Det kan være voldsomt at forsøge at leve op til sine forældres eksempel. Forestil dig nu, at din far er en verdensberømt popstjerne.
Det er livet for den spirende country/Americana-musiker Natalie Noone, hