af Laura Kazlas
En af de første ting, folk lægger mærke til ved et katolsk krucifiks, er Jesusfiguren på forsiden, og kristne, der ikke er katolikker, spørger ofte, hvorfor vi ikke bruger et almindeligt kors, siden Jesus opstod fra de døde? Og hvorfor kalder vi et kors for et krucifiks?
Et krucifiks er for katolikker en visuel påmindelse om Kristi korsfæstelse. Det er en lærer, en kilde til vejledning, en påmindelse om at stole på Herren, og det er et meget ærbødigt genstand for hengivenhed af mange grunde. En dødeligt syg person kan finde stor trøst i at stirre på et krucifiks med en Jesusfigur på forsiden og stole på, at deres synder er tilgivet, og at Jesus Kristus døde, men opstod fra de døde til evigt liv i himlen. De kan også være forvisset om, at der virkelig er liv efter døden, og at der også venter dem en plads i himlen.
Mange mennesker kigger på Jesu figur på korset, hvilket minder dem om de store lidelser, han udholdt, og finder trøst i at vide, at Jesus kan identificere sig med de lidelser, de også gennemgår. Atter andre kan sympatisere med, hvordan Kristus blev mishandlet, eller at han var uskyldig i de anklager, der blev rejst mod ham. Eller måske husker de, at Herren ikke svarede tilbage på de mishandlinger og beskyldninger, der blev rettet mod ham, men tilgav selv dem, der satte ham ihjel.
Der er mange lektioner, som Kristi eksempel på korset kan lære os. Men den vigtigste grund til, at et krucifiks er så vigtigt for katolikker, er, at vi mindes den menneskelige side af Kristus, som led meget, så vi kan blive tilgivet for vores synder. Vi betragter Kristi skikkelse i hans lidelser med kærlighed, for det han af egen fri vilje gjorde for os. Jesus havde et så stort hjerte, at han omfavnede døden af hensyn til sin kærlighed til os, ikke bare til hele verden, men til hver enkelt af os individuelt.
Billedet af Jesus, der dør på korset, minder os også om, at et menneske kan blive tilgivet og modtage frelse, selv i livets sidste time, på samme måde som Kristus tilgav den gode tyv og forsikrede ham en plads i paradiset. Det er betryggende for os og også for dem, vi elsker.
Den gode nyhed er, at Jesus opstod fra de døde, at døden ikke har det sidste ord. Kristi villighed til at dø for os er den største kærlighedshandling, som verden nogensinde har kendt. Han satte et eksempel for vores eget liv, og denne erkendelse hjælper også os, til at dø til os selv, til at dø til vores egen egoisme, også af kærlighed til andre. Vi tager dagligt vores eget kors op og følger i Jesu fodspor, idet vi holder os i frisk erindring, hvem han var, og hvad hans liv betød, når vi ser på Kristi skikkelse på korset. Vi lægger ikke så meget mærke til træet på korset, som vi lægger mærke til vores Herre Jesus Kristus.
Artikel af Laura L. Kazlas