En iskold vind river gennem byen og bærer en enkelt snefnug med sig i sine vindstød. Jeg kaster et blik på min telefon. Dens skærm viser et kort over Berliner Nollendorfplatz og de omkringliggende gader. Jeg bevæger mig over pladsen i retning af min destination: Titanen piercing studio i en af sidegaderne. Når jeg først er der, håber jeg at kunne lære om såkaldte kødtunneler.

Hvad er kødtunneler, spørger du dig selv. Et blik rundt i et fyldt tog eller en travl indkøbsgade, og du finder dem: disse gigantiske huller i nogle menneskers øreflipper. Tendensen, hvor folk lader piercere strække deres øreflipper med ringe i forskellige former og størrelser, har været voksende i et par år nu. Nogle huller er så store, at man kan se lige igennem dem.

Det hvide piercingstudie

Brian Jenne er piercing-professionel i Berlin

Rammet ind af disse brune fliser, som jeg forbinder med 1950’erne, fanger studiets vindue straks mit blik. Lige i midten, på toppen af en hvid hylde, dominerer et menneskehoved af plastik scenen. Jeg kan ikke se meget af ansigtet, for det er iført en sort lædermaske med katteører. Under det, pænt organiseret og farvekodet, er der rækker og rækker af forskellige piercinger. Nogle er lavet af farverig plastik eller glas, andre er af guld, sølv, træ eller endda rav. Selv om jeg ikke aner, hvilke kropsdele de er lavet til, er sortimentet ret imponerende.

Lidt nervøs, fordi jeg aldrig har været i et piercingstudie før, kravler jeg op ad trappen og går ind. To mænd kigger op fra bag disken. Den ene af dem må være midt i tyverne med rødt skæg, tatoveringer og store huller i ørerne. Den anden mand er høj, måske midt i trediverne, bærer briller og har et tykt skæg med grå striber. Hans lange mørke hår er bundet tilbage i en pæn hestehale. Han har også flere piercinger i ansigtet og i ørerne. “Brian?” Jeg spørger. Den højere af de to mænd nikker, “det er mig.”

Studioet er – der er ingen bedre måde at beskrive det på – hvidt. Et par glasmontre er spredt rundt omkring i det lyse indgangsparti, hvor der er flere smykker udstillet: tunneler og andre piercinger lavet af titanium, træ eller stål. Et par stykker er dekoreret med små ædelsten, der glitrer i lyset fra udstillingen. Væggene er hængt op med plakater, der viser forskellige piercinger og tatoveringer. Vi sætter os på en lysegrå lædersofa.

Kødtunnel eller plugs? Ja, der er en forskel

Brian blev uddannet som tatovør og piercinger i USA i 1990’erne. Han har arbejdet som piercer i Berlin i næsten syv år. Mens han taler, stryger han gentagne gange over sit lange skæg. Jeg holder øje med ham i smug. Fra min plads kan jeg se hullet i brusken lige mellem hans næsebor, hvor han tidligere har haft en septum, en næsering. Hans ører er også punkteret flere forskellige steder.

Min position tillader mig kun at mønstre hans venstre øre. I dag har han ikke en kødtunnel på, men derimod en såkaldt plug. Da jeg spørger ham om det, smiler Brian af min uvidenhed: “Tja, det er ligesom en kødtunnel, bare uden hul”. Hans fingre stryger over den sorte prop i hans øre. Det ligner lidt en stor knap, synes jeg.

I mellemtiden er hullet i Brians øre 26 millimeter eller 2,6 centimeter (ca. 1,02 tommer) i diameter. Det tager mindst to år at opnå et hul af den størrelse. De fleste mennesker ved ikke, at en kødtunnel kræver tid og tålmodighed. “Folk kommer ind i butikken og vil have en kødtunnel med det samme. De forstår ikke, at det tager flere måneder,” forklarer han.

Hvordan laves en kødtunnel?

