Det er nu otte år siden den NATO-ledede militære intervention i Libyen. Mange analytikere betragter indsatsen som et afgørende skridt fremad for at beskytte civile mod truende grusomheder. Men i dag står Libyen længere fra fred end nogensinde før.

Siden april 2019 har kampene mellem den FN-støttede nationale samlingsregering (GNA) og general Khalifa Haftars libyske nationale hær (Libyan National Army) raset i Tripoli. Ved udgangen af juli var skønsmæssigt 1.100 mennesker blevet dræbt og yderligere 104.000 fordrevet.

I begyndelsen af juli blev over 50 civile dræbt og 130 såret ved et luftangreb på Tajoura-migrantfængslet nær Libyens hovedstad Tripoli efter sigende dræbt ved et luftangreb på Tajoura-migrantfængslet nær Libyens hovedstad Tripoli. Da et angreb landede tæt på centret blot seks uger tidligere, advarede Amnesty International om de farer, som de tilbageholdte stod over for. Deres advarsler blev ignoreret, og 610 migranter blev fanget i Tajoura, da en bombe slog ned. Ifølge en læge, der arbejder for Læger uden Grænser, var der “lig overalt og kropsdele, der stak ud under murbrokkerne”.

Som det fremgår af vores nye bog, er dagens kamp om Tripoli den seneste i en lang række rædsler. Libyen har efter interventionen stået over for politisk og økonomisk sammenbrud, og der er registreret 7 578 voldelige dødsfald mellem 2012 og 2018. Hundredtusindvis af mennesker er blevet fordrevet, og våben har spredt sig over hele regionen.

Mens spektakulære voldshandlinger dominerer overskrifterne, er de rædsler, som civilbefolkningen i Libyen står over for, rutine og hverdagskost. Migranter overlades til at dø af sygdomme, der kan behandles, i forfærdelige tilbageholdelsescentre. En migrant i Libyen, som skrev anonymt til The Independent, sagde: “Vi går i panik hver dag, vi dør langsomt på grund af for mange depressioner og sult.”

Sidst i slutningen af november 2017 sagde EU’s migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, at han var “bevidst om de forfærdelige og nedværdigende forhold, som nogle migranter tilbageholdes under i Libyen”. Og alligevel bliver ekstreme menneskerettighedskrænkelser stadig aktivt muliggjort af europæiske politikker.

Humanitære redningsmissioner er blevet kriminaliseret, hvilket betyder, at mennesker drukner i Middelhavet. Migranter, der er taget til fange på havet, sendes tilbage til tilbageholdelsescentre, herunder 90, der blev tvunget til at vende tilbage til Tajoura blot få dage efter luftangrebet.

Skabelse af mere vold

Ghassam Salame, FN’s generalsekretærs særlige repræsentant og leder af FN’s støttemission i Libyen, rapporterer, at “ekstern støtte har været medvirkende til intensiveringen af luftangrebene”.

FN er i øjeblikket ved at undersøge påstande om, at De Forenede Arabiske Emirater har forsynet Haftar med våben i strid med en FN-våbenembargo, og der er fundet franske våben på en Haftar-base. I mellemtiden leverer Tyrkiet våben til krigere fra GNA.

G7 og FN har fordømt volden i Libyen. I praksis giver nogle af deres medlemmers handlinger imidlertid næring til drabene og forhindrer en koordineret diplomatisk indsats.

Det hævdes ofte, at Libyen viser behovet for en mere robust planlægning efter interventionen af humanitære militære interventioner. Dette er misvisende. Situationen fremhæver i stedet behovet for nytænkning i forbindelse med civilbeskyttelse.

Spørgsmålet om intervention dukker normalt op i det dramatiske øjeblik, hvor civile er i fare for ekstrem vold. Ofte tilsidesættes de daglige grusomheder af den art, som vi ser i Libyen i dag: civile, der risikerer at sulte, dø på grund af sygdomme, der kan behandles, og at blive dræbt af hensynsløse politikker. Dette er ikke kun en grusomhed i sig selv. Som vores forskning viser, skaber det også et ideelt levested for massegrændselsforbrydelser, herunder folkedrab og etnisk udrensning. I stedet for at opfordre til militær handling, når der sker grusomhedsforbrydelser, bør vores fokus flyttes til at tage fat på de uretfærdigheder, der er med til at skabe dem.

Også glemt er den rolle, som det internationale samfund spiller i forbindelse med at skabe konflikter ved at opildne til splittelse og sælge våben. Frankrig forsynede Rwanda med våben, der blev brugt til at begå folkedrab i 1994. Påstande om, at Frankrig også leverede militær træning til gerningsmændene, er ved at blive undersøgt af en fransk ekspertkommission. Våben fra USA og Det Forenede Kongerige anvendes mod civile yemenitiske borgere. Desuden har medlemmer af det internationale samfund støttet forskellige sider i den syriske borgerkrig.

Andre muligheder

Hændelserne i Libyen viser, hvad der kan ske, når internationale aktører hævder at gøre gode ting ved hjælp af militær indsats. For at forhindre fremtidige grusomheder må det internationale samfund erkende det absurde i at smide bomber for at beskytte mennesker og samtidig tilbageholde migranter midt i krigszoner, handle med våben og forhindre redningsmissioner.

Militær intervention beskytter ikke civile. Vi bør opfordre det internationale samfund til at ændre deres ubarmhjertige politikker, som dræber hver dag. Vi bør kræve, at de holder op med at give næring til grusomhedsforbrydelser. Og vi bør støtte ikke-voldelige former for beskyttelse såsom ubevæbnet civil fredsbevarelse, som har vist sig at være effektive i Colombia, Sydsudan, Kosovo og Sri Lanka.

At støtte militær intervention giver yderligere tilladelse til militarismen hos dem, der allerede puster til grusomhedernes flammer. Det vil kun resultere i mere af den vold, som vi ser i Libyen i dag.