‘Simple’ muslinger har øjne, der forvirrer Darwin

af Jerry Bergman, PhD

Darwin er berømt for at indrømme, at han blev syg af at skulle beskrive oprindelsen af komplekse strukturer: I “Arternes oprindelse” kan vi læse:

“At antage, at øjet med alle dets uforlignelige redskaber til at justere fokus til forskellige afstande, til at lukke forskellige mængder lys ind og til at korrigere sfærisk og kromatisk aberration kunne være blevet dannet ved naturlig udvælgelse, forekommer mig, det må jeg gerne indrømme, absurd i højeste grad.”

Darwin udtænkte derefter et tankeeksperiment for at forestille sig et plausibelt sæt af begivenheder, hvis man tænkte baglæns fra et hvirveldyrøje til et simpelt øje:

Fornuft siger mig, at hvis det kan påvises, at der findes talrige grader fra et simpelt og ufuldkomment øje til et komplekst og perfekt øje, og at hver grad er nyttig for den, der besidder den, hvilket helt sikkert er tilfældet; hvis øjet desuden altid varierer, og variationerne går i arv, hvilket ligeledes helt sikkert er tilfældet; og hvis sådanne variationer skulle være nyttige for ethvert dyr under skiftende livsbetingelser, så bør vanskeligheden ved at tro, at et perfekt og komplekst øje kunne dannes ved naturlig udvælgelse, selv om den er uovervindelig for vores fantasi, ikke betragtes som undergravende for teorien.

Problemet er, at det er subjektivt og let at ræsonnere baglæns til fortiden. Det, der er vanskeligt, er at ræsonnere fremad i fremtiden. ‘Tænkescenarier’, som Darwin gav, er hverken beviser eller beviser. Darwin antog, at normale “variationer” ville levere det materiale, der var nødvendigt for at udvikle øjenpletter til hvirveløjne. Ud fra vores moderne eksperimentelle viden er mutationer den eneste mulige kilde til variationer, der kunne gøre det, som Darwin foreslog; nemlig at frembringe “et perfekt og komplekst øje”. Vi ved i dag, at mutationer ikke producerer, men skader, og skader bevæger organismer væk fra Darwins fantasifulde scenarie om opadgående evolutionære fremskridt.

Darwins bekymring stammer uden tvivl fra hans læsning af William Paley, som han var forpligtet til at studere i Cambridge som studerende, og som han indrømmede, at han nød at læse. Som ung var Darwin nominelt kristen og accepterede en stor del af Palleys naturlige teologi, der argumenterede for Guds eksistens ud fra beviserne på design omkring os. I et brev til John Lubbock dateret den 22. november 1859 skrev Darwin: “Jeg tror ikke, at jeg næppe nogensinde har beundret en bog mere end Paleys Natural Theology. Jeg kunne næsten tidligere have sagt den udenad.” Alt dette ændrede sig snart: Hans bog Origin of Species var i høj grad et forsøg på at tilbagevise Paleys “urmager”-analogi. Professor Williams gør det klart, at

Darwin forsøgte at udrydde den naturlige teologi ved at tilbagevise William Palleys bog af samme navn, som argumenterede fra tilsyneladende design i naturen til en designer. Darwin byggede On the Origin of Species op på baggrund af Palleys struktur og indhold, men stillede hans argumentation på hovedet. Nuværende biologer sigter mod at fuldføre slagtningen og kalder religion for et meme, der inficerer os, en epifænomenal overtro og en darwinistisk tilpasning – men religion kan ikke være alle disse ting uden at være i modstrid med hinanden.

Ny forskning om muslingers øjne

Ud over de ovenfor nævnte problemer, der falsificerer Darwins rationalisering, ved vi nu, at såkaldte simple øjne slet ikke er simple, men på nogle måder er mere komplekse end den såkaldt højeste, mest udviklede øjentype. En gennemgang af en ny artikel om kammuslinges øjne konkluderede, at deres øjne “fungerer på samme måde som teleskoper og er endnu mere komplekse, end forskerne tidligere vidste”. Kammusling er det fælles navn for en af de mange arter af saltvandsmuslinger eller toskallede havmollusker, som også almindeligvis kaldes muslinger. Forskeren tilføjede, at kammuslinger “har op til 200 små øjne langs kanten af den kappe, der beklæder deres skaller, selv om forskerne stadig ikke ved præcis, hvordan de alle arbejder sammen for at hjælpe bløddyrene.” En anden forsker tilføjede: “I over et halvt århundrede har de utallige spejløjne hos den lille kammusling konstant forbløffet os med deres visuelle excentriciteter. Den seneste overraskelse er selve spejlet, som viser sig at være et ekstraordinært optisk vidunder.”

