Hvis man ser på Habsburgerrigets historie efter 1867, er det vigtigt at understrege, at staten faktisk havde tre regeringer. I toppen stod den fælles østrig-ungarske administration med de fælles ministerier for udenrigsanliggender, krig og finanser. Derudover fandtes der særskilte regeringer for Østrig og for Ungarn. Den store samlende figur i denne ordning var Franz Joseph, som var kejser i Østrig og konge i Ungarn. Han var en konstitutionel monark i hele sit rige, men havde ikke desto mindre forskellige beføjelser i hver halvdel. I praksis var hans indflydelse på militære anliggender og udenrigspolitik stor, men han kunne ikke effektivt kontrollere de indenlandske begivenheder i nogen del af sit domæne. Et yderligere samlende element var det faktum, at delegationer på 60 medlemmer hver fra det østrigske rigsråd og det ungarske parlament mødtes skiftevis i Wien og Budapest for at behandle visse fælles problemer. For størstedelen af den habsburgske befolkning var imidlertid de beslutninger, der blev truffet af de separate østrigske og ungarske regeringer, vigtigere end arbejdet i de fælles institutioner. Det skal huskes, at Østrig fik tildelt Bukovina, Dalmatien og de slovenske lande; det store flertal af de habsburgske kroater, serbere og rumænere boede derimod i de ungarske kronlande (se kort 2).

Og selv om denne fortælling primært omhandler den sydslaviske og rumænske befolkning, dominerede deres specifikke problemer ikke monarkiets politiske liv.