IUCN, International Union for Conservation of Nature, blev oprettet den 5. oktober 1948 i den franske by Fontainebleau. Som den første globale miljøunion samlede den regeringer og civilsamfundsorganisationer med et fælles mål om at beskytte naturen. Dens mål var at tilskynde til internationalt samarbejde og tilvejebringe videnskabelig viden og værktøjer til at vejlede bevarelsesindsatsen.

I det første årti af IUCN’s eksistens var IUCN’s primære fokus at undersøge de menneskelige aktiviteters indvirkning på naturen. Den gjorde opmærksom på pesticiders skadelige virkninger på biodiversiteten og fremmede brugen af miljøkonsekvensvurderinger, som siden er blevet normen på tværs af sektorer og industrier.

Meget af IUCN’s efterfølgende arbejde i 1960’erne og 1970’erne var helliget beskyttelsen af arter og de levesteder, der er nødvendige for deres overlevelse. I 1964 oprettede IUCN IUCN Red List of Threatened Species™, som siden har udviklet sig til verdens mest omfattende datakilde om arters globale udryddelsesrisiko.

IUCN spillede også en grundlæggende rolle i skabelsen af vigtige internationale konventioner, herunder Ramsarkonventionen om vådområder (1971), Verdensarvskonventionen (1972), konventionen om international handel med udryddelsestruede arter (1974) og konventionen om den biologiske mangfoldighed (1992).

I 1980 offentliggjorde IUCN – i samarbejde med FN’s miljøprogram (UNEP) og Verdensnaturfonden (WWF) – World Conservation Strategy, et banebrydende dokument, der bidrog til at definere begrebet “bæredygtig udvikling” og udformede den globale dagsorden for bevarelse og bæredygtig udvikling.

En efterfølgende version af strategien, Caring for the Earth, blev offentliggjort af de tre organisationer i tiden op til verdenstopmødet i 1992. Den tjente som grundlag for den internationale miljøpolitik og var retningsgivende for oprettelsen af Rio-konventionerne om biodiversitet (CBD), klimaændringer (UNFCCC) og ørkendannelse (UNCCD).

I 1999, da miljøspørgsmål fortsat fik større betydning på den internationale scene, gav FN’s Generalforsamling IUCN officiel observatørstatus.

I begyndelsen af 2000’erne udviklede IUCN sin strategi for erhvervslivets engagement. IUCN prioriterer sektorer med en betydelig indvirkning på naturen og levebrød, f.eks. minedrift og olie og gas, og har til formål at sikre, at enhver brug af naturressourcerne er retfærdig og økologisk bæredygtig.

Sidst i 2000’erne gik IUCN i spidsen for “naturbaserede løsninger” – foranstaltninger til bevarelse af naturen, som også tager fat på globale udfordringer, f.eks. fødevare- og vandforsyningssikkerhed, klimaændringer og fattigdomsbekæmpelse.

I dag er IUCN med ekspertisen og rækkevidden fra sine mere end 1.300 medlemmer – herunder stater, regeringsorganer, ngo’er og organisationer af oprindelige folk – og over 15.000 internationale eksperter verdens største og mest forskelligartede miljønetværk. Den fortsætter med at forsvare naturbaserede løsninger som nøglen til gennemførelsen af internationale aftaler som klimaaftalen fra Paris og 2030-målene for bæredygtig udvikling.