Baggrund: Ankelfrakturer er blandt de mest almindelige skader, der behandles af ortopædkirurgiske kirurger. Formålet med denne undersøgelse var at undersøge risikoen for komplikationer efter åben reduktion og intern fiksering af ankelfrakturer i en stor befolkningsbaseret undersøgelse.

Metoder: Ved hjælp af Californiens udskrivningsdatabase identificerede vi 57 183 patienter, der havde gennemgået åben reduktion og intern fiksering af en lateral malleolær, bimalleolær eller trimalleolær ankelfraktur som indlagte patienter i årene 1995 til 2005. Komplikationer på kort sigt blev undersøgt på grundlag af antallet af genindlæggelser inden for 90 dage efter udskrivelsen. Den mellemlange rate af reoperationer på mellemlang sigt med henblik på ankelfusion eller artroplastik blev også analyseret. Der blev anvendt logistiske regressions- og proportional hazard-regressionsmodeller til at bestemme styrken af sammenhængen mellem komplikationsrater og frakturtype, patientdemografi og komorbiditet samt hospitalskarakteristika.

Resultater: Den samlede rate af kortsigtede komplikationer var lav, herunder raterne af lungeemboli (0,34 %), dødelighed (1,07 %), sårinfektion (1,44 %), amputation (0,16 %) og revision af åben reduktion og intern fiksering (0,82 %). Raterne af reoperationer på mellemlangt sigt var også lave, idet der blev foretaget ankelfusion eller ankeludskiftning hos 0,96 % af de patienter, der blev observeret i fem år. Åbne frakturer, alder og medicinske komorbiditeter var væsentlige prædiktorer for komplikationer på kort sigt. Tilstedeværelsen af kompliceret diabetes var en særlig stærk prædiktor (odds ratio, 2,30; p < 0,001), og det samme var perifer vaskulær sygdom (odds ratio, 1,65; p < 0,001). Den mellemliggende rate af reoperation på mellemlang sigt med henblik på ankelfusion eller -erstatning var højere hos patienter med trimalleolære frakturer (hazard ratio, 2,07; p < 0,001) og åbne frakturer (hazard ratio, 5,29; p < 0,001). Behandling på et hospital med lavt volumen var ikke signifikant forbundet med hverken den samlede risiko for kortsigtede komplikationer eller risikoen for reoperation på mellemlangt sigt.

Konklusioner: Ved at analysere en stor, forskelligartet patientpopulation klarlægger den foreliggende undersøgelse de risici, der er forbundet med åben reduktion og intern fiksering af ankelfrakturer. Åben skade, diabetes og perifer vaskulær sygdom var stærke risikofaktorer, der forudsiger et kompliceret postoperativt forløb på kort sigt. Frakturtypen var en stærk prædiktor for reoperation med henblik på ankelfusion eller -erstatning. Hospitalsvolumen spillede ikke en væsentlig rolle for antallet af komplikationer på kort eller mellemlang sigt.