01.10.2020
20 år efter Kosovo-krigen er byen Mitrovica i den nordlige del af Europas yngste stat stadig delt mellem etniske albanere og serbere. Hvordan er livet for de mennesker, der bor på den ene side og arbejder på den anden?
Ibar-floden løber gennem Mitrovica og deler effektivt byen og dens indbyggere. De, der bor på sydsiden, er hovedsageligt etniske albanere, mens den nordlige side hovedsageligt er beboet af etniske serbere.
Få af byens indbyggere tør vove sig over hovedbroen, der fungerer som en de facto-grænse og er spærret for biltrafik. Svært bevæbnede italienske tropper patruljerer broen som en del af NATO’s internationale fredsbevarende mission Kosovo Force (KFOR).
Læs mere: I Kosovo taler overlevende af seksuel vold i krigstiden ud
12 år efter Kosovos uafhængighedserklæring nægter Serbien stadig at anerkende landet som en uafhængig stat.
Og det etnisk serbiske mindretal, der bor i den nordlige del af Kosovo, anerkender ikke regeringen i Pristina. De har dannet deres egen forsamling, som arbejder tæt sammen med den serbiske regering i Beograd.
På den nordlige side af broen observerer civilklædte mænd, der ser ud til at vente afslappet i biler, nøje alle, der krydser fra syd til nord. De ser skævt til de forbipasserende og kommer nogle gange med uhøflige kommentarer.
Læs mere: ‘Islamisk Stat’-tilbagevendte i Kosovo vejledes tilbage i samfundet
Når man ankommer til den nordlige side af floden, forsvinder alle spor af Kosovo. Røde, hvide og blå flag med den serbiske ørn er overalt, og der er intet kosovo-flag i sigte.
Kosovo: Uafhængig og delt (15.02.2018)
Brydning af sprogkløften
Dhurata Prokshi, en 33-årig oversætter, krydser hver dag broen i denne retning for at arbejde i retsbygningen i North Mitrovica. “Det er ikke fantastisk at være albaner, der arbejder i det nordlige område”, sagde hun til DW. Men, sagde hun, “serberne i nord har de samme følelser, når de skal gå til det sydlige Mitrovica”.
Prokshi fortalte DW, at hun ikke har haft nogen problemer i det år, siden hun begyndte at arbejde, og forklarede, at hun kommer godt ud af det med sine serbiske kolleger. Hun sagde, at det er let for hende at kommunikere i Kosovo, fordi hun taler både albansk og serbisk.
“Der er ingen problemer på steder som retten, hvis jeg taler albansk”, sagde hun. “Men hvis jeg bestiller på albansk på en restaurant eller cafe i nord, er jeg ikke sikker på, hvordan folk ville reagere.”
Læs mere: Serbien og Kosovo er enige om at normalisere de økonomiske forbindelser
På den sydlige side af broen dominerer et rødt flag med en sort ørn – Albaniens våbenskjold – indgangen til denne del af byen. Der er heller ikke noget kosovarisk flag her.
Milos Vucinic, en 23-årig serber, krydser jævnligt den usynlige grænse for at tage sydpå, hvor han underviser i engelsk ved en hjælpeorganisation. Han fortalte DW, at han plejede altid at være bange, når han var i syd, men at han også var meget nysgerrig. “Jeg ville gerne finde ud af, hvordan livet var i den anden del,” sagde han.
Da han ikke taler noget albansk, forklarede han, at han bruger engelsk til at kommunikere, når han er i den sydlige del. Det er også med til at undgå eventuelle konflikter. “Jeg har også nogle albanske venner på arbejdet,” sagde han til DW. “Jeg tager en kop kaffe med dem fra tid til anden. I begyndelsen blev de overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg aldrig havde været i det sydlige Mitrovica før. De viste mig rundt i byen og tog mig derefter også med til Pristina.”
Vucinic sagde, at de unge serbere, der bor i den nordlige del, er de mest berørte af byens opdeling. “De ønsker et liv uden begrænsninger, og de ønsker at komme videre professionelt, men der er næsten ingen muligheder i den nordlige del af landet. Vi håber, at fremtiden vil blive bedre.”
Denne artikel er oversat fra tysk.
