Bakker og poserRediger
Isterningbakker er beregnet til at blive fyldt med vand, og derefter anbringes i en fryser, indtil vandet fryser til is og producerer isterninger. Isbakker er ofte fleksible, så de frosne isterninger let kan fjernes ved at bøje bakken. “Twist ice trays” har en simpel fjedermekanisme med et håndtag, der bruges til at vende bakken på hovedet og bøje den samtidig, således at de isterninger, der falder ned, opsamles i en udtagelig bakke nedenunder. Fjederen bringer isterningebakken tilbage til den oprejste position uden at skulle fjerne den fra fryseren, hvilket kan spare tid og reducerer utilsigtet rod – selv om bakken skal fjernes for at blive opsamlet, og isterningebakken skal stadig fjernes for at blive fyldt op igen. Et alternativt system er en aluminiumsbakke med et håndtag, der løfter isterningerne op og frigør dem fra bakken. En motoriseret version af dette system findes i de fleste automatiske frysere til isfremstilling.
Mens den sædvanlige form for isterninger er nogenlunde kubisk, danner nogle isbakker halvkugleformede eller cylindriske former; andre producerer isblokke i sæsonbestemte, festlige eller andre former. Undertiden fryses spiselige genstande inde i isterningerne, både i hjemmet og i kommerciel produktion.
Lloyd Groff Copeman opfandt en isbakke af gummi efter at have bemærket, at slud og is flager af hans gummistøvler i stedet for at klæbe til dem, mens han gik gennem nogle skove for at indsamle saft til ahornsirup. Han mindedes denne hændelse fra 1928 under en frokost med sin patentadvokat og foretog eksperimenter med gummikopper, hvilket førte til praktiske designs og patenter på forskellige typer af bakker; disse omfattede en metalbakke med gummiskillevægge, en metalbakke med individuelle gummikopper, som blev opfundet i 1933, og en bakke helt lavet af gummi. Guy L. Tinkham, der var leder af et husholdningsprodukt, opfandt den første fleksible isterningebakke af rustfrit stål og helt af metal i 1933. Bakken bøjede sig sidelæns for at fjerne isterningerne. Kommercielle forfyldte engangsisbakker til nedfrysning i hjemmet er designet til at give bedre smag og reduceret risiko for forurening.
Den danske opfinder Erling Vangedal-Nielsen tog patent på engangsisbakken til isterninger i 1978. Han blev inspireret hertil efter at have tilbragt en aften sammen med venner, hvor deres behov for is var større end det, der kunne leveres af isterningebakker; han fyldte derfor almindelige plastikposer med vand og frøs dem ned, så isen efterfølgende kunne hentes op med en hammer. Designet blev efterfølgende revideret til at indeholde individuelle rum til hver enkelt isterning, med en forsegling ved posens indgang. Isterningeposen er efterfølgende blevet markedsført og taget i brug verden over.
MechanicalEdit
Dedikerede ismaskiner kan bruges til at fremstille isterninger til laboratorier og akademisk brug. Isterninger fremstilles også kommercielt og sælges i løs vægt; disse isterninger er på trods af deres navn ofte cylindriske og kan have huller i midten for at øge det tilgængelige overfladeareal (for hurtigere varmeoverførsel).