Debatten om videnskab og religion kan blive så indviklet og esoterisk, og til tider endda ophedet, at det er let at glemme, at Kirken har et klart og definitivt svar på sådanne spørgsmål. Det gælder især, når det drejer sig om samtaler om den formodede konflikt mellem de to første kapitler i 1. Mosebog og almindeligt accepterede videnskabelige teorier. På den ene side er der påstanden om, at den bibelske skabelsesberetning er uforenelig med den videnskabelige datering af universet og den biologiske evolution, og at videnskaben derfor må være forkert. På den anden side er påstanden, at fordi den bibelske skabelsesberetning og de videnskabelige beretninger om universet og menneskeheden er fundamentalt uenige, må Bibelen og kristendommen være forkerte.

Det katolske svar på dette spørgsmål er, at denne uenighed ikke har noget grundlag at stå på. Rent ud fra en bibelsk fortolkning var det aldrig meningen, at de to første kapitler i Første Mosebog skulle være “videnskabelige” i moderne forstand. Den bibelske skabelsesberetning fastslår dybt, at Gud skabte verden ud af ingenting og konsekvenserne af denne kendsgerning. Den beskriver ikke i detaljer de naturlige processer, hvormed han skabte dette, og den har aldrig gjort krav på at gøre det. Der kan ikke være nogen konflikt mellem den bibelske beretning og en nøjagtig videnskabelig beretning, fordi de kommunikerer to forskellige ting. Videnskaben kan således ikke hævde, at kristendommen er forkert baseret på denne “konflikt”.”

I min første artikel henviste jeg til en videnskabelig læsning af den bibelske skabelsesberetning som en læsning, der er taget til sine “bogstavelige” yderpunkter. Hermed mente jeg en læsning, hvor den primære læsning af teksten enten er, at Gud skabte verden i syv perioder på 24 timer, eller en læsning, der antyder, at “dage” måske ikke henviser til vores moderne forståelse af en dag, men at naturfænomener på en eller anden måde blev sat i verden af Gud i mere eller mindre deres nuværende form på skabelsestidspunktet. Disse “videnskabelige” læsninger er ofte dem, der forsvares af fundamentalister og kritiseres af evolutionister. Jeg vil gerne argumentere for, at det er forkert at betegne disse forskellige fortolkninger som “bogstavelige”. Det er læsninger, der misfortolker billedsprog som videnskabelige kendsgerninger, og derfor vil jeg kalde dem “videnskabelige” læsninger. En ægte “bogstavelig” læsning er en læsning, hvor Skriftens første mening afdækkes, og den første mening i skabelsesberetningerne i 1. Mosebog var aldrig ment som videnskabelig.

Den skelnen mellem de forskellige “sanser” i Skriften er ganske overbevisende beskrevet i Den katolske Kirkes katekismus. Der er to betydninger af Skriften: den bogstavelige og den åndelige. Den “bogstavelige betydning er den betydning, som Skriftens ord giver udtryk for, og som er fundet gennem eksegese efter reglerne for sund fortolkning: ‘Alle andre betydninger af den hellige skrift er baseret på den bogstavelige'” (KKK 116). Det betyder, at den “bogstavelige” betydning er den første betydning, som afdækkes ved korrekt eksegese. Det ligger i eksegesen, at det er nødvendigt at forstå, hvad forfatterne af Den Hellige Skrift har haft til hensigt at kommunikere. For at forstå, hvordan man skal gøre dette, giver katekismen igen værdifuld indsigt, denne gang ved at citere Dei Verbum: “For at finde frem til de hellige forfatteres hensigt må læseren tage hensyn til betingelserne i deres tid og kultur, til de litterære genrer, der var i brug på den tid, og til de følelses-, tale- og fortællemåder, der var gældende dengang. ‘For det er en kendsgerning, at sandheden præsenteres og udtrykkes forskelligt i de forskellige former for historisk skriftlighed, i profetiske og poetiske tekster og i andre litterære udtryksformer'” (KKK 32).

Så spørgsmålet i eksegesen om den bibelske skabelsesberetning er, hvad forfatterens hensigt var med at skrive den. Dette er naturligvis et utroligt kompliceret spørgsmål, men jeg mener, at pave Benedikt XVI’s arbejde giver os et stærkt udgangspunkt. Han forklarer, at den første bibelske skabelsesberetning tog form i Israels møde med de hedenske myter, der var til stede i Babylon, hvilket resulterede i en “dramatisk konfrontation, som er implicit i denne bibeltekst, hvor alle disse forvirrede myter blev forkastet, og hvor verden fik sin oprindelse i Guds fornuft og i hans ord” (I begyndelsen, 13).