Jeg spørger ham, hvordan kødtunneler bliver lavet. “Først prikker man et lille hul ind i midten af øreflippen. Det hul er af samme størrelse som en normal ørering, cirka 1,2 til 1,6 millimeter. Hver sjette til ottende uge strækkes hullet ved at indsætte en ny tunnel, der er en millimeter større end den sidste”, forklarer Brian. Et hul kan dog først udvides, når helingsprocessen er afsluttet. Og det afhænger i høj grad af den enkeltes hudtype. “Nogle klienter kan indsætte den næste størrelse efter seks uger, andre skal vente i tre måneder”.

En anden måde at skabe en kødtunnel på er ved at stanse et tre til fem millimeter stort hul ud, forklarer Brian. Samtidig sættes en prop ind i såret. Selv om denne måde er meget hurtigere end den anstrengende strækproces, foretrækker Brian den sidstnævnte. “Folk mister mere blod, når der bliver slået et hul af den størrelse ud af øreflippen, og risikoen for infektion er meget større.”

Den strækkende procedure er ikke billig. Det koster ca. 25 euro at pierce et øre. Ved hver udvidelse betaler man ikke kun for smykket, men også for strækprocessen. Piercingstudiet Titanen tager omkring fem euro for udvidelsen, og en tunnel på 1,2 millimeter koster omkring 17 euro. Og det er kun ét øre. Smykker til begge ører ville koste omkring 30 euro, siger Brian.

Hygiejne er vigtigt

Dette viser, hvor sterilt et piercingrum bør se ud – svarende til tandlægens

Vi rejser os op. Brian fører mig ind bag i butikken, langs en lysende oplyst korridor, ind i et andet rum. “Det er her, magien sker,” siger han. Piercing-rummet ligner lidt en operationsstue fra en film. Ganske vist er der ikke så mange instrumenter, og der er ingen hvidklædte læger, der farer rundt med ansigtsmasker, men stemningen er den samme. De hvide fliser giver rummet et sterilt udseende, og den lysegrå læderstol minder mig om tandlægen. Langs væggen, lige over en poleret metalbænk, er der rækker og rækker af små skuffer, der indeholder hundredvis af piercinger i forskellige former og størrelser. Hvert smykke er pakket individuelt ind. “Sundhedsafdelingen har meget strenge hygiejnestandarder,” forklarer Brian. “Hver sjette måned skal vi kontrollere udløbsdatoerne på hver pose. Hvis en pakke er udløbet, skal piercingen steriliseres og pakkes ind på ny.”

Det faktum, at mange mennesker ikke forstår, hvor vigtigt de rigtige smykker er for sårheling, gør ham ked af det, siger Brian. Det er især de sociale medier, der er skyld i det. “Andre piercingprofessionelle lægger dyre smykker ud på Instagram eller Facebook som en form for reklame. Det ser måske flot ud, men denne type smykker er ikke fordelagtige for helingsprocessen, fordi de ikke kan rengøres ordentligt og kan forårsage infektioner.” Tidligt i strækningsforløbet bør denne type smykker ikke bruges, og det gælder ikke kun for flesh tunnels, men for alle former for piercinger.

Flesh tunnels og fordomme går hånd i hånd

Jeg vil gerne vide, om Brian nogensinde har haft problemer med fordomme på grund af sine flesh tunnels. Min mavefornemmelse siger mig, at de fleste mennesker føler, at synet af disse gigantiske huller i ørelæberne kræver lidt tilvænning. Men Brian trækker på skuldrene. I Berlin og generelt i Europa har han aldrig haft problemer. I Amerika er det imidlertid helt anderledes. “For omkring syv år siden gik jeg gennem en park i Chicago, og folk stirrede på mig. I lang tid kunne jeg ikke forstå hvorfor. De var bare ikke vant til synet af mine tunneler og andre piercinger. Og dengang havde jeg ikke engang den meget tydelige tatovering på min hånd,” griner han.