Jeg er den eneste i min vennekreds, som ikke har mindst to børn. Min søn er lige blevet 4 år, og på en eller anden måde har jeg overskredet en deadline, som jeg ikke engang var klar over.

Jeg bliver ofte spurgt: “Er han din eneste ene?” Og jeg smiler og siger: “Ja”, for lige nu er han det. Selv om jeg stadig ønsker at få et barn mere, ser det ud til, at jeg er kommet bagud.

Alle min søns venner har yngre brødre eller søstre. Han har spurgt mig i månedsvis, hvornår vi kan få et nyt barn. Han vil være en vidunderlig storebror – han er hjælpsom med pligter, og han er en sød og medfølende dreng. Han fortjener at have en søskende, som han kan elske og lege med. Og jeg vil gerne give ham en.

Der kommer et “men”.

Jeg vil gerne give ham en søskende, MEN jeg er også nødt til at tænke på mig selv. Min egen tidslinje. Der er grunde til, at jeg har ventet så længe, og de grunde vil få mig til at vente lidt længere.

Jeg er lidt i ærefrygt for de mødre derude, som allerede er sprunget ud i det ukendte og har taget udfordringerne ved at opdrage to børn til sig. En smule ærefrygtfuldt og meget intimideret.

Jeg ser andre mødre derude, der får det til at fungere med to børn – eller flere! En af mine bedste veninder har lige fået sit fjerde barn, og hun virker lykkeligt mæt og tilfreds. (Træt, men tilfreds.) Når jeg ser mødre, der skifter babybleer i parken, mens deres ældre børn leger på udstyret, eller bærer baby nummer to på brystet over en svulmende babybule – alt imens de formår at aflevere deres første barn i børnehave – så er jeg i beundring for dem.

Men jeg er ikke dem, og jeg bør ikke føle mig presset af, at jeg “kun” har ét barn. Deres situation er måske anderledes end min. Deres mentale sundhed og deres mål kan være anderledes end mine. De har måske familie, der bor tæt på, mens min bor 15 timer væk i en anden stat. De har måske en partner, der kommer hjem fra arbejde hver aften; min er væk i uger og måneder ad gangen. De har måske en husholdning at passe eller endda en lille virksomhed at styre. Jeg holder vores lille gård kørende på egen hånd og forsøger at gøre forfatterskabet til en karriere.

Der er en anden faktor i spil for mig, som har haft en stor betydning: min angstlidelse.

Jeg frygter (tak, angst), at min lidelse vil blive værre med to børn. Jeg er bekymret for, at det vil give en usund graviditet, eller at det vil belaste mit ægteskab endnu mere, mens jeg kæmper for at få det hele til at fungere. Jeg bekymrer mig, jeg bekymrer mig og jeg bekymrer mig lidt mere.

Men i mellemtiden er min mand ved at være væk i det meste af det næste år. Ikke ligefrem ideelle omstændigheder for at bringe barn nummer to til verden.

Så indtil videre venter jeg. Jeg er bekymret. Jeg ser på de andre mødre derude, der klarer sig igennem, og minder mig selv igen og igen om, at hvis de kan gøre det, så kan jeg også. Jeg er måske lidt bagud med hensyn til den “deadline” for at blive gravid igen.

Men det er okay.

For jeg behøver ikke at gøre, hvad der forventes af mig. Jeg behøvede ikke at opdrage et barn for at være en tilfreds kvinde. Jeg behøver ikke at opdrage flere børn for at få en fuld, lykkelig familie. Faktisk behøver jeg ikke at gøre noget som helst, fordi jeg kan blive dømt som “mindre end”, hvis jeg ikke lever op til en forventning.

I de sidste fem år har jeg gennemlevet mange forandringer. Jeg udholdt min partners udsendelse, mens jeg var gravid og arbejdede 12 timers nattevagter. Jeg fødte mit første barn. Jeg forlod mit job som politiassistent, et job, som jeg elskede, for at blive hjemmegående mor. Jeg har holdt hjemmefronten med en udsendt ægtefælle tre gange i løbet af de sidste fire år, og jeg er ved at gøre det for fjerde gang. Jeg er flyttet til en ny stat fire gange i løbet af de sidste seks år.

Det er nok til at få enhver til at tøve med at tage endnu en større livsændring.

Og alligevel finder jeg stadig mig selv i at ønske, at jeg bare kunne tage springet. Ønsker, at jeg kunne kaste mig ud i det, i stedet for at svæve rundt på kanterne, hobe usikkerhed og usikkerhed op og tænke på flere måder, hvorpå jeg kunne komme til kort – flere måder, hvorpå det endelig kunne være en forfærdelig beslutning at forsøge at få endnu et barn.

I sidste ende finder jeg ud af, at det at vente har givet mig noget plads. Det har givet mig tid til virkelig at komme til orde med min angstlidelse og til at søge behandling for at hjælpe mig med at håndtere den. Det har givet mig tid til at se mine venner komme videre på deres rejse som forældre og til at hente inspiration fra deres kampe og glæder.

Håbentlig vil jeg se tilbage på denne periode af mit liv og sige, at det var det rigtige valg for mig og for min familie at vente.

Men hvis ikke, så vil jeg i det mindste vide, at jeg ikke blev offer for pres udefra om noget, der ikke føltes rigtigt for mig lige nu.