Siden Chicago Blackhawks debuterede med Fratellis’ “Chelsea Dagger” som deres målfest-sang i slutningen af 2008, har holdet vundet Stanley Cup tre gange. Under hver mesterskabsrunde er “Chelsea Dagger” blevet lige så uundgåelig som “Baby, It’s Cold Outside” dagen efter Thanksgiving – og den er stadig lige så irriterende, når man bliver udsat for den igen og igen. I et essay i Reader fra 2013 kalder Aimee Levitt den “en af de mest irriterende sange, der nogensinde er indspillet”, hvilket er en del af et kor af klager over “Chelsea Dagger”, der er vokset i årenes løb – klager, som jeg hellere ville udholde at læse højt i deres helhed end at lytte til det sløvt leverede sludder, som Fratellis udgiver som en hook. Gentagen eksponering for denne single fra 2006 af en tredjerangs skotsk efterligning af Libertines gør det ret svært at undgå at indse dens middelmådighed.
Frontmand Jon Fratelli fortalte ESPN i 2010, at han havde til hensigt, at “Chelsea Dagger” skulle minde om “en rock ‘n’ roll-koncert i en gammel speakeasy eller noget i den stil”. Selv ham, der skrev sangen, lyder ligeglad, når han beskriver den (han siger ærligt, at han ikke betragter den som sit bedste værk) og opgiver midtvejs i sin egen sætning for at sige: “Ja, det er godt nok.” Nummeret minder om en speakeasy – en i de små timer, efter at alle har fået en for meget. Det er en sang, du stadig kan råbe dig igennem, når du er for fuld til at køre bil – og fordi indspilningen sætter barren så lavt, vil du endda lyde anstændig ved at gøre det.
“Chelsea Dagger” lyder som banal drukfest, hvilket næppe er den del af en professionel ishockeykamp, som Hawks har til hensigt at fejre med sangen. At score et mål i major-league-spillet er en atletisk præstation, der er så imponerende, at det provokerer helt rationelle mennesker til at sammenligne andre mennesker med guder. Den musik, der fejrer et så betydningsfuldt øjeblik, bør ikke være så almindelig, at den passer lige ind i en jukebox med kommerciel radiorock. v