I 40 år vendte de forskellige kenyanske regeringer Mau Mau ryggen.

Den væbnede bevægelse opstod i begyndelsen af 1950’erne i protest mod den koloniale jordbesiddelse, økonomiske uligheder og politiske undertrykkelse under britisk styre. Den blev forbudt i 1952 og blev knust i en brutal kampagne, hvor mere end 10.000 Mau Mau-krigere blev dræbt. Dens leder, Dedan Kimathi, blev dræbt i 1957.

Et par år senere, i 1963, blev Kenya uafhængigt med Jomo Kenyatta som grundlægger og leder. Den nye regering bestod af såkaldte “moderate” og ikke af de “radikale”, som havde støttet Mau Mau-krav.

Kenyattas forhold til bevægelsen var tvetydigt. Briterne arresterede ham i 1952 på mistanke om at være en af dens ledere. Men efter uafhængigheden blev hans opfordringer til at “tilgive og glemme fortiden” ofte ledsaget af en klar afstandtagen fra Mau Mau-bevægelsen. Han fortsatte med at beskrive dem som en “sygdom”, og de forblev forbudt under Kenyatta og hans efterfølger Daniel arap Moi. 2003 ophævede Kenyas tredje præsident, Mwai Kibaki, forbuddet mod bevægelsen. For mange betød det 40 år lange forbud mod bevægelsen, at dens bidrag til Kenyas uafhængighed var blevet aktivt slettet fra den nationale hukommelse siden uafhængigheden. Selv om årsagerne til, at de skiftende kenyanske regeringer ikke ønskede at tale om Mau Mau-historien, ikke længere er et mysterium, er der stadig et spørgsmål: Hvorfor lykkedes det ikke de modstandsdygtige Mau Mau-frihedskæmpere at opretholde den revolutionære indsats efter uafhængigheden?

Den forskning, jeg foretog til min bog, Power and the Presidency in Kenya: the Jomo Kenyatta Years, 1958-1978, antyder nogle årsager.

Mau Mau resilience

Min opmærksomhed på Mau Mau Mau’s postkoloniale historie blev først fanget af en arkivmappe, der opbevares i Kenyas nationalarkiv. I den var der forskellige efterretningsrapporter, som provinskommissæren for den (dengang) østlige provins, Eliud Mahihu, modtog omkring årene 1964 og 1965.

AP Photo

Baseret på disse rapporter stod Meru-distriktet frem som et særligt følsomt område. Der nægtede Mau Mau-krigere, der havde forskanset sig i skovene, at overgive sig. Mens stort set alle Mau Mau-ledere enten var blevet dræbt eller havde fået overtaget i den daværende Centralprovins, holdt krigerne i Meru fast. Feltmarskal Mwariama, feltmarskal Baimungi Marete og general Chui (oprindeligt fra Central Province) var blandt dem.

Deres handlinger og bevægelser blev nøje overvåget af sikkerhedsofficerer og informanter. Regeringen frygtede, at hvis de ikke blev spredt fra deres skovlejr, ville de resterende krigere og de nyligt løsladte Mau Mau-fanger danne en separat bevægelse, hvis de ikke blev spredt fra deres skovlejr. En genoplivning af Mau Mau var en trussel mod den nye politiske orden.

Arkivalier dokumenterer, hvordan den kenyanske regering forsøgte at neutralisere modstandsdygtige Mau Mau-krigere. Ministre og regeringsembedsmænd turnerede gentagne gange rundt i Meru-distriktet og tilbød amnesti til dem, der ville overgive sig. Politiets indsats for at rydde skoven risikerede at blive meget upopulær og endog uproduktiv.

I sidste ende valgte regeringen at cooptere de tilbageværende ledere eller at tage dem som mål. Mwariama overgav sig til sidst i begyndelsen af 1964. Regeringen håbede at kunne bruge ham som mellemmand til at forhandle med Baimungi og Cui – forgæves.

Denne modstandsdygtighed risikerede at styrke den populistiske oppositions stemme, hvis hovedkrav var, at jord, som kolonisatorerne havde frataget dem, blev omfordelt gratis. På den anden side drev regeringen sin jordpolitik om “villige købere, villige sælgere”.

Den 26. januar 1965 blev Baimungi og Chui begge dræbt af politiet.

Tvetydigt forhold

Historien sluttede ikke i 1965. At bringe Mau Mau-bevægelsen til tavshed handlede også om at sende subtile, men stærke budskaber til den modvillige Meru-befolkning. Et medlem af deres stamme, Jackson Angaine, havde den magtfulde stilling som minister for landområder.

Som det fremgår af arkiverne, var Angaine i tæt kontakt med både provinskommissær Mahihu og præsident Kenyatta om situationen i Meru. Men arkiverne afslørede ikke meget om forholdet mellem Angaine og Mau Mau, så jeg besluttede mig for at finde ud af mere gennem feltarbejde. Meru-politikere, der havde været aktive i 1960’erne, og Mau Mau-veteraner udfyldte billedet. De hjalp mig med at placere Angaine inden for Meru-politikken.

I 1954 blev Angaine arresteret og kortvarigt tilbageholdt af de koloniale myndigheder. Det er fortsat uklart, om det primært var fordi han blev mistænkt for at tilhøre Mau Mau-bevægelsen, eller fordi han blev anklaget for mordet på sin kone. Han blev frikendt på grund af manglende beviser.

Så var hans tilbageholdelse dog med til at gøre ham kendt som en tilhænger af bevægelsen. Kenyatta vidste helt sikkert, at Angaine, ligesom han selv, havde et tvetydigt forhold til Mau Mau-bevægelsen. At udnævne ham til minister for landområder ville sende et positivt budskab til Meru-folket. De ville tro, at ministeren med ansvar for jordfordelingen var en lokal tilhænger af bevægelsen.

Og således kunne jordpolitikken med “villige købere, villige sælgere” stille og roligt fortsætte. Den britiske regering var lettet over, at der ikke ville ske en radikal omfordeling af jorden, som kunne underminere dens interesser i Kenya. De nye kenyanske regeringsembedsmænd kunne få britiske lån til at købe koloniale arealer og styrke deres kontrol over landets vigtigste økonomiske ressource. Udeladt fra ligningen var de jordløse fattige mennesker, som ville skulle vente længere på, at løftet om jord blev indfriet.

Denne artikel er baseret på den forskning, jeg foretog til min bog, Power and the Presidency in Kenya: the Jomo Kenyatta Years, 1958-1978 (Cambridge University Press, 2020).

Anaïs Angelo, Chercheuse (Post Doc), Universität Wien

Denne artikel er genudgivet fra The Conversation under en Creative Commons-licens. Læs den originale artikel.

Abonner på Quartz Africa Weekly Brief her for at få nyheder og analyser om afrikansk erhvervsliv, teknologi og innovation i din indbakke