Når du foretager et langdistanceopkald, er der en utrolig mængde computerteknologi, der arbejder på at få dit opkald til at ske. For at forstå de edb-systemer, der anvendes i dag, er det imidlertid nyttigt at gå tilbage i tiden og se på, hvordan mennesker engang dirigerede fjernopkald.
Tænk tilbage til dengang, hvor et menneske arbejdede på en bys centralkontor. Telefonselskabet byggede centralen midt i byen og førte derefter et par kobberledninger til alle hjem (se Hvordan telefoner fungerer for at få nærmere oplysninger om ledningerne). Operatøren – lad os kalde hende Mabel – ville arbejde på centralen. Mabel ville sidde foran et omstillingsbord, og på dette omstillingsbord ville der være en samling af stikkontakter – et stik til hver af byens telefoner. Når man ønskede at foretage et opkald:
Rådgivning
- Du ville tage din telefon.
- Et lys over din telefonstik ville tænde.
- Mabel ville sætte et stik i din stikkontakt og spørge dig, hvem du gerne vil tale med.
- Mabel ville derefter sætte sit stik i modtagerens stikkontakt, sende et ringesignal ned i linjen og tale med den person, der svarede.
- Mabel ville derefter sætte en ledning ind mellem dit stik og modtagerens stik for at forbinde jer to sammen.
- Når hun så lyset gå ud over dine stik, ville Mabel fjerne ledningen, der forbandt de to stik.
Dette var et utroligt simpelt system.
For at muliggøre fjernopkald i dette simple system, ville det lokale telefonselskab tilføje en linje (eller flere linjer) for at forbinde til et fjernkontor. For at foretage et langdistanceopkald til din ven i dette system skulle du tage din telefon og fortælle Mabel langdistancenummeret til din ven. Derefter:
- Mabel ville oprette forbindelse til en af de linjer, der går til et fjerntelefonselskab.
- Hun ville tale med telefonisten på fjerntelefonselskabet.
- Fjerntelefonselskabet ville forbinde Mabel med et andet fjerntelefonselskab – det selskab, der har samme områdenummer som din ven.
- Mabel ville fortælle fjerntelefonselskabet nummeret, og hun ville oprette forbindelse til et andet selskab.
- I sidste ende ville Mabel kunne tale med operatøren på centralen for den by, som din ven bor i.
- Denne operatør ville oprette en forbindelse til din ven.
- Så ville Mabel forbinde dig med fjerntrafiklinjen, og du ville kunne føre din samtale.
Som du kan se, er dette system stadig bemærkelsesværdigt enkelt. Dit opkald blev sat sammen med direkte, fysiske ledninger, der gik fra det ene kontor til det næste. Fjernopkaldsoperatøren holdt styr på længden af dit opkald og oprettede en faktureringsregistrering.
Den første automatiseringshandling var at erstatte Mabel med en mekanisk kontakt. Når du foretog et lokalopkald, ville omstillingen forbinde dig. For at foretage et langdistanceopkald skulle du ringe “O” for at tale med et menneske, og mennesket ville forbinde opkaldet gennem langdistancecentralerne som før.
Computere gjorde det muligt at erstatte langdistanceoperatørerne med computerstyrede omstillere. Computerne kunne oprette forbindelserne og faktureringsoplysningerne ligesom en menneskelig operatør. Fysiske ledninger forbandt stadig dig med den modtagende part ved hvert opkald, men computeren forbandt dem sammen på hvert kontor. Hvis man fra Californien ringede 1-212-555-1234 – et New York-nummer – identificerede 1’eren det som et langdistanceopkald og bad den lokale central om at forbinde til en langdistancecentral. 212 fortalte langdistancecentralen, hvilken langdistanceforbindelse den skulle benytte. 555 fortalte fjerntrafikkontoret i New York, hvilket lokalt kontor det skulle forbinde med. Derefter ville det lokale kontor forbinde dig med din ven. Computerne på hvert kontor ville sende nummeret videre som digitale data via datalinjer, der var forbundet mellem centralerne.
I dagens verden er der to ting, der gør systemet mere interessant:
- Fysiske ledninger forbinder ikke længere kontorerne med hinanden for hvert telefonopkald. Det system var utroligt dyrt. I stedet transporterer en fiberoptisk linje en digitaliseret version af din stemme (se Sådan fungerer analog og digital optagelse for at få en beskrivelse). Din stemme (sammen med tusindvis af andre) bliver til en strøm af bytes, der flyder på en fiberoptisk linje mellem kontorer. Forskellen i omkostninger mellem “et par kobberkabler, der transporterer en enkelt samtale” og “en enkelt fiber, der transporterer tusinder og atter tusinder af samtaler” er fænomenal.
- Telefonselskabet er ikke længere et monopol. I stedet er der mange forskellige fjern- og lokaloperatører.
I dag, når du foretager et fjernopkald, får omstillingen i det lokale kontor adgang til en database, der indeholder en registrering for hvert telefonnummer, der er tilsluttet omstillingen. Databasen indeholder en såkaldt PIC-kode (Primary Interchange Carrier code), som angiver, hvilket langdistanceselskab du har valgt. (Når du skifter langdistancetransportør, er det denne PIC-kode, der ændrer sig.) Telefonselskabet slår PIC-koden for dit nummer op og opretter derefter forbindelse til en langdistancecentral for dit langdistancetransportør. Din fjernoperatørs omstillingsenhed videresender opkaldet til den lokale operatør for din ven, og den lokale operatør gennemfører opkaldet til din ven.
Hele denne fantastiske og komplicerede transaktion sker ved hjælp af computere, omstillingsenheder, tråd og fiberoptiske kabler til en værdi af milliarder af dollars, alt sammen på et øjeblik.
Disse links vil hjælpe dig med at få mere at vide:
Anvisning