Jeg er i et vidunderligt langvarigt forhold med en slangeplante.

I de sidste fire år har jeg på en eller anden måde formået at holde Planty i live.

Hans overlevelse er betydningsfuld, da jeg før ham ikke troede, at jeg kunne opretholde livet for noget uden for mig selv.

Slangeplanter er gode startplanter

Jeg husker stadig min ærefrygt, da Planty ankom til min gamle arbejdsplads, en fødselsdagsgave fra min mor, specielt udvalgt, fordi den kunne tåle svagt lys og relativ vanrøgt.

Så tænkte jeg alligevel: var jeg virkelig klar til denne form for ansvar?

Af åbenbart ja. Planty har på en eller anden måde klaret sig godt under min sporadiske pleje, har af og til fået nye blade og er endda vokset ud af sin oprindelige potte for et par år siden.

Min plantefamilie er vokset, men Planty er stadig patriarken

Jeg blev modig nok til at tro, at jeg også kunne tage mig af andre planter.

De har desværre ikke alle overlevet, men min track record er ved at blive bedre.

(Jeg har holdt Lilah i live i næsten et år nu, og senest har jeg taget udfordringen op med ikke at dræbe Shammy.)

De nyere planter kræver mere vedligeholdelse og opmærksomhed – f.eks, de visner straks, hvis de bliver for tørstige – men Planty er stadig den store i mit hjem og holder stoisk stand i stuen.

Han får vand langt sjældnere end sine søskende, der bor i køkkenet, det er sandt.

Faktisk er Planty så fast inventar i mit daglige sceneri, at jeg nogle gange tager ham for givet.

Og så overraskede han mig.

Pludselig spirede Planty en ukendt stilk

Kender du det, hvis man ikke ser nogen i et stykke tid, og man så mødes, og det straks er tydeligt, at der er noget anderledes ved dem? Som at deres hår er blevet meget langt, eller at de har tabt eller taget på i vægt, og hvis du havde set dem hver dag, ville du måske ikke have bemærket det?

Det var lidt det, der skete søndag aften, da jeg kom hjem og straks så, at Planty havde forandret sig.

Jeg kan ikke engang sige præcist, hvornår det skete. Jeg ved bare, at en dag så jeg den ikke, og næste gang jeg kiggede efter, var den der:

En sart, men robust stilk, der så ud til at dryppe af dug (selv om jeg selvfølgelig rørte ved den, og det er faktisk en slags klæbrig plantevæske, som jeg nok ikke skulle have blandet mig i, ups).

Og selv om jeg ikke ved med sikkerhed, hvad der vil ske, har jeg en fornemmelse af, at vi er på vej til at se blomster.

Hvis en slangeplante pludselig kan blomstre, hvilke andre uventede vækster kan så velsigne min vej?

Jeg havde ingen anelse om, at slangeplanter overhovedet kunne have blomster. Og lidt research på nettet bekræftede, at et sådant fænomen faktisk er sjældent.

Og ved du, hvad der får det til at ske?

Stress.

“Sansevieria-planter er ligesom mange stueplanter, idet de trives med lidt forsømmelse. En tungeplante fra svigermor vil producere en blomsterstilk, når den er mildt og konstant stresset.”

Er det ikke det mest trøstende budskab i hele verden?

Stress kan HJÆLPE. Stress kan producere BLOMSTER.

Ja, ja, ja, tak.

Jeg er begejstret for muligheden og potentialet i Planty’s uventede vækst.

Jeg er lettet over, at min milde forsømmelse måske har hjulpet snarere end skadet.

Og jeg er især opmuntret over parallellerne til mit eget liv:

Jeg har følt en masse frygt på det seneste, og selv om jeg bliver ved med at forsøge at vælge kærligheden, bliver frygten ved med at dukke op.

Man kan sige, at frygten har været mildt og kontinuerligt stressende for mig.

Og det er okay.

Jeg er opmærksom. Jeg viser mig.

Lige Planty holder fast i mit standpunkt – og jeg er klar til at vokse. Måske endda til at blomstre.

Kærlighed > frygt,