Introduktion: Denne undersøgelse blev udført for at vurdere forholdet mellem arteriel PCO2 (PaCO2) og end-tidal kuldioxid (PETCO2) under præhospital kontrolleret ventilation og også for at evaluere variationen af gradienten mellem PCO2 og PETCO2 under præhospital transport.

Metoder: Målinger af PETCO2 fra capnografiværdier og PaCO2 fra arterielle blodgasser blev registreret ved begyndelsen (T(0)) og ved afslutningen (T(end)) af den ambulante behandling. For alle patienter, der krævede invasiv ventilation, blev gradienten mellem PCO2 og PETCO2 beregnet for T(0) og T(slut), og PaCO2-PETCO2-variationen mellem T(slut) og T(0) blev også beregnet.

Resultater: 100 patienter blev inkluderet i denne undersøgelse (gennemsnitsalder, 58,4 +/- 16,4 år; 57 var mænd). Der var ingen variation i den gennemsnitlige gradient (DeltaPaCO2-PETCO2 ) under transporten (8,64 +/- 13,5 mm Hg ved T(0) og 7,26 +/- 12,94 mm Hg ved T(end)). Tredive-seks procent af patienterne (n = 36) havde en gradient på over +10 mm Hg, og for 6 % af patienterne (n = 4) var gradienten lavere end -10 mm Hg. PaCO2-PETCO2-gradienten var ikke signifikant forskellig alt efter patologi, men var signifikant højere hos hyperkapniske patienter sammenlignet med hypocapniske eller normocapniske patienter. Hos patienter med alvorlig hovedskade var capnia normaliseret hos 80 % af patienterne ved transportens afslutning i henhold til det sidste blodgasresultat. I denne undergruppe var DeltaPaCO2-PETCO2-gradienten (T(slut) – T(0)) stabil mellem T(0) og T(slut) undtagen hos 20 % af patienterne, for hvem DeltaPaCO2-PETCO2 var lavere end -10 mm Hg. Fireoghalvtreds procent af lægerne på intensivafdelingerne havde ændret respiratorisk indstilling efter de første arterielle blodgasresultater.

Konklusioner: PaCO2 kan ikke estimeres ved hjælp af PETCO2 i præhospitale omgivelser. Der er stor variation i gradienten mellem PCO2 og PETCO2 afhængigt af patientens tilstand, og over tid forbliver forholdet ikke konstant og kan derfor ikke være nyttigt i præhospital ventilationsstyring.