Som eksempel peger han på Skriftens omtale af solen og månen som lamper, som Gud har hængt op på himlen for at måle tiden. For hedenske folkeslag ville det have været helligbrøde at reducere solen og månen til målinger af tid, da de blev betragtet som guddomme. Således “ser vi her den dristighed og den mådeholdsomhed i den tro, der ved at konfrontere de hedenske myter fik sandhedens lys til at fremstå ved at vise, at verden ikke var en dæmonisk konkurrence, men at den er opstået af Guds Fornuft og hviler på Guds ord” (Ibid.,14). Hvis man bruger katekismens terminologi, ville dette være en del af den bogstavelige fortolkning, den første betydning af Skriften, fordi Skriftens forfattere havde til hensigt at bruge figurer til at skrive noget som en del af den genre, de havde valgt. Denne bogstavelige fortolkning er imidlertid ikke en fundamentalistisk “videnskabelig” fortolkning. Den pavelige bibelkommission skelner på denne måde mellem “bogstavelig” og “bogstavelig”:

Den bogstavelige betydning skal ikke forveksles med den “bogstavelige” betydning, som fundamentalister er knyttet til. Det er ikke tilstrækkeligt at oversætte en tekst ord for ord for at opnå dens bogstavelige betydning. Man må forstå teksten i overensstemmelse med tidens litterære konventioner. Når en tekst er metaforisk, er dens bogstavelige betydning ikke den, der følger umiddelbart af en oversættelse fra ord til ord (f.eks. “Lad jeres lænder være omgjordede”: Lk. 12,35), men den, der svarer til den metaforiske brug af disse udtryk (“Vær klar til handling”) .

Skriftens anden betydning, den åndelige, betyder, at “Takket være Guds planens enhed kan ikke blot Skriftens tekst, men også de realiteter og begivenheder, som den taler om, være tegn” (KKK 117). Den åndelige sans er underopdelt i den allegoriske, den moralske og den anagogiske sans. Med så megen vægt på den rette betydning af en “bogstavelig” fortolkning af Skriften i debatten om videnskab og religion glemmes det ofte, at disse andre sanser er lige så gyldige som den første sans, faktisk garanterer “den dybe overensstemmelse mellem de fire sanser hele dens rigdom for den levende læsning af Skriften i Kirken” (KKK 115). Men når vi fejlfortolker eller helt mister den bogstavelige betydning, så har den åndelige betydning ikke et solidt grundlag at hvile på. Den åndelige betydning inden for rammerne af troens depositum giver ikke mening uden en grundlæggende bogstavelig betydning.

Så der er to konsekvenser af at reducere den “bogstavelige” betydning af Skriften til en forkert “videnskabelig” læsning. Den første er, at den fælles fortolkning mellem videnskabens og troens verdener går tabt. Den bogstavelige, primære betydning af en tekst er den, der kan være tilgængelig for dem uden for kirken. I tilfældet med den bibelske skabelsesberetning er den bogstavelige betydning faktisk en bogstavelig betydning af en vovet konfrontation med verden, en enestående bekræftelse af, hvem Israels Gud er. En sådan betydning mister aldrig sin relevans og er desperat nødvendig i nutidige debatter om ikke blot videnskab og religion, men også om sekularisme og tro i almindelighed. For at citere den pavelige bibelkommission igen, så accepterer fundamentalismen “den bogstavelige virkelighed af en gammel, forældet kosmologi, blot fordi den findes udtrykt i Bibelen; dette blokerer for enhver dialog med en bredere måde at se forholdet mellem kultur og tro på” (I. F). At miste dette kontaktpunkt med dem uden for kirken resulterer i unødvendige, ødelæggende konflikter som f.eks. den formodede debat om evolution og skabelse.

Den anden konsekvens er, at fordi den åndelige sans mister sit fundament uden den bogstavelige betydning, begrænser vi os selv ved at miste den bogstavelige betydning i at afdække Skriftens fyldigste og mest dybe sanser. Man kan især se dette i forhold til den allegoriske betydning, hvor begivenhederne i Det Gamle Testamente finder deres sande betydning i Kristus. Uden at forstå den bogstavelige første betydning kan vi ikke anvende dem korrekt på Kristus og forstå ham i lyset af disse første betydninger af teksterne.

Så i sidste ende lærer denne uheldige formodede konflikt mellem religion og videnskab baseret på de første kapitler i Første Mosebog os virkelig vigtigheden af Magisterium og af Traditionen i Kirken. Det er, når Skriften tages ud af sin rette sammenhæng i Kirkens liv og hele dens fortolkningshistorie, at vi løber ind i problemer med “bogstavtro” eller “videnskabelige” fortolkninger. Det er Kirken, der lærer os, at vi skal søge den “bogstavelige” betydning, som de hellige forfattere har haft til hensigt. Bibelen er trods alt en “guddommeligt inspireret tekst, hvis pleje og fortolkning Gud selv har overladt til Kirken” (Divino Afflante Spiritu, 24).