Sent om natten lyder det, som om nogen er ved at blive myrdet. Lyden bæres i mørket, høj og klar, men hjemsøgende og foruroligende. Det er muntjac-hjortens kald, som undertiden er kendt som den gøende hjort. Gøen er enten et kald for at identificere deres placering, en udfordring til ubudne gæster eller som et advarselssignal. Uanset hvad, så laver disse ensomme og hemmelighedsfulde pattedyr en masse larm, når de vil.

Den engelske bestand er Reeves muntjac, (Muntiacus reevesi) eller kinesisk muntjac er alle efterkommere af de flygtede fra 1925 fra Woburn Abbey.

De er hjemmehørende i Sydasien, og det tropiske klima i denne del af verden betyder, at de har udviklet sig til at yngle hele året. Der er ingen brunsttid for disse føjelige og frygtsomme hjorte. Deres evne til at yngle hele året har imidlertid medført en produktiv vækst i deres bestand. Disse små hjorte adskiller sig også fra de indfødte hjorte i Det Forenede Kongerige, da de ikke ødelægger afgrøder eller skovområder.

Mens vi ventede på fiskeørnene i Rutland, vandrede bukken forbi skjulet og holdt sig tæt på hegnslinjen, inden den forsvandt. Han var lille – omtrent på størrelse med en hund med et lille gevir og en tydelig “v”-form i ansigtet. Han havde også små stødtænder, der var knap nok synlige, men de var der! Han blev fulgt ca. en time senere af hinden, som var mere sky og forsigtigt gled ind i skyggerne næsten lige så hurtigt, som hun var dukket op. Disse er solitære pattedyr, der er ikke store flokke, der vandrer rundt i landskabet, så det er ikke altid let at se dem.