Det tørkebetingede fald i vandstanden har været ekstremt i nogle reservoirer, såsom Lake Mead i det sydvestlige USA. Billede via U.S. Geological Survey.
I løbet af det 21. århundrede vil der sandsynligvis opstå alvorlig vandmangel i flere områder af USA, medmindre der snart træffes foranstaltninger til at tilpasse sig fremtidige ændringer i vandressourcerne, fremgår det af en ny undersøgelse.
Undersøgelsen, der blev offentliggjort den 28. februar 2019 i Earth’s Future, kiggede ikke kun på fremtidige tendenser i vandforsyningen og vandbehovet i hele det sammenhængende USA, men undersøgte også, hvilke tilpasningsforanstaltninger der ville være mest effektive at bruge. Analysen viste, at reduktioner i vandforbruget til landbruget sandsynligvis vil være et af vores bedste tilpasningsværktøjer.
Vandmangel opstår uundgåeligt, når efterspørgslen efter vand overstiger vandforsyningen. I USA forventes efterspørgslen efter vand at stige bredt i takt med, at befolkningen vokser fra den nuværende størrelse på ca. 328 millioner mennesker til 514 millioner mennesker i 2100. I mellemtiden vil vandforsyningerne undergå forskellige ændringer som følge af klimaændringerne. I nogle samfund forventes forsyningerne at falde, efterhånden som temperaturerne bliver varmere, og tørkeperioder bliver mere almindelige. I andre samfund kan forsyningerne øges, hvis nedbøren stiger som forventet, men stigende temperaturer vil stadig øge vandfordampningen og lægge pres på vandforsyningerne i mange områder.
Af de 204 vandområder, der er undersøgt i USA, vil der sandsynligvis opstå mangel på vand i 83 vandområder i den nærmeste fremtid (2021-2045), 92 vandområder i den mellemste fremtid (2046-2070) og 96 vandområder i den fjerneste fremtid (2071-2095), hvis der ikke træffes nogen tilpasningsforanstaltninger, fremgår det af den nye undersøgelse. Disse knapheder forventes at opstå selv med fortsatte forbedringer af vandeffektiviteten i takt med den hastighed, hvormed vandeffektiviteten ændrer sig i dag.
Hyppigheder af vandmangel, der kan forventes i amerikanske vandområder i den midterste fremtid (2046-2070), hvis der ikke træffes nogen tilpasningsforanstaltninger. Billede via Brown et al. (2019) Earth’s Future, vol. 7.
For at afværge manglerne brugte forskerne deres vandressourcemodel til at undersøge, hvor effektive flere foranstaltninger ville være, herunder bl.a. forøgelse af reservoirlagring, reduktion af vandløbsstrømmene og udtømning af grundvandet. Forbedringer af reservoirlagringen, som kan bruges til at lagre vand, når det er rigeligt, til senere tidspunkter, hvor det er knapt, viste sig at være stort set ineffektive for mange af de tørkeramte regioner, hvor vand til sådanne forbedringer simpelthen ikke er tilgængeligt. Hvad angår afledning af vand fra vandløb og floder og udnyttelse af flere grundvandsmagasiner, vil disse metoder kunne bidrage til at mindske manglen, men de vil medføre store eksterne omkostninger. For eksempel kan for store vandindvindinger føre til sammenbrud af fiskebestande. Derfor advarer forfatterne mod en stor afhængighed af brugen af disse muligheder, samtidig med at de erkender, at presset for at anvende disse muligheder sandsynligvis vil stige i fremtiden.
Af alle de undersøgte muligheder syntes reduktioner i vandforbruget til landbruget at være den mest lovende til at forebygge vandmangel. Dette kunne potentielt opnås ved at foretage drastiske forbedringer af vandingseffektiviteten ud over det nuværende tempo i de teknologiske fremskridt samt ved at opgive vandingspraksis for afgrøder af lav værdi, siger forskerne.
Det er klart, at de fremtidige valg, som mange samfund vil være nødt til at træffe for at opretholde tilstrækkelige vandforsyninger, ikke vil være lette, som det fremgår af denne nøgterne nye undersøgelse. Omfattende planlægningsundersøgelser som denne kan hjælpe lokalsamfundene med at finde frem til de bedste muligheder. Det vil også være nyttigt at foretage fremtidige undersøgelser for at undersøge andre muligheder for vandbesparelse. Sandra Postel, der er ekspert i spørgsmål vedrørende vandressourcer, er fortaler for en teknologisk smartere og mere naturlig tilgang til at løse vores ødelagte vandkredsløb, hvilket kunne omfatte løsninger som præcisionsvandingssystemer og genopretning af vådområder. Hun skrev for nylig i Trend:
Det er fristende at forsøge at løse vores vandproblemer med større dæmninger, dybere brønde og længere vandoverførsler. Men som Albert Einstein mindede os om for årtier siden: “Vi kan ikke løse problemer ved at bruge den samme slags tænkning, som vi brugte, da vi skabte dem”. Det betyder, at vi skal tænke anderledes om, hvordan vi bruger, forvalter og værdsætter vand. Og det betyder, at vi skal finde ud af, hvordan vi kan reparere og genopbygge vandkredsløbet, samtidig med at vi har fremgang. Det er en stor opgave. Men nogle pionerer viser vejen.
Bottom line: Fremtidige vandmangler i dele af USA er sandsynlige i betragtning af det stigende vandbehov og de faldende vandforsyninger. En ny undersøgelse tyder på, at en reduktion af vandforbruget i landbruget kan være en af de bedste metoder til at undgå fremtidige vandmangler.
Kilde: Tilpasning til fremtidig vandmangel i USA forårsaget af befolkningsvækst og klimaændringer
Deanna Conners er miljøforsker og har en Ph.D. i toksikologi og en M.S. i miljøstudier. Hendes interesse for toksikologi skyldes, at hun er vokset op i nærheden af Love Canal Superfund Site i New York. Hendes nuværende arbejde er at levere videnskabelige oplysninger af høj kvalitet til offentligheden og beslutningstagere og at hjælpe med at opbygge tværfaglige partnerskaber, der bidrager til at løse miljøproblemer. Hun skriver om jordvidenskab og naturbeskyttelse for EarthSky.