1.2.2.2.6 Flavonoid
Seks vigtige flavonoider, herunder sophoricosid, genistin, genistein, rutin, quercetin og kaempferol, i Styphnolobium japonicum (Leguminosae) blev samtidig bestemt ved LC-ESI-MS/MS (Chang et al.., 2013). Den kvantitative forskel i indholdet af seks aktive forbindelser var nyttig til kemotaksonomi af mange prøver fra forskellige kilder og til standardisering og differentiering af mange lignende prøver. Tolv flavonoidforbindelser blev anvendt til at differentiere 34 prøver af havtornbær (Chen et al., 2007). Ingen tydelig forskel mellem Hippophae rhamnoides ssp. sinensis (Elaeagnaceae) og H. rhamnoindes ssp. yunnanensis tydede på, at de to underarter kunne have et meget nært forhold med hensyn til kemotaksonomi. Flavonoidglykosider blev brugt til at autentificere Unani urtemedicinsk kamille (Matricaria chamomilla) fra dens forfalskede stoffer, dvs. Anthemis nobilis, Matricaria aurea og Inula vestita (Ahmad et al,
Farmakologisk aktive isoflavonaglykoner genistein, daidzein, formonononetin og biochanin A blev anvendt til at klassificere 13 Trifolium-arter (kløver; Leguminosae), der er hjemmehørende i Polen (Zgórka, 2009). Naphthodianthroner (f.eks. hypericin og pseudohypericin), flavonolglykosider (f.eks. isoquercitrin og hyperosid), biflavonoider (f.eks. amentoflavon), phloroglucinolderivater (f.eks. hyperforin og adhyperforin) og xantoner kan tjene som kemotaksonomiske markører på forskellige taksonomiske niveauer (f.eks, familie til art) (Crockett og Robson, 2011), hvilket indikerer, at bestemte biosyntetiske veje er blevet bevaret inden for et taxon eller alternativt er opstået to eller flere gange inden for et taxon gennem evolutionær konvergens. Flavonoider er nyttige kemotaksonomiske markører for slægten Iris (Iridaceae; Wang et al., 2010).
7-methoxylerede flavonoider er et kemotaksonomisk træk, der ofte findes i familien Anacardiaceae (Feuereisen et al., 2014).
Hippophae rhamnoides (Hippophae rhamnoides) er rig på mange bioaktive forbindelser (f.eks. vitaminer, phenoler og carotenoider), der er vigtige for menneskers sundhed og ernæring. Blandt phenolerne indeholder bær og blade en bred vifte af flavonoler, som er biomarkører af god kvalitet og ægthed. Seks sorter af dyrkede havtorn (Hippophae rhamnoides ssp. carpatica) bær og blade blev analyseret ved hjælp af UHPLC-PDA-ESI-MS (Pop et al., 2013). Bær og blade indeholdt hovedsageligt isorhamnetin (I)-glykosider i forskellige forhold. Mens I-3-neohesperidosid, I-3-glucosid, I-3-rhamnosylglucosid, I-3-sophorosid-7-rhamnosid og fri isorhamnetin var fremherskende for bær (ud af 17 identificerede forbindelser), I-3-rhamnosylglucosid, I-3-neohesperidosid, I-3-glucosid, quercetin-3-pentosid, kaempferol-3-rutinosid og quercetin-3-glucosid var fremherskende i blade (ud af 19 identificerede forbindelser). Bær indeholdt i gennemsnit 917 mg/100 g DW flavonolglycosider. Bladene havde et højere indhold af flavonolglykosider end bærrene, i gennemsnit 1118 mg/100 g DW. Variationen i det kvantitative datasæt, der blev analyseret ved hjælp af PCA, tegnede sig for 91 % af den samlede varians for bær og 73 % for blade, hvilket viser en god diskrimination mellem prøverne. Flavonolderivaterne kan være biomarkører til at skelne mellem sorter og til specifikt at genkende bær- kontra bladsammensætningen.
Dasymaschalon og Desmos er to uafhængige slægter i familien Annonaceae, hvilket understøttes af grov morfologi, bladanatomi og molekylær fylogeni. Disse slægter indeholder formyl-substituerede flavonoider med substitueret A-ring og usubstitueret B-ring, som kunne være kemotaksonomiske markører (Zhou et al, 2012).