Der findes kun tre designløsninger til at fokusere det lys, der kommer ind i øjet, på nethinden. Den mest almindelige er en linse, som den, der bruges i menneskers øjne, og en anden meget sjælden løsning er en lille åbning kaldet en pinhole-“linse”, hvor den nålestore åbning bøjer lyset og fungerer som en grov linse, der fungerer på samme måde som et pinhole-kamera. Et eksempel herpå er dybhavsblæksprutterne af slægten Nautilus. Den tredje løsning, hvor der anvendes spejle, der fungerer som et reflekterende teleskop, anvendes hos nogle dybhavsfisk og krebsdyr samt hos kammuslingen Pecten.

I kammuslinger, “hvis bemærkelsesværdige øjne har været en kontinuerlig kilde til overraskelse i årtier, er dette spejl konkavt og fokuserer et billede på en overliggende nethinde ved refleksion” ligesom et reflekterende teleskop. En ny undersøgelse, der blev offentliggjort i Current Biology, viste, at pupillerne i kammuslingernes øjne udvider og trækker sig sammen som reaktion på lysniveauet, ligesom menneskers øjne. Mere specifikt “trækker deres pupiller sig sammen til ∼60% af deres fuldt udvidede områder inden for flere minutter efter lyseksponering”. Todd Oakley, biolog fra University of California, Santa Barbara, erkendte, at det er “overraskende, hvor meget vi finder ud af om, hvor komplekse og funktionelle disse kammuslinges øjne er.” Kort sagt, når lyset kommer ind i kammuslingens øje, passerer det først

gennem pupillen, en linse, to nethinder (distale og proximale) og når derefter frem til et spejl lavet af krystaller af guanin på bagsiden af øjet. Det buede spejl reflekterer lyset på nethindenes indvendige overflade, hvor der dannes neurale signaler, som sendes til en lille visceral ganglion eller en klynge af nerveceller, hvis vigtigste opgave er at styre kammuslingens tarm og adduktormuskel. Strukturen i en kammuslinges øje ligner de optiske systemer, der findes i avancerede teleskoper.

Problemet er, at billederne på den proximale nethinde er ude af fokus, hvilket umiddelbart ser ud til at være meget dårligt design. En ny undersøgelse viser, at dette arrangement ikke er dårligt design, men snarere et genialt design. Kammuslingepupillerne kan udvide sig og trække sig sammen, hvilket ændrer størrelsen af pupilåbningen med omkring 50 procent. Deres øjne har ingen iris som menneskeøjne. I stedet ændrer hornhindecellerne form fra tynde og flade til høje og lange. Disse sammentrækninger ændrer også hornhindens krumning, hvilket indikerer, at kammuslingens øje ændrer form for at reagere på lyset og danne mere skarpe billeder på den proximale nethinde.

Nethinden er placeret mellem linsen og spejlet og hænger i kort afstand over spejlet. Nethinden er opdelt i to lag, et distalt lag, der ligger tættere på linsen, og et proximalt lag, der ligger tættere på spejlet, og “Utroligt nok er de lysfølsomme dele af fotoreceptorerne i hvert af disse to lag af to fundamentalt forskellige typer.” Warrant tilføjer, at cellerne

i det distale lag ligner dem, der findes hos hvirveldyr, idet de er opbygget af cilier og hyperpolariseres som reaktion på lys; cellerne i det proximale lag er i stedet opbygget af mikrovilli og depolariseres som reaktion på lys, hvilket er karakteristika, der er typiske for hvirvelløse dyrs fotoreceptorer. Spejlet, som er næsten halvkugleformet, reflekterer lyset tilbage mod nethinden, hvor det giver et omvendt og formindsket billede af omverdenen.

Spjældet fungerer således som en linse i et system, der ellers ligner det gamle hvirvelløse dyr, der er lånt fra et moderne hvirveldyr, som ifølge evolutionisterne først skulle udvikle sig langt ude i fremtiden. Adaptive spejle er ikke kammuslingeøjets eneste vidunder. Forskerne har også fastslået, at kammuslingernes øjne har tre gange så mange lysfølsomme proteiner kaldet opsins i fotoreceptorcellerne som mennesker. Nogle opsins kan blive udtrykt i den proximale nethinde, andre i den distale nethinde. I artiklen konkluderes det, at

Det er ubestridt, at kammuslingens øje med sit spektralt afstemte konkave spejl af små guaninkrystaller og sin dobbeltlagede nethinde, der indeholder både ciliære og rhabdomeriske fotoreceptorer, er en af naturens mest ekstraordinære – og mærkelige – optiske opfindelser.

Der blev derefter i artiklen redegjort for, hvorfor det visuelle system blev udformet på denne måde og producerede et øje hos såkaldte primitive lavtstående muslinger, som ifølge evolutionisterne var blandt de første organismer, der udviklede sig på Jorden for anslået 2,3+ milliarder Darwin-år siden, og som alligevel er lige så komplekse som øjet hos moderne mennesker. (For mere om muslinges øjne, se Evolution News 5 dec. 2017).

