Det er ingen hemmelighed, at syreture – også kendt som LSD eller lysergsyrediethylamid – kan få hverdagen til at virke fuld af mening, men nu ved vi måske hvorfor. Og ikke nok med det, forskerne har måske også fundet ud af, hvorfor turene varer så længe. To undersøgelser om LSD giver et glimt af, hvordan stoffet virker i hjernen.

I den ene undersøgelse, der blev offentliggjort i Current Biology, tog forskerne hjernescanninger af frivillige, som lyttede til både personligt meningsfulde sange og meningsløse sange, mens de enten var på tripping, fik placebo eller fik syre og et andet stof. Scanningerne lader os se, hvordan stoffet får det pludselig til at se ud som om alting er så dybtfølt. I en separat undersøgelse, der blev offentliggjort i Cell, har forskerne taget billeder af, hvordan LSD interagerer med visse receptorer i hjernen. Det viser sig, at LSD har en strukturel egenskab, der gør, at det binder sig til receptoren i lang tid og holder trippet i gang i timevis.

LSD har eksisteret siden 1938, hvor det blev syntetiseret af kemikeren Albert Hofmann. Det er et potent psykedelisk stof, der spillede en stor rolle i 60’ernes modkultur. Men fra 1970’erne blev LSD (sammen med svampe og MDMA) udpeget som et strengt kontrolleret stof som led i krigen mod narkotika. Som følge heraf har der været meget lidt forskning om nogen af disse stoffer. Nu, hvor krigen mod stoffer er ved at aftage, er forskerne forsigtigt begyndt at foretage flere undersøgelser, og der er endda interesse fra Food and Drug Administration, som godkendte en storstilet undersøgelse af ecstasy til behandling af PTSD. Et andet psykedelisk stof, psilocybin, er ved at blive undersøgt for at hjælpe med at lindre kræftpatienters frygt for døden.

Givet denne nye interesse kan en bedre forståelse af LSD’s struktur hjælpe os med at udvikle bedre lægemidler mod en række forskellige tilstande. Og viden om, hvordan hjernen skaber mening, kan være nyttig til at forstå det neurologiske grundlag for psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni. Mange skizofrene ser mening, hvor der ikke er nogen, næsten som om de er på et konstant syretrip – så at studere, hvad LSD gør, kan føre til gennembrud i forbindelse med sygdommen. Desuden tyder forskning fra 1950’erne og 1960’erne på, at syre i sig selv kan have terapeutiske anvendelser under de rette omstændigheder; Cary Grant var en af de tidlige brugere af LSD-behandling. Nyere forskning har antydet, at både psilocybin og LSD kan hjælpe mod klyngehovedpine, som nogle gange kaldes selvmordshovedpine, fordi den er så alvorlig, at folk, der oplever den, ofte begår selvmord.

I Current Biology-undersøgelsen bad forskere under ledelse af neurovidenskabsmand Katrin Preller fra Zürichs universitetshospital for psykiatri frivillige om at medbringe musikstykker, som de følte et stærkt følelsesmæssigt bånd til – eksempler omfatter Simon and Garfunkels “Sounds of Silence”, sange af Radiohead og Muse samt klassisk musik af den ungarske komponist Franz Lizst. De frivillige blev inddelt i tre grupper: folk, der tog 100 mikrogram LSD (en typisk dosis for folk, der ønsker at trippe), folk, der tog et placebo, og folk, der tog LSD sammen med et syrehæmmende stof kaldet ketanserin. (Mere om denne sidste gruppe senere.)

De frivillige lyttede til deres egen musik og derefter til noget free jazz – som ikke var ubehageligt, men som ikke havde nogen personlig forbindelse for deltagerne – mens de lå i en hjernescanner. Herefter vurderede de, hvor meningsfulde bidder var.

Der var to interessante resultater. De personer, der tog LSD, fandt jazzen mere meningsfuld end personerne i nogen af de andre grupper. De personer, der havde fået et ordentligt trip, syntes pludselig at sætte mere pris på den nye musik.

Dette giver mening for de personer, der tog LSD i forhold til et placebo. Men hvad med den tredje gruppe af mennesker, der tog LSD og ketanserin? Ketanserin er et stof, der blokerer LSD’s evne til at interagere med et kemikalie kaldet serotonin. Prellers hold fandt ud af, at de personer, der tog både LSD og ketanserin, havde de samme resultater som dem, der tog placebo. De fandt ikke jazzen mere betydningsfuld. “Det blokerede alle virkningerne af LSD, så det var som om, at folk ikke tog noget stof,” siger Preller. “Alle de typiske symptomer – hallucinationer og alting – var væk, da vi forbehandlede folk med ketanserin.”

Så vi ved, at ketanserin blokerer serotonin, og at indtagelse af ketanserin blokerede virkningerne af syre. Dette beviser, at mange virkninger af LSD skyldes, hvordan stoffet interagerer med serotonin, ifølge Adam Halberstadt, professor i psykiatri ved University of California i San Diego, som ikke var involveret i undersøgelsen. Det vidste vi ikke før, fordi de fleste undersøgelser af LSD er foretaget på dyr, tilføjer Preller. Tidligere dyreforsøg tydede på, at en anden receptor i hjernen, en receptor, der påvirker dopamin, kunne være ansvarlig for LSD’s virkninger.

Og glem ikke, at Prellers hold tog hjernescanninger af alle deltagerne. Deres scanninger viste, hvilke dele af hjernen der “lyser op”, eller er aktive, når folk lytter til ting, som de finder meningsfulde. I dette tilfælde var det aktive område et sæt strukturer, der kaldes de kortikale midtlinjestrukturer. Det giver mening, fordi vi allerede vidste, at dette område spiller en rolle i skabelsen af identitet og en følelse af selv. Dernæst ønsker Preller at undersøge, om vi kan få den samme effekt, når folk oplever meningsfulde billeder eller berøring i stedet for lyd.

Så vi ved, hvordan LSD skaber mening. Men hvorfor varer tripene så længe? I en anden undersøgelse, der er offentliggjort i Cell, besluttede forskere under ledelse af John McCorvy og Daniel Wacker fra University of North Carolina i Chapel Hill at undersøge dette spørgsmål. De tog billeder af, hvordan LSD binder sig til forskellige serotoninreceptorer – herunder receptoren i Preller-undersøgelsen. “Det, vi så, er, at receptoren er formet lidt som en vase, og den har et rum i midten, hvor LSD binder sig, og der er et låg over det,” siger Wacker. “LSD har denne unikke egenskab, at det faktisk holder fast i låget. For mange andre forbindelser som f.eks. serotonin forbliver låget ret fleksibelt. Fordi LSD holder fast i det, bliver det virkelig siddende derinde.” Fordi LSD holder fast, varer virkningerne i lang tid.

Teamet testede også en muteret version af LSD, der ikke hæftede sig lige så omhyggeligt på låget. “Hypotesen var, at dette låg holder LSD’et derinde i lang tid, og for en mutation fandt vi, at LSD’et kommer hurtigere på, men det forlader det også hurtigere,” siger McCorvy. Så dette muterede LSD binder stadig, men turen starter og slutter sandsynligvis både hurtigere. Wacker og McCorvy bemærker, at de ikke personligt anbefaler, at folk tager LSD, men de er begge interesserede i, hvordan mere forskning i stoffet kan være nyttig. “For eksempel har LSD ansporet interessen for serotonin af hensyn til den mentale sundhed i de seneste årtier,” siger McCorvy. “Ved at bruge det som et stof kan vi faktisk generere nye stoffer i fremtiden, og det hele starter med noget, der blev opdaget og brugt rekreativt.”