Hvis du nogensinde har set en dykkerkonkurrence, har du set dykkernes styrke, fleksibilitet og mod. Du har måske også bemærket, at nogle dykkere udfører forskellige dykninger.

Trods denne variation er sporten, og alle dykninger inden for den, baseret på fire forskellige kropsstillinger:

• “Straight” er, hvor kroppen holdes i en flydende linje og ikke er bøjet i hofter eller knæ.
• “Pike” er, hvor kroppen er bøjet i hofterne, men ikke i knæene.
• “Tuck” indebærer, at kroppen er bundet tæt sammen med hænderne på underbenene, og
• “Free” er kun for vridende dyk og kan være en kombination af mindst to af de andre positioner. En dykker kan altså bøje benene eller bøje hofterne uden at blive straffet

I en konkurrence refereres disse positioner til med henholdsvis bogstaverne A, B,C og D, som det fremgår af vores illustration.

Dykkergrupper

Du har måske også bemærket, at når dykkerne står på springplatformen eller springbrættet, nærmer de sig dykningen fra forskellige positioner.

Alle positioner kan inddeles i seks forskellige grupper. Disse er som følger:

• Forward: Dykkeren vender sig fremad og roterer fremad

• Baglæns: Dykkeren vender bagud og roterer bagud

• Reverse: Dykkeren vender fremad og roterer baglæns

• Indad: Dykkeren vender bagud og roterer fremad

• Drejning: Disse dyk kan udføres fremad, bagud, baglæns eller indad, og indebærer en sidedrejning.

• Armstand: Disse dyk udføres kun fra platforme og begynder fra en håndstand. De kan udføres fremad eller bagud, med fremad-, bagud- eller bagudvendt rotation, og kan omfatte drejninger.

Vidste du det? En dykker, der letter fra 10-meter-platformen, rammer vandet med 30 mph og er i luften i mindre end tre sekunder.

Sværhedsgrad

Hvert dyk har elementer, der gør det mere eller mindre vanskeligt end et andet dyk. Dette omfatter kropspositionen (eller kombinationer af positioner) og fra hvilken tilgang (gruppe) dykningen foretages.

Hvert dyk har sin egen “tarif” eller sværhedsgrad – der er ingen forskel på løbende og stående take-offs.
Dykninger skal udføres enten med hovedet først eller fødderne først i vandet. I alle tilfælde skal kroppen være lige med fødderne samlet og tæerne spidse. Ved hoved-først-dyk skal armene være strakt ud over hovedet, og ved fod-først-dyk skal armene være i siden. Indgangen i vandet skal være lodret eller næsten lodret.

Platforme og springbrætter

Al konkurrence-dykning foregår fra springbrætter, der er placeret 1 m og 3 m over vandoverfladen, eller fra faste brædder (platforme), der er placeret på 5 m, 7,5 m og 10 m. Alle større konkurrencer (f.eks. OL) anvender dog kun platformen på 10 m.

Scores

Det er almindeligt at have fem eller syv dommere – syv ved visse større internationale stævner – og de fokuserer kun på, hvordan dykket er blevet udført. Sværhedsgraden af et dyk tages der højde for i tariffen.

De højeste og laveste karakterer bliver ignoreret. Hvis der er fem dommere, multipliceres de resterende tre karakterer med tariffen for at give pointen for dykningen. Hvis der er syv dommere, lægges de fem resterende karakterer sammen, og derefter justeres resultatet matematisk, så det svarer til tre karakterer til sammenligning.
I synkroniserede dykkerturneringer er der et panel på syv eller ni dommere; to til at bedømme den ene dykkers udførelse, to til at bedømme den anden dykkers udførelse og tre eller fem til at bedømme synkroniseringen.

Et par dykkerfakta mere:

• Britiske Leon Taylor opfandt den baglæns 2,5 saltoer, 2,5 twists. Den bruges nu af mange af verdens bedste mandlige dykkere.
• Fuldpunktet eller “hjulet” på et springbræt justeres for at kontrollere den mængde fjeder, som dykkeren får fra brættet.
• Rip – Ordet stammer fra den lyd, der opstår, når en dykker kommer i vandet uden at lave et stænk.
• Under øvelsen producerer en boblemaskine luftbobler i vandet for at mindske vandets overfladespænding, hvilket afbøder stød for dykkeren, når han/hun skal lære nye færdigheder.