David og jakobinerne

I 1793 steg volden i revolutionen dramatisk, indtil halshugningerne på Place de la Concorde i Paris blev en konstant begivenhed, hvilket fik en vis Dr. Joseph Guillotine til at opfinde en maskine, der ville forbedre øksens og blokkenes effektivitet og dermed gøre henrettelserne mere humane. David var midt i det hele. Tidligt i revolutionen havde han tilsluttet sig jakobinerne, en politisk klub, som med tiden skulle blive den mest rabiate af de forskellige oprørsfraktioner. Under ledelse af den uheldige Georges Danton og den berygtede Maximilien Robespierre ville jakobinerne (herunder David) i sidste ende stemme for at henrette Louis XVI og hans dronning Marie Antoinette, som blev taget i et forsøg på at flygte over grænsen til det østrigske imperium.

Marat og Kristus

På terrorregimets højdepunkt i 1793 malede David et mindesmærke for sin store ven, den myrdede forlægger, Jean Marat. Ligesom i sin Sokrates’ død erstatter David den kristne kunsts ikonografi (symbolske former) med mere nutidige emner. I Death of Marat, 1793, er et idealiseret billede af Davids dræbte ven, Marat, vist med hans morders (Charlotte Corday) introduktionsbrev i hånden. Den blodige kniv ligger på gulvet efter at have åbnet en dødelig flænge, der ligesom selve maleriets komposition fungerer som en henvisning til Kristi begravelse og en slags sekulariseret stigmata (henvisning til de sår, som Kristus siges at have fået i hænder, fødder og side, mens han lå på korset). Forsøger David nu at finde revolutionære martyrer til at erstatte katolicismens helgener (som var blevet forbudt)?

David og Napoleon

I 1794 var rædselsregimet gået sin gang. Jakobinerne var begyndt at henrette ikke kun fængslede aristokrater, men også medrevolutionære. Til sidst ville Robespierre selv dø, og de resterende jakobiner blev ligeledes henrettet eller fængslet. David undslap døden ved at give afkald på sine aktiviteter og blev låst inde i en celle i det tidligere palads, Louvre, indtil han til sidst blev løsladt af Frankrigs geniale nye hersker, Napoleon Bonaparte. Denne lille korsikaner havde været den yngste general i den franske hær og var under revolutionen blevet en nationalhelt ved at føre en tilsyneladende endeløs række af sejrrige militære felttog mod østrigerne i Belgien og Italien. Til sidst ville Napoleon kontrollere det meste af Europa, krone sig selv til kejser og løslade David i erkendelse af, at kunstnerens talent kunne tjene herskerens formål.