“Minderne er det, vi er,” siger Huganir. “Men at skabe minder er også en biologisk proces.” Denne proces giver anledning til mange spørgsmål. Hvordan påvirker processen vores hjerne? Hvordan ændrer oplevelser og læring forbindelserne i vores hjerne og skaber minder?

Disse er blot nogle af de spørgsmål, som Huganir og hans kolleger studerer. Deres arbejde kan føre til nye behandlinger af posttraumatisk stress syndrom og til metoder til at forbedre hukommelsen hos mennesker med demens og andre kognitive problemer.

Hukommelse: Det handler om forbindelser

Når vi lærer noget – selv så simpelt som en persons navn – danner vi forbindelser mellem neuroner i hjernen. Disse synapser skaber nye kredsløb mellem nervecellerne, hvilket i bund og grund ændrer hjernen. Alene antallet af mulige forbindelser giver hjernen en ufattelig fleksibilitet – hver af hjernens 100 milliarder nerveceller kan have 10.000 forbindelser til andre nerveceller.

Disse synapser bliver stærkere eller svagere alt efter, hvor ofte vi udsættes for en begivenhed. Jo mere vi bliver udsat for en aktivitet (som en golfspiller, der øver et sving tusindvis af gange), jo stærkere bliver forbindelserne. Jo mindre eksponering derimod, jo svagere er forbindelsen, hvilket er grunden til, at det er så svært at huske ting som folks navne efter den første introduktion.

“Det, vi har forsøgt at finde ud af, er, hvordan dette sker, og hvordan man styrker synapserne på molekylært niveau?” Huganir siger.

Nye opdagelser inden for hukommelse

Mange af forskningsspørgsmålene omkring hukommelse kan have svar i komplekse interaktioner mellem visse hjernekemikalier – især glutamat – og neuronale receptorer, som spiller en afgørende rolle i signalgivningen mellem hjerneceller. Huganir og hans hold opdagede, at når mus udsættes for traumatiske hændelser, stiger niveauet af neuronale receptorer for glutamat ved synapser i amygdala, hjernens frygtcenter, og koder den frygt, der er forbundet med hukommelsen. Hvis man fjerner disse receptorer, reducerer man imidlertid styrken af disse forbindelser, hvilket i det væsentlige sletter frygtkomponenten af traumet, men efterlader hukommelsen.

Nu er Huganir og hans laboratorium ved at udvikle lægemidler, der er rettet mod disse receptorer. Håbet er, at inaktivering af receptorerne kan hjælpe mennesker med posttraumatisk stress syndrom ved at reducere den frygt, der er forbundet med et traumatisk minde, mens en styrkelse af dem kan forbedre indlæringen, især hos mennesker med kognitiv dysfunktion eller Alzheimers sygdom.