The Lowdown: Lil Wayne har trodset døden hele sit liv. Som 12-årig skød han sig selv i brystet i et mislykket selvmordsforsøg. Som han rapper på Tha Carter V-tracket “Let It All Work Out”, “Gud kom til min side, og vi talte om det/ Han solgte mig et andet liv, og han gjorde en profet.” Tre år senere sluttede han sig til Ca$h Money’s Hot Boys og eksploderede på den fremadstormende rapscene i New Orleans. Igen skulle døden komme til at håne Wayne, der led flere gange under anfaldsbetingede hospitalsindlæggelser i løbet af sin karriere som følge af sin epilepsi. På trods af hans helbredskampe trives Wayne.
(Køb: Billetter til kommende Lil Wayne-shows)
Hans modstandsdygtige karriere, ligesom hans helbred, nægter at give op. Nu udgiver han sit 13. studiealbum (glem ikke hans 26 mixtapes), og Wayne slutter sig til en håndfuld rappere, der kan prale af relevant og meningsfuld musik på tværs af fire årtier. Hans 2020-album, Funeral, er ikke et signal om nederlag eller afslutningen på Weezys karriere. I stedet er det et vidnesbyrd om hans fortsatte oprør mod døden. Tha block er stadig hot. Tha Carter trækker stadig vejret. Og selv om Funeral til tider er lidt af en blandet pose, er Weezys dedikation til sit håndværk tydelig som altid.
Det gode: Albummets filmiske optakt er en smule bedragerisk med sine elegiske klaverarpeggioer og dækkende strygere. Sæt dig ned og lyt til historien om mit liv, synes åbningen at sige, mens Wayne crescendos, flips flows og synger med en råhed, der ikke er filtreret af sirupsagtig Auto-Tune. “Funeral” er åbningsnummeret til et Oscar-værdigt indie-drama, men det, der følger, er en actionfyldt sommerblockbuster med lige dele Fast & Furious og NBA Finals.
På det følgende nummer, “Mahogany”, forbinder Wayne sig med sin mangeårige samarbejdspartner Mannie Fresh og minder os om, at Weezy ikke har brug for et hook for at trække os ind. Han skriver endeløse barer og behersker alle facetter af sin levering. Hans semi-slurry tekstur gør det muligt for Wayne at manipulere stavelser som ingen anden (“I’m a Libra, I weigh it out/ Hope the reaper don’t take me out/ I’m too eager to wait it out/ Stuck the heater in Satan’s mouth”). Hans flow er nok til at bære sangens fornemmelse for rytme, men han lyder alligevel så behageligt nusset ind i Mannies sjælfulde beat.
Wayne og Mannie forbinder sig igen på “Piano Trap”, en sang, der får dig til at ønske, at de to ville samarbejde på en hel plade igen. Når beatet skifter, og Wayne ikke går glip af et beat, er kemien fra 23 år sammen helt åbenlys. Faktisk er nogle af Waynes bedste øjeblikke på Funeral, når han læner sig op ad sine rødder fra sydstaterne: den skruede outro til “Mahogany”; den smittende New Orleans-bounce på “Clap for Em”; selv Waynes flirt med horrorcore på “Bastard (Satan’s Kid)” og “Get Outta My Head”.
Den sidstnævnte, der byder på den afdøde XXXTentacion, fremhæver Waynes vilje til at udvikle sig. I modsætning til Eminem, der også gik ind i sit fjerde årti for få uger siden, hilser Lil Wayne forandringer velkommen og lader de unge kunstnere, som han har inspireret, til gengæld inspirere ham. Han skriger sammen med X om de torturerede stemmer, der begår brandstiftelse i hans hoved. Igen på “Dreams” tager han inspiration fra Juice WRLD-generationen, når han manisk skriger om mareridt, der æder sig ind på hans sind. At lære af sine elever er ikke nogen nem opgave. På Funeral beviser Wayne dog, at det bærer frugt.
Det dårlige: Mens Wayne beviser sin fortsatte relevans på Funeral, er den 24 numre lange trackliste bestemt oppustet. Wayne er ikke en fremmed for lange album. Faktisk er Funeral et minut kortere end Tha Carter III. Men de sange, der kan springes over, og som bidrager til denne 76 minutter lange spilletid, kræver meget mere tålmodighed.
Det er fantastisk at lytte til Weezys non-stop barer. Men Funeral ville have nydt godt af et hook, der var “A Milli” eller “Lollipop” eller “6 Foot 7 Foot” værdig i ny og næ. De få gange, Wayne forsøger sig med en pop-crossover her, føles helt malplacerede. Adam Levines “I don’t trust nobody”-refrain er følelsesløst, og “If I die before I wake”-bønnen i broen er helt apatisk. Lige så malplaceret er The-Dreams indslag på “Sights and Silencers”, hvor romantisk pillowtalk og et fløjlsblødt Mike WiLL Made-It-beat skaber et hårdt omdrejningspunkt mellem den hedonistiske trap i “I Don’t Sleep” og den håbefulde banger “Ball Hard”.
Funeral mangler det fokus, som den forspejlede i sin ouverture. At arbejde med 37 forskellige producere på tværs af 24 sange vil have den effekt. Mens nogle samarbejdspartnere brillerer (f.eks. Mannie Fresh eller R!O & Kamo), falder alt for mange beats fladt (f.eks. de ineffektive trommer i “Stop Playin with Me” eller kakofonien i “Wayne’s World”). Alligevel finder Wayne måder at brillere på trods af sine ujævne instrumentaler.
Dommen: Funeral spiller mindre som et album og mere som et mixtape. For sin debut i det nye årti tager Wayne en “smid alt på væggen og se, hvad der hænger fast”-tilgang, som kun rammer målet omkring halvdelen af tiden. Wayne er bedst, når han dykker ned i et beat og viser sin tekniske kunnen. Han har stadig endeløse punchlines til at understrege sit ubesværede flow. Han har stadig en klar vision og en bevidsthed om sin plads i hiphopspillet. Wayne er dog ikke nogen stor redaktør, og derfor kan det blive udmattende at lytte til Funeral efter ca. halvvejs igennem. Mens lytterne måske er udmattede, er Wayne dog langt fra det. Funeral er ikke et slutpunkt eller en periode i slutningen af en succesfuld karriere. Det er en ellipse, en tanke, der skal fortsættes næste gang Weezy gæster studiet.
Essential Tracks: “Funeral”, “Mahogany” og “Piano Trap”