Mig i al min karry-elskende herlighed gennem årene
“Indere lugter af karry.” Mit elleveårige jeg forskrækker og leder efter kilden. Stemmen er mandlig; tonen er hånlig. Mine øjne farer rundt i gangen og forsøger at finde stemmen blandt larmen fra smækkende skabe. Det var tydeligvis ikke noget, som mine ører skulle høre. Men jeg hørte det.
“Indere lugter af karry.” Det bliver aldrig nogensinde sagt pænt. Selv når karry dufter så godt. Jeg er tretten år. Jeg snuser diskret til min skjorte. Lugter jeg? Jeg spiste karry i går aftes. Jeg snuser igen. Jeg kigger væk, ser mig omkring, tjekker mine omgivelser. Der er ingen, der kigger. Sniffer en gang til. Jeg ånder lettet op. Jeg lugter ikke af karry. Det håber jeg i hvert fald ikke.
“Indianere lugter af karry.” Det er blevet en vittighed nu, en bittersød genindvinding af noget, der aldrig burde have været nedsættende. Jeg er seksten år. Jeg griner. De ved ikke, at det stadig gør ondt. Det gør stadig ondt at tænke på, at hjemmets rige krydderier og varme er genstand for rynkede næser og vitriolske smil. Min mor og mormor arbejder over komfuret hver aften. Det er reduceret til en dum joke om dagen.
Duften af krydderier bølger op ad trappen, og jeg inhalerer. Gurkemeje, kardemomme, spidskommen. De er brændt ind i min hukommelse. Jeg har en sjette sans for dem. Da jeg hører min mors kald, styrter jeg ned ad trappen. Mit tøj vil lugte af karry. Men jeg har lært at gå med parfume nu.