Den kardiovaskulære dødelighed blev prospektivt undersøgt hos patienter med koronararteriesygdom (CAD) med versus patienter uden obstruktiv søvnapnø (OSA) i en opfølgningsperiode på 5 år. En søvn/ventilatorisk undersøgelse om natten blev udført hos patienter, der krævede intensivbehandling (n = 62, gennemsnitsalder 67,6 +/- 10,4 år, interval 44 til 86) under en stabil tilstand (New York Heart Association funktionsklasse I-II) 4 til 21 måneder efter udskrivning fra hospitalet. OSA, defineret som et respiratorisk forstyrrelsesindeks (RDI) på 10/h eller mere, blev fundet hos 19 patienter (gennemsnitlig RDI 17,5 +/- 8,3). Tre OSA-personerne, der med succes blev behandlet med kontinuerligt positivt luftvejstryk (CPAP) i observationsperioden, blev udelukket fra den endelige analyse. Der var ingen statistisk signifikant forskel (Fisher to-tailed exact test) mellem OSA- og ikke-OSA-patientgrupperne med hensyn til antallet af ældre personer (alder >/= 65 år), køn, fedme (body mass index >/= 30 kg/m(2)), rygehistorie, tilstedeværelse af hypertension, diabetes mellitus, hyperkolesterolæmi eller historie med myokardieinfarkt ved undersøgelsens start. I løbet af opfølgningsperioden indtraf kardiovaskulær død hos seks ud af 16 OSA-patienter (37,5 %) sammenlignet med 4 (9,3 %) i ikke-OSA-gruppen (p = 0,018). De univariate prædiktorer for kardiovaskulær dødelighed var RDI (p = 0,007), OSA (p = 0,014), alder ved baseline (p = 0,028), hypertension ved baseline (p = 0,036), historik for aldrig at have røget (p = 0,031) og digoxinbehandling i opfølgningsperioden (p = 0,013). I en Cox-multipel betinget regressionsmodel forblev RDI som en uafhængig prædiktor for kardiovaskulær dødelighed (exp beta = 1,13, 95 % konfidensinterval 1,05 til 1,21, tosidet p < 0,001). Vi konkluderer, at ubehandlet OSA er forbundet med en øget risiko for kardiovaskulær mortalitet hos patienter med CAD. Desuden synes det hensigtsmæssigt, at RDI tages i betragtning ved evaluering af sekundær forebyggelsesmodeller ved CAD.