Du har måske hørt navnet “Danganronpa” blive nævnt før, men havde ingen idé om, hvad det var. Du er ikke alene.

Langt før Spike Chunsofts Danganronpa-serie fandt vej til de vestlige kyster, var det et spil, som jeg kun kendte af navn og i teorien, men aldrig i praksis. Jeg så cosplays af dens karakterer på diverse kongresser; frenetiske blonde fletninger, der tittede ud af folkemængderne, udførlige og unikke uniformer, der næsten ikke lignede, at de var fra den samme serie. Det var også altid en serie, der fascinerede mig – et japansk detektivspil i form af visuelle romaner, der skaber venskaber. Danganronpa-serien har en ramme som ingen anden spilserie.

Teknisk set er Danganronpa en visual novel-serie, hvilket betyder, at der er en helvedes masse læsning. Spillet har en stor gruppe studerende og en mystisk, ondsindet bamse ved navn Monokuma i hovedrollen, som i starten fortæller dem, at de alle deltager i det ildevarslende klingende Killing Game. For at slippe væk fra det sted, de er fanget i, skal de enten overleve til slutningen, hvor der kun er to elever tilbage, eller endnu værre, myrde en anden her, og klare sig igennem en klasseprøve uden at blive dømt af deres kammerater. I sidstnævnte forløb bliver alle andre henrettet. Desuden handler spillet også om at få venner og knytte bånd med dine bekendte i de dystre omgivelser.

Serien er kommet langt siden sin ydmyge begyndelse på PlayStation Portable i 2010. Siden da har den udforsket PlayStation Vita (hvor vesterlændinge først fik fingrene i serien), PlayStation 4, PC og endda mobile enheder. Den er rullet ind i anime, både ved at tilpasse spillene og fortsætte historierne efter dem. Det er blevet skrevet i manga og romaner. Danganronpa er, på trods af de mærkværdigheder, som navnet bærer med sig, blevet en medie-juggernaut i Japan.

Men fra et udefrakommende perspektiv kan denne dille måske virke fremmedgørende. Med et par spil, to anime-serier og endda bøger og mangaer til at supplere dem, kan historien, der er knyttet til den mystiske skole Hope’s Peak, være svær at dykke ned i. Men bare rolig, denne guide til serien kan måske hjælpe dig.

Hvad er Danganronpa egentlig, og hvorfor kan folk lide det?

Lad os begynde med navnet. Udtrykket “Danganronpa” kan direkte oversættes til “Bullet Refutation”, hvilket betyder “bullet” i bogstaveligste forstand og “refuting” i form af at modbevise udsagn i forbindelse med en retssag. Det er i virkeligheden kernen i Danganronpa-serien: at indsamle beviser for at opklare mord, efter at de er sket, og at sætte denne viden på prøve i en bogstavelig retssag. Beviserne bruges som våben i form af “sandhedskugler”, som du retter mod dine medspillere, når de kommer med udtalelser under retssagen, uanset om du er enig med dem eller imødegår dem med noget andet (derfor er “kugle” direkte i navnet).

Men folk elsker ikke Danganronpa kun på grund af “kugleafvisning”, og heller ikke udelukkende på grund af de tætte logiske gåder, som klasseprøverne direkte bruger som våben. De elsker serien for dens skøre, mangefacetterede karakterer. I en serie med snesevis og snesevis af helte og skurke er det karakterdesignet og den stærke skrift, der får spillerne til at klamre sig til dem, så meget som at cosplaye som dem, skrive fanfiction og meget mere. Det er det, der får serien til at skille sig ud.

Hvert hovedspil i Danganronpa-serien (Danganronpa: Trigger Happy Havoc, Danganronpa 2: Goodbye Despair, Danganronpa V3: Killing Harmony) har omkring 16 primære karakterer. De 16 elever er alle “Ultimate”-elever, hvilket betyder, at de hver især har specifikke talenter, som de er meget ansete for. De talenter, som karaktererne bærer, varierer drastisk og svinger fra Ultimate Programmer til Ultimate Breeder til Ultimate Entomologist pr. spil. Deres udklædning passer til deres titler, sammen med deres personligheder. I modsætning til de fleste skoleorienterede spil er hver karakteres uniform vildt forskellig. (Det er perfekt til cosplay-fodder.) Nogle har hættetrøjer på, mens andre har udførlige kjoler på. Normalt virker deres personligheder, der supplerer deres Ultimate-evner, så meget mere mærkelige, som f.eks. en Ultimate-sygeplejerske, der i virkeligheden er pivet og ekstremt klodset, eller en Ultimate-traditionel danser, der tilsyneladende er sød og rar, men som i virkeligheden er usædvanlig uhøflig og har en beskidt mund.

Da jeg talte med Danganronpa-forfatteren Kazutaka Kodaka tidligere i år, fortalte han mig, at hver karakter føles så udfoldet, fordi han skriver alle, som om de var hovedpersonen. Sammen med de indviklede karakterdesigns af Rui Komatsuzaki føles hver elev i Danganronpa-franchisen fuldt udformet med deres egen fortid, fremtid og varierende personligheder. Karaktererne er seriens største trækplaster, sandsynligvis fordi de virkelig alle føler sig stærke nok til at være hovedpersonen, i modsætning til de fleste andre spil.

Der er også en håndgribelig spænding mellem alle, da dette trods alt er et spil om at myrde andre. Det er den centrale konflikt: at lære hvem man kan stole på, og om nogen fortjener denne tillid. Efter at de 16 elever vågner op i et mystisk, aflukket miljø, bliver de lokket til at myrde hinanden. Til gengæld får de i sidste ende deres chance for at blive fri. Det er fristende, og det trækker karaktererne ind i deres mørkeste tendenser og tester, hvad mennesker er i stand til at gøre under alvorlige omstændigheder.