Konflikten i Kosovo intensiveredes i slutningen af 1990’erne. Ti tusinde mennesker blev fordrevet. Da alle bestræbelser på at skabe fred i regionen mislykkedes, indledte NATO den 24. marts 1999 luftangreb på serbiske militærbaser og strategiske mål i Serbien. Efter 11 uger trak den serbiske leder Slobodan Milosevic sig endelig tilbage.
Protesterne mod Beograds forsøg på at undergrave det albanske flertals rettigheder i Kosovo begyndte i midten af 1980’erne. I 1990’erne skete der en massiv stigning i den serbiske undertrykkelse. Ibrahim Rugova (t.v.), der overtog styringen af Kosovos politiske bevægelse i 1989, opfordrede til ikke-voldelig modstand og forsøgte at overbevise Slobodan Milosevic (t.h.) om at ændre kurs – forgæves.
Der dannedes en væbnet modstand i Kosovo, hvor den selvudråbte Kosovos Befrielseshær (UCK) indledte en brutal guerillakrig. UCK foretog voldelige angreb på Serbien samt på albanere, som den anså for at være kollaboratører. Serbien svarede igen ved at sætte ild til huse og plyndre virksomheder. Hundredtusinder af mennesker flygtede.
Krigen blev stadig mere brutal, og de serbiske styrker optrappede angrebene på civile i et forsøg på at ødelægge UCK og dets tilhængere. Mange mennesker flygtede ind i skovene. Tusindvis af kosovoalbanere blev læsset på tog og lastbiler for at blive transporteret til grænsen, hvor de blev smidt ud uden pas eller andre personlige dokumenter, der kunne bevise, at de var fra Kosovo.
I februar 1999 indkaldte USA, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Rusland og Tyskland de stridende parter til et møde i Rambouillet i Frankrig i et forsøg på at etablere selvstyre for Kosovo. Kosovos repræsentanter accepterede forslaget, men Serbien var ikke villig til at indgå et kompromis. Forhandlingerne brød sammen.
Den 24. marts 1999 begyndte NATO at bombe militære og strategiske mål i Serbien og Kosovo i et forsøg på at stoppe volden mod albanerne. Tyskland deltog også i bombningerne. “Operation Allied Force” blev den første krig i NATO’s 50-årige historie – en krig, der blev ført uden opbakning fra FN’s Sikkerhedsråd. Rusland kritiserede interventionen skarpt.
Ud over militære mål bombede NATO også forsyningslinjer, togskinner og broer. I løbet af 79 dage og nætter fløj de allierede styrker mere end 37.000 flyvninger. Omkring 20.000 missiler og bomber regnede ned over Serbien. Mange civile blev dræbt: “kollaterale skader”, med NATO’s ord.
Industrianlæg blev også angrebet. I Pancevo i nærheden af Beograd ramte NATO-bomber en kemisk fabrik og en gødningsfabrik. Massive mængder giftige stoffer blev frigivet i floder, på jorden og i luften – med alvorlige sundhedsrisici for den nærliggende civilbefolkning til følge. Serbien beskyldte desuden NATO for at have anvendt uranberiget ammunition samt klynge- og fragmentbomber.
Statslige tv-kontorer i Beograd blev angrebet i et forsøg på at fratage Slobodan Milosevic hans vigtigste propagandaværktøj. Selv om den serbiske regering i tide blev advaret om et forestående angreb, tilbageholdt Beograd denne information. Seksten mennesker blev dræbt, da stedet blev bombet.
NATO-bomber i Kosovo ramte uforvarende en gruppe albanske flygtninge og dræbte skønsmæssigt 80 mennesker. NATO hævdede også, at det utilsigtede bombardement af den kinesiske ambassade i Beograd var endnu et tilfælde af “kollaterale skader”. Fire mennesker blev dræbt ved det uhensigtsmæssige angreb, hvilket førte til en diplomatisk krise mellem Beijing og Washington.
I begyndelsen af juni signalerede Beograd, at Slobodan Milosevic måske var parat til at overgive sig, hvilket fik NATO til at afslutte sin kampagne den 19. juni. Det endelige resultat af krigen: tusindvis af døde og 860.000 flygtninge. Serbiens økonomi og store dele af landets infrastruktur blev ødelagt. Kosovo blev sat under FN-administration.