Flavonoid glykokonjugater fra rødder og blade af otte nordamerikanske lupinarter (Lupinus elegans, L. exaltatus, L. hintonii, L. mexicanus, L. montanus, L. rotundiflorus, L. stipulatus, og Lupinus sp.), tre middelhavsarter (L. albus, L. angustifolius og L. luteus) og en art fra Sydamerika, der er blevet domesticeret i Europa (L. mutabilis), blev analyseret ved hjælp af to LC-MS-systemer (Wojakowska et al.., 2013). Som et resultat af LC-MS-profileringen ved hjælp af CID/MSn-eksperimenterne blev strukturer af 175 flavonoidglykokonjugater fundet i 12 lupinarter identificeret på tre konfidensniveauer i henhold til Metabolomics Standards Initiative, hovedsageligt på niveau 2 og 3. Blandt de flavonoidderivater, der blev genkendt i planteekstrakterne, var isomere eller isobariske forbindelser, der adskiller sig fra hinanden ved graden af hydroxylering af aglykonerne og tilstedeværelsen af glykosid-, acyl- eller alkylgrupper i molekylerne. Den elementære sammensætning af glykokonjugatmolekylerne blev fastlagt ud fra de nøjagtige m/z-værdier af de protonerede/deprotonerede molekyler (+/-), der blev målt med en nøjagtighed bedre end 5 ppm. Der blev opnået oplysninger om aglyconernes strukturer, typen af sukkerstykker (hexose, deoxyhexose eller pentose) og, i nogle tilfælde, deres placering på aglyconerne samt acylsubstituenterne i flavonoide glykokonjugater. Oplysninger fra flavonoidkonjugatprofileringen blev anvendt til kemotaksonomisk sammenligning af de undersøgte lupinarter. Der blev opnået en klar skelnen mellem middelhavs- og nordamerikanske lupiner.
Det er nødvendigt at etablere HPLC-fingeraftryk af flavonoider fra seks hyppigt anvendte kinesiske materia medica til regulering af Qi flow, herunder Citri grandis (Mao Ju Hong), C. grands (Guang Ju Hong), Citri Reticulatae Pericarpium (Chen Pi), Citri Reticulatae Pericarpium Viride (Qing Pi), Aurantii Fructus (Zhi Ke), og Aurantii Fructus Immaturus (Zhi Shi) fra Citrus (Chen og Lin, 2011). HPLC blev udført på en C18-kolonne med methanol-vand (med eddikesyre). De seks plantedrugsstoffer blev opdelt i naringintype og hesperidintype. C. grandis og C. grands havde femten fælles toppe; Citri Reticulatae Pericarpium, Citri Reticulatae Pericarpium Viride, Citri Reticulatae Pericarpium Viride, Aurantii Fructus og Aurantii Fructus Immaturus havde ti fælles toppe. Alle urter havde fem fælles toppe. Den holistiske lighed mellem kromatogrammerne for C. grandis og C. grands lå i intervallet 0,928-0,996. For Citri Reticulatae Pericarpium, Citri Reticulatae Pericarpium Viride og Aurantii Fructus Immaturus var den i intervallet 0,922-0,997. Men ligheden mellem Aurantii Fructus og den gensidige model var kun 0,454-0,773. De etablerede fingeraftryk af flavonoider kan bruges til at sammenligne forskellene intuitivt. Peakhøjden og peakarealerne af karakteristiske peaks er forskellige, men om det hænger sammen med de seks medicinske materialers forskellige funktion til regulering af Qi flowet afventer yderligere undersøgelse.
129 bladprøver fra 35 arter og en sort af den kinesiske Epimedium (Berberidaceae), hvoraf de fleste blev placeret under subgen. Epimedium og sect. Diphyllon, blev analyseret ved hjælp af HPLC-metoden (Guo et al., 2008a). HPLC-profilerne af alle prøver for icariin og lignende forbindelser blev opnået, sorteret og analyseret. I henhold til den anden topgruppe (“ABCI”-topgruppe) karakterer blev kromatogrammerne opdelt i fire hovedtyper og ni undertyper. Ved korrelationsanalyse med blomstermorfologi blev II-3 foreslået at være den mest primitive type; II-1, IV og I-3 var primitive og nært beslægtede med II-3; I-1 var basistypen; og I-2, I-4, III og II-2 var afledte typer. HPLC-kromatogramtypeinddelingen svarer til W. T. Stearns klassifikation af sek. Diphyllon med fire serier i 2002.