Serien i sig selv er velanset for sine vilde twists, i lighed med den svimlende Zero Escape-serie, en anden japansk detektivorienteret franchise, der trodser genregrænserne. Med normalt i alt seks klasseforsøg strækker spillene sig som regel over 30 til 50 timer, og hver mordsag er lige så mystisk som den næste og den foregående. Når man går ind i en retssag og gennemgår sine beviser i forvejen, er det sjældent, at man er kommet frem til en afgørende konklusion. Retssagerne er altid chokerende, med afsløringer, der får dig til at tvivle på alle de venskaber, du har opbygget. Danganronpa er en serie, der tør stille et enkelt spørgsmål: Er nogen overhovedet værd at stole på, når de kan myrde dig med et snuptag?

Er anime’en værd at se?

Den første Danganronpa anime, Danganronpa: The Animation, kan springes over for spillere, der har spillet det originale spil. I sidste ende er anime’en en ultrakondenseret version af hændelsesforløbet i selve spillet, og den ender med at føles bar, som om den kun strejfer overfladen i forhold til, hvorfor verdenen og karaktererne i Danganronpa er så elskelige i første omgang.

Den anden animerede serie, Danganronpa 3: The End of Hope’s Peak High School, er mere værd at se. (Fuld afsløring: Jeg har ikke fået en chance for at se den, men som forberedelse til at spille Danganronpa V3, læs et resumé. Shame on me.) Danganronpa 3, der er udråbt som en ægte afslutning på de to oprindelige spil, er opdelt i to separate arcs: Side: Despair, der fungerer som en prequel til de to første spil, og Side: Future, som er en direkte afslutning på begivenhederne i de to spil.

Hvor skal jeg så starte?

På nuværende tidspunkt er der teknisk set syv Danganronpa-spil, men det er kun fire af dem, vi skal bekymre os om i dag. (Resten er diverse mobilspil og en PlayStation VR-eksklusiv gengivelse af en prøve fra det første spil).

Det første er det, der startede tråden om Hope’s Peak Academy, som fortsætter gennem spillene, nemlig Danganronpa: Trigger Happy Havoc. For spillere, der begynder med serien, er det et oplagt sted at starte. Det etablerer de koncepter, som efterfølgerne bygger videre på, med mindeværdige karakterer og en historie, der har twists på hvert et hjørne. Efter min ærlige mening er det måske det spil, som jeg nød mindst af serien, men selv da er det vigtigt for at kunne nyde de mindre detaljer i de senere spils efterfølgere. Danganronpa: Trigger Happy Havoc er tilgængeligt på PlayStation Vita, PC, Mac, Linux og PlayStation 4.

Når du har afsluttet Danganronpa: Trigger Happy Havoc, er det et must at gå videre til det serie-definerende Danganronpa 2: Goodbye Despair. I seriens bedste spil er lokaliteten flyttet til den enorme ø Jabberwock, og væk er den elendige første person fra det første og tredje spil i hovedlinjen. Danganronpa 2 føles mere som en visuel roman med hensyn til den måde, du rejser på, og dets 2,5D-flair er blevet overført til et sidescrolling-format. Skuespillerne, historien og alt andet (undtagen den sidste klasseprøve efter min mening) er de bedste i serien med nogle af de mest hårdtslående følelsesmæssige buer i nogen visuel roman. Danganronpa 2: Goodbye Despair er tilgængeligt på PlayStation Vita, PC, Mac, Linux og PlayStation 4.

Det er her, du får flere muligheder. Der er det i sidste ende skippable Danganronpa Another Episode: Ultra Despair Girls, som er et spin-off-eventyr med lillesøsteren til Danganronpa 1’s hovedperson i hovedrollen. Der er også det ægte tredje spil i den primære serie: Danganronpa V3: Killing Harmony. Ultra Despair Girls er helt anderledes end det detektiv-orienterede gameplay, som serien er kendt for. Det vender formlen på hovedet og fungerer i stedet som et tredjepersons action-adventure-horror-spil. Historien er et supplement til Danganronpa generelt, men hvis du er glad for de to første spil og er ivrig efter mere, kan det være et dyk værd. Danganronpa Another Episode: Ultra Despair Girls er tilgængelig på PlayStation Vita, PlayStation 4 og PC.

Danganronpa V3: Killing Harmony er det nyeste i serien og udkommer den 29. september for første gang uden for Japan. I min anmeldelse bemærkede jeg, at spillet sandsynligvis vil være et splittet spil for fans af serien, på grund af nogle af dets kontroversielle drejninger. For mig er dette aspekt en integreret del af serien som helhed, og det er i sidste ende det, der har fået mig til at vende tilbage i alle disse år. Kun få spil overrasker virkelig spillerne, og Danganronpa er fortsat ikke bange for at rive tæppet væk under dig. Danganronpa V3 er et passende farvel til franchisen og er et must som afslutning på serien. Danganronpa V3: Killing Harmony er tilgængeligt på PlayStation Vita, PlayStation 4 og PC.

Det skal dog bemærkes, at alle disse spil kan springes ind i uden forudgående kendskab til de andre. Hvert spil starter på en frisk med en ny klasse, et nyt sted og et nyt twist på formlen. Det er først til sidst, at deres efterfølger-monikere begynder at dukke op, og den tidligere viden kan gøre oplevelsen rigere. Men selv hvis du ikke har været en Danganronpa-spiller tidligere, kan Danganronpa 2 eller Danganronpa V3 måske få dig til at genoverveje det.