (som det skete i 2018) – eller om minoritetsvælgere igen ville hjælpe Trump med at levere et overraskende resultat på trods af hans relative svaghed blandt hvide (som det skete i 2016). Nu ved vi det.

Swing state breakdowns fra New York Times – der sammenligner faktiske valgdata med regionale demografiske data – tyder på, at gevinster hos latinamerikanske og latinamerikanske vælgere hjalp Trump med at holde Florida og Texas på trods af Demokraternes gevinster hos de hvide. Republikanernes fremgang blandt afroamerikanere gjorde det samme i North Carolina. I Georgia skiftede 8 af de 11 amter med den højeste andel af afroamerikanske vælgere også til Trump – selv om disse gevinster blev mere end opvejet af Bidens gevinster i mere racemæssigt heterogene amter. I Arizona skrumpede Trump Demokraternes 2016-marginaler i regioner med et flertal af latinamerikanske indbyggere. I mellemtiden er det forskydninger blandt hvide vælgere, der har vendt Michigan til Biden.

Med andre ord synes den fremherskende diskurs omkring race at være helt forkert. Forskydninger blandt minoriteter var ansvarlige for Trumps overraskende styrke i denne cyklus, mens forskydninger blandt hvide er det, der hjalp Biden over kanten i sidste ende.

Det er desværre sådan, at de dominerende fortællinger om køn har været lige så mangelfulde som fortællingerne om race.

For eksempel støttede mænd ikke Trump i et rekordstort antal i 2016 – og kvinderne samlede sig heller ikke stærkt bag Clinton. I stedet tabte Hillary på grund af en svag opbakning blandt kvinder. Hun fik en af de laveste andele af kvindernes stemmer af alle demokrater i årtier – og valgdeltagelsen blandt kvinder var lavere sammenlignet med de foregående cyklusser. Hvis kvindernes valgdeltagelse – eller Demokraternes andel af kvindernes stemmer – havde været lige så stærk for Clinton, som den havde været for Obama, ville Hillary have vundet.

Spørgsmålet om, hvorfor kvinder udøvede deres handlekraft på den måde, som de gjorde i 2016, bliver derfor et ekstremt vigtigt spørgsmål. Faktisk er det objektivt set mere kritisk end, hvordan mænd stemte: Kvinder udgjorde en større andel af vælgerne end mænd i 2016. Faktisk har de udgjort et flertal af vælgerne hver eneste cyklus siden 1976.

Nu har fortællinger om valget i 2016 alligevel i overvældende grad fokuseret på mænd, sexisme, patriarkat osv. Hvordan kvinder stemte er stort set blevet ignoreret.

Hvis det overhovedet er blevet diskuteret, bliver Demokraternes overraskende svaghed hos kvinderne i 2016 typisk tilskrevet hvide kvinder, der har prioriteret deres engagement i hvidt overherredømme højere end deres engagement i feminisme. Alligevel var der absolut intet særligt ved, at Trump vandt et flertal af hvide kvinder:

Gå tilbage til 1972 har Demokraterne bogstavelig talt aldrig vundet et direkte flertal af hvide kvinder, og kun nået en pluralitet to gange. Hvide kvinder støttede i mindre grad Trump i 2016, end de støttede de republikanske kandidater i 1972, 1984, 1988, 2004 eller 2012 (til reference, lignende mønstre gælder for hvide mænd).

Nuvel, hvide kvinders stemmer i 2016 beskrives ofte som værende unikt motiveret af racisme – på trods af, at vælgerne valgte mellem to billetter, der bestod 100 % af hvide mennesker.

Denne gang vil det være meget sværere at spinde sådanne fortællinger. Ja, hvide kvinder skiftede faktisk i Trumps retning denne gang, i modsætning til i 2016. Men sorte kvinder og latinamerikanske kvinder skiftede i nøjagtig samme retning.

Kort sagt var det skift blandt minoritetsvælgere, der hjalp Trump med at vinde præsidentposten i 2016. Denne bevægelse blandt minoritetsvælgere gik videre til 2020 – og kvinder over hele linjen skiftede også til det republikanske parti. Heldigvis tilsidesatte frafaldet blandt hvide mænd præferencerne fra denne voksende andel af kvinder og minoriteter, hvilket medførte Trumps politiske undergang.

• Musa al-Gharbi er Paul F Lazarsfeld-stipendiat i sociologi ved Columbia University

{{#ticker}}

{{topLeft}}

{{bottomLeft}}

{{{topRight}}}

{{bottomRight}}

{{#goalExceededMarkerPercentage}}

{{/goalExceededMarkerPercentage}}

{{/ticker}}

{{heading}}

{{#paragraphs}}

{{.}}}

{{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}

{{{#cta}}}{{text}}{{/cta}}}

Remind mig i maj

Vi vil kontakte dig for at minde dig om at bidrage. Hold øje med en besked i din indbakke i maj 2021. Hvis du har spørgsmål om at bidrage, er du velkommen til at kontakte os.

• Del på Facebook
• Del på Twitter
• Del på Twitter
• Del via e-mail
• Del på LinkedIn
• Del på Pinterest
• Del på WhatsApp
• Del på Messenger