ComponentsEdit
Den britiske semaforesignalarm består af to dele: En træ- eller metalarm (eller “klinge”), som kan drejes i forskellige vinkler, og en brille med farvede linser, som bevæger sig foran en lampe for at give indikationer om natten. Normalt var disse dele kombineret i en enkelt ramme, men i nogle typer (f.eks. “salto”-signaler, hvor armen drejede i midten) var armen adskilt fra brillen. Armen rager vandret ud i sit mest restriktive aspekt; andre vinkler angiver mindre restriktive aspekter. På dobbeltstrækninger i Storbritannien er signalposten generelt placeret til venstre for sporet og altid med semaphorarmen/armene vendt mod venstre med brillestel og lampe til højre for posten eller dukken (men til venstre for posten eller dukken for signaler i den øverste kvadrant). Synsproblemer kan betyde, at posten placeres til højre for den anden linje på dobbeltsporede afgreninger og på enkeltsporede afgreninger kan den placeres på begge sider af sporet. Bemærk, at de amerikanske semaphor-ækvivalenter står til højre og som generelt på det europæiske kontinent, på dobbeltsporede grene, op- og nedadgående linjer er modsatte af dem i Storbritannien.
Afhængigt af armens position belyses den passende farvede linse bagfra af enten en olielampe, en gaslampe eller en glødelampe, der drives ved lav spænding (hvide LED-klynger er også blevet afprøvet til dette formål). Hvis der er behov for grønt lys, anvendes normalt en blå linse. Det var vigtigt, at den resulterende farve ikke engang var gulgrøn i udseende, da dette kunne forveksles med et fjernsignal ved “advarsel”. Senere signaler med elektriske lamper brugte grønne linser. Nogle signaler, der blev ombygget til elektriske lamper fra olie, brugte en gultonet pære med den oprindelige blå linse for at bevare den korrekte farve, eller fra 1996 blev der i Western Region of British Railways monteret en 12 volts 5watt pære, men den blev forsynet med 10,7 volt for at producere en lysstyrke, der tilnærmelsesvis svarer til farvetemperaturen af en oliefyrsflamme, hvilket giver et korrekt rødt eller grønt udseende i mørke.De fleste jernbaner i Storbritannien anvendte semaforer i den nederste kvadrant, dvs. at armen faldt fra vandret, fra “fare” til “klar” i en vinkel på op til 60° under vandret, og der var variationer i udseende mellem hoved- og sidelinjer eller sidespor. På nogle selskabers strækninger var der en 3-aspektssemafor, og disse viste et mellemliggende “Caution”-aspekt og havde således en trelinset synsvinkel. I 1911 var Metropolitan Line det første selskab, der brugte en semafor i den øverste kvadrant, idet ideen var hentet fra USA. Efter nationaliseringen i 1948 standardiserede British Railways øvre kvadrant semaforer, og alle regioner overtog gradvist denne måde og erstattede efterhånden de nedre kvadrantsignaler, bortset fra at Western Region forblev med deres velafprøvede og pænt proportionerede nedre kvadrant semaforer med til sidst en tung støbejernsbrille med cirkulære farvede glas, der erstattede den tidligere tyndt omkransede støbejernsbrilleramme med formede farvede glas, idet hovedarmene var 4 fod lange og filialerne 3 fod med andre filialer 2 fod lange. De tidligere GWR-arme på 5 fod, der var placeret højere end 26 fod over jernbaneniveau, blev ændret til 4 fod. Alle udskiftninger var af emaljeret stål og havde de relevante armfarver, rødt med hvidt bånd for “Stop”-armen og en gul arm med en gul tern med en sort tern for “Distant”-armene (Caution). Begge typer er hvide på bagsiden med sort bånd eller chevron, alt efter hvad der er relevant. De sidste “Call-on”-, “Shunt”- eller “Warning”-arme i den vestlige region var 2 fod lange med rød-hvid-røde vandrette striber og viste et reduceret lys i mørke med det relevante sorte bogstav, C, S eller W, bagbelyst i “fortsæt”-tilstand med et grønt lys i denne tilstand. Stop-aspektet var generelt månerødt hvidt i mørke. Alle er nu fjernet, men der kan ses eksempler på britiske historiske strækninger. I 2020 er der kun få tilbageværende semaforsignaler i Network Rail’s Western Region, idet LED-signaler har erstattet de fleste semaforer.
Materialer, der almindeligvis blev brugt til at fremstille signalpæle til semaforsignaler, var træ, gitterstål, stålrør og beton. Southern Railway i Storbritannien benyttede ofte gamle skinner til signalpæle.
Tyske semaphor-hjem-signaler, der har et helt andet udseende end det britiske semaphor-signal, omfatter en eller to hvide arme med en rød omrids og en lille cirkulær skive for enden af den, og farvede linser, der viser placeringen af signalets aspekt(er) under natdrift, og disse arme vender til højre for signalpælen. Tyske semafor-fjernsignaler består af en gul skive med sort og hvidt omrids og en (valgfri) tynd gul pilformet skive med sort og hvidt omrids. Både skiven og pilen er forsynet med farvede linser for at hjælpe bilisterne om natten. Disse typer skulle ses i nogle andre lande, som brugte tyske signalprincipper.