Mere store problemer for evolutionen

Opsiner i nethinden formidler omdannelsen af lys til elektrokemiske signaler, som sendes til hjernen til behandling. De molekylære proteiner, der omsætter lys til elektriske signaler, varierer betydeligt. Muslinger, bløddyr, der lever i to matchende, skålformede skaller, der er forbundet med et hængsel, bruger flere øjentyper, herunder sammensatte øjne, øjne med flere visuelle enheder, selv om de adskiller sig fra de velkendte sammensatte øjne, der bruges af insekter. Alle disse tilsyneladende unødvendige variationer forvirrer evolutionisterne. De ser det ikke som nødvendigt, men som en unødvendig luksus, som de antager, at evolutionen ikke kunne skabe ud fra “survival of the fitest”-mekanismer.

Et andet spørgsmål, faktisk: “Det store evolutionære spørgsmål … er, hvordan disse proteiner udvikler sig til at udtage lys? Og hvordan bliver de så specificeret til de forskellige typer af lysmiljøer, som dyrene kan optræde i?” Evolutionisterne har ingen anelse om svaret og tyer til co-option, dvs. påstanden om, at opsinsene bliver omplaceret fra en anden funktion i dyret til at blive brugt i øjnene. En teori er, at evolutionen udviklede opsin som reaktion på lysinduceret stress. Ultraviolette skader forårsager specifikke molekylære ændringer, som en organisme skal beskytte sig mod, og ifølge co-optionsteorien var det begyndelsen på øjenets evolution!

Denne påstand er en ren bare-så-historie, ofte et desperat forsøg på at forklare noget, som ikke blot er uforklarligt med evolutionen, men som taler imod evolutionen. Det er ikke kun mangfoldigheden af øjenmorfologier og fotoreceptorer på tværs af dyrene, der forbløffer evolutionisterne, men også det faktum, at de gener, der styrer øjenudviklingen, er bemærkelsesværdigt ens på tværs af alle livsformer med øjne, gør det også. Det klassiske eksempel er Pax6-genet, som er afgørende for både kammuslingernes og pattedyrenes øjenudvikling. Kort sagt har 50 millioner års evolution ifølge Darwins teori i dette tilfælde stort set ingen ændringer i genet og dets funktion frembragt, og i andre tilfælde har den frembragt designs, som evolutionen ikke havde tænkt på før æoner senere, efter at muslingerne udviklede sig.

Darwin, Charles. 1859. Arternes oprindelse ved hjælp af naturlig udvælgelse eller bevarelse af de begunstigede racer i kampen for livet. London, UK: John Murray, s. 159.

Williams, Patricia. 2005. “Darwinian Heresies.” The Quarterly Review of Biology, 80:225-226, s. 226..

Burkhardt, F. The Correspondence of Charles Darwin,Vol 7. Cambridge, UK: Cambridge University Press, s. 388.

Williams, 2005, s. 226.

Callier, Viviane. 2019. “Hvad kammuslingers mange øjne kan lære os om udviklingen af synet”. Smithsonian Magazine.

Warrant, Eric. J. 2018. “Visual Optics: Remarkable Image-Forming Mirrors in Scallop Eyes.” Current Biology, 28:R254-R277, 19. marts.

Land, M.F. 1965. Billeddannelse ved en konkav reflektor i øjet hos kammusling, Pecten maximus. Journal of Physiology, 179: 138-153.

Warrant, Eric. J. 2018, s. R262.

Miller, Hayley V. Alexandra C.N. Kingston, Yakir L. Gagnon, og Daniel I. Speiser. 2019. De spejlbaserede øjne hos kammuslinger viser en lysfremkaldt pupilreaktion. Current Biology, 29(9):R313-R314, maj 06.

Miller, et al. 1919.

Callier, 2019.

Callier, 2019.

Warrant, 2018, p. R262.

Warrant, 2018, p. R262.

Palmer, B.A., et al. 2017. Det billeddannende spejl i kammuslingens øje. Science, 358: 1172-1175.

Warrant, 2018, s. R264.

Callier, 2019.

Dr. Jerry Bergman har undervist i biologi, genetik, kemi, biokemi, antropologi, geologi og mikrobiologi på flere gymnasier og universiteter, herunder i over 40 år på Bowling Green State University, Medical College of Ohio, hvor han var forskningsassistent i eksperimentel patologi, og The University of Toledo. Han er uddannet fra Medical College of Ohio, Wayne State University i Detroit, University of Toledo og Bowling Green State University. Han har over 1.300 publikationer på 12 sprog og 40 bøger og monografier. Hans bøger og lærebøger, som omfatter kapitler, som han selv har skrevet, findes i over 1 500 universitetsbiblioteker i 27 lande. Indtil videre er der trykt over 80.000 eksemplarer af de 40 bøger og monografier, som han har været forfatter eller medforfatter til. For flere artikler af Dr. Bergman, se hans forfatterprofil.