Når man kildrer en babys mave, bliver man som regel belønnet med et grin og en fnisen. Har du nogensinde undret dig over hvorfor? Hvad er der egentlig så sjovt ved at kildre?

Hvis du er kildet, bliver du måske nogle gange drillet af dine venner. Hvis nogen går hen til dig og vrikker med fingrene, begynder du måske at grine, før han overhovedet rører dig. Når du så rent faktisk bliver kildet, skriger du af grin og falder ned på gulvet. “Hold da op, hvor er du følsom!” siger din ven måske.

Din ven har ret. Du er følsom – og det er din følesans, der er på spil, når du vrider dig og griner, når du bliver kildet.

Mennesker har fem sanser – hørelse, syn, lugt, smag og følesans. Forskere ved en masse om, hvordan disse sanser fungerer, men de ved ikke alt. Der er stadig nogle mysterier, der skal opklares om f.eks. følesansen. Et af disse er, hvordan beskeden om “kildren” kommer fra din vens vrikkefingre til din hjerne.

Hver sans har et organ, som den bruger til at sende beskeder til din hjerne. For at høre bruger du dine ører. For at se bruger du dine øjne. Din næse og mund sender lugte- og smagsbudskaber til din hjerne. Og du føler berøring med din hud.

I din hud, eller lige under huden, er der små bundter af celler, der kaldes receptorer. De hedder receptorer, fordi de modtager beskeder. Din krop indeholder et enormt netværk af forskellige slags receptorer. Nogle af dem kan registrere temperatur. Andre kan registrere tryk. Andre kan mærke smerte.

Lad os sige, at du lige er vågnet om morgenen. Dit hoved er vugget af en fjerpude, og da du vender dig om, springer en af fjerene ud af et hul i sømmen og lander på dit ansigt. En receptor i din hud sender et signal til din hjerne om fjeren. Beskeden? “Blød.”

Derpå kalder din mor dig til at komme af sted, ellers kommer du for sent i skole. Du kigger ud af vinduet og ser den grå vinterdag udenfor. Du trækker tæpperne op over dine skuldre igen og hygger dig ned. Over hele din hud opfanger receptorer en besked. Den siger “varm”. Men du skal jo i skole, så du kravler ud af sengen og sætter dine bare fødder på gulvet. Endnu to beskeder blinker til din hjerne. De siger “kold” og “hård”. Da du så går på toilettet, får du en splint i din fod. Beskeden denne gang? “Smerte.”

Om morgenbordet læner din bror sig frem og kildrer dig under armen. “Smil,” siger han. Du kan ikke gøre for det. Du er kildrende, og du griner.

Den receptor, der sendte denne “kildrende” besked til din hjerne, er af en særlig slags. De nerveender, der fornemmer kildren og kløe, kaldes “frie” nerveender. Du har masser af frie nerveender i din krop, og forskerne er stadig i gang med at forsøge at finde ud af, præcis hvilken rolle de spiller for din følesans. (Nogle af de andre typer receptorer, du har, er opkaldt efter de forskere, der har opdaget dem. Visse trykreceptorer kaldes Ruffini’s Endings og Merkel’s Disks. Hvis du bliver videnskabsmand og studerer kildren, vil der måske en dag være en receptor, der er opkaldt efter dig.)

Nogle berøringsreceptorer er ekstremt følsomme. De kan f.eks. mærke bevægelsen af de fine hår på din underarm. De kan mærke en berøring så kort, at den kun varer en tiendedel af et sekund, eller de kan mærke en længere, stærkere berøring som et stort bjørnekram. Følsomme smertereceptorer sender signaler så hurtigt, at de får dig til at trække hånden væk fra et varmt komfur, endnu før du ved, at du har rørt ved det.

Videnskabsfolk plejede at tro, at “kildre”-reaktionen skyldtes en mild aktivitet omkring smertereceptorer. Men nyere undersøgelser viser, at den kildrende følelse kommer fra nerveender i de alleryderste lag af din hud. Når disse nerveender irriteres, forårsager de den velkendte fnisende og vraltende reaktion — hos nogle mennesker. Andre mennesker er slet ikke kildede overhovedet.

For at nå frem til hjernen bevæger berøringssignaler sig langs et netværk af nerver. Signalerne bevæger sig i form af små strømstød af elektricitet. En særlig del af din hjerne oversætter dem til information som “kild” eller “klap” eller “glat” eller “iskold”. Dette er en frygtelig vigtig del af din hjerne. Når alt kommer til alt, påvirker din følesans din sikkerhed ved at holde dig væk fra ting, der gør ondt. Den giver dig mulighed for at opleve dejlige følelser som gløden fra et varmt bål eller blødheden af en kattekillings pels.

Et endnu vigtigere aspekt er, at din følesans giver dig mulighed for at opleve menneskelig kontakt – som f.eks. at kramme. Hvis vi bliver rørt og nusset meget som babyer og børn, hjælper det os til at blive tillidsfulde, selvsikre og kærlige mennesker, når vi vokser op.

Så næste gang du er i nærheden af en baby eller et lille barn, så giv ham eller hende et blidt kildren og derefter et kram. På den måde giver du flere slags berøringsreceptorer en træning. Tips til forældrene

Den vitale funktion af berøring er efterhånden en del af den konventionelle visdom om at være forældre til småbørn og spædbørn. Men hvad med dit barn i skolealderen? Forskning udført på University of California i San Francisco tyder på, at fysisk hengivenhed fortsat er en faktor i en sund udvikling. En undersøgelse foretaget blandt 8-10-årige børn af Sandra Weiss, associeret dekan på UC-San Francisco School of Nursing, viste en sammenhæng mellem fysisk hengivenhed fra både mødre og fædre og udviklingen af et positivt kropsbillede. Weiss anbefaler legende grov omgang og hyppig, let hengivenhed som måder at få dine børn til at føle sig elskelige på i denne udfordrende udviklingsfase.