Nedre kvadrant og øvre kvadrantRediger
Britiske semaforer findes i form af en nedre kvadrant og en øvre kvadrant. I et signal med nedre kvadrant drejer armen nedad for den mindre restriktive (kendt som “off”) indikation. Signaler med øvre kvadrant drejer armen, som navnet antyder, opad for “off”.
I løbet af 1870’erne standardiserede alle de britiske jernbaneselskaber brugen af semaphoresignaler, som dengang uvægerligt alle var af typen med nedre kvadrant. Fra 1920’erne og fremefter erstattede semaforer med øvre kvadrant næsten fuldstændigt signaler med nedre kvadrant i Storbritannien, undtagen på de tidligere GWR-strækninger. Fordelen ved signalet i den øverste kvadrant er, at hvis signaltråden går i stykker, eller signalarmen f.eks. tynges ned af sne, vil tyngdekraften få signalet til at falde ned til den sikre “fare”-position. Med et signal i den nederste kvadrant kan det modsatte ske, idet signalet sendes til “slukket”, når det i virkeligheden burde vise “fare”. Deres brillestel, som er på den modsatte side af den spindel, som signalarmen er drejet på, skal derfor være tilstrækkeligt tunge til at forhindre, at dette sker.
Gældende britisk praksis foreskriver, at semaforesignaler, både øvre og nedre kvadranttyper, skal hældes i en vinkel på 45 grader fra vandret for at vise en “off”-indikation.
To-positions- og trepositionssignalerRediger
De første britiske jernbanes semaforsignaler havde arme, der kunne betjenes til tre positioner, i den nederste kvadrant. Anvendt i forbindelse med tidsintervalsystemet betød den vandrette arm “fare”, den nedadgående arm med en hældning på 45 grader “forsigtighed” og den lodrette arm (armen skjult i pælen) “fri bane”. Den lodrette angivelse blev efterhånden afskaffet, efterhånden som det absolutte bloksystem afløste tidsintervalsystemet. Great Northern Railway var det første selskab, der indførte “salto”-signaler, der var monteret væk fra pælen, efter en ulykke i januar 1876, hvor et tog passerede et signal, der gav falsk “fri bane”, fordi signalarmen var frosset fast i sin åbning under en snestorm.
En senere udvikling var semafor-signalet med tre positioner i den øverste kvadrant. Disse fungerede i den øverste kvadrant for at adskille dem fra de daværende standard semaforer i den nederste kvadrant med to positioner. Når armen er skråt opad i 45 grader, er betydningen “advarsel”, og armen i lodret position betyder “fri bane”. Dermed kan der gives tre indikationer med kun én arm, uden at der er behov for en fjern arm på den samme post. Den tidlige opgivelse af semaphor-signalet med tre positioner i Storbritannien gjorde det muligt at erstatte signaler med to positioner i den nederste kvadrant i vid udstrækning med signaler med to positioner i den øverste kvadrant.
Farve og form på armenRediger
Rød blev hurtigt valgt som den bedste farve til semaphorarme, da den var tydeligt synlig mod de fleste baggrunde. For at øge armens synlighed anvendes normalt en markering af kontrastfarve, f.eks. en stribe eller en plet, for at øge synligheden af armen. Den bageste del af armen er normalt farvet hvid med en sort markering.
Hvis særlig dårlig kontrast på baggrunden ikke kan undgås, kan en synstavle (normalt malet hvid) placeres bag armen for at give tilstrækkelig kontrast, hvilket forbedrer synligheden. Alternativt kan en del af et brostøttende, der er bekvemt placeret bag et signal, males hvidt.
Fra 1872 blev fjernsignalarme (se nedenfor) kendetegnet ved at have et “fiskehale”-indsnit skåret i enden. Alle signalarme var stadig malet røde på dette tidspunkt. I 1920’erne begyndte de britiske jernbaneselskaber at farve deres fjernsignalarme gule for bedre at kunne adskille dem fra de røde stopsignaler. De røde linser i fjernsignalerne blev samtidig ændret til gule. Praksis med at bruge røde fjernsignalarme har dog overlevet i nogle lande.
En tredje type arm med en spids ende, der strækker sig udad, bruges ofte (dog ikke i Storbritannien) for at angive, at signalet fungerer automatisk (som i automatiske bloksignalanlæg) og angiver i mange tilfælde, at signalet er “permissivt” og kan passeres, når det viser sit mest restriktive aspekt, ved lav hastighed.
For de fleste typer semaforarme svarer den lysfarve, der vises, når armen er i den “tændte” (mest restriktive) position, generelt til farven på selve armen (dvs. rødt for et stopsignal, gult for et fjernsignal). Når armen er i “slukket” position, vises et grønt lys.
Andre former og farver af semaphorarme blev anvendt til specifikke formål i forskellige lande rundt om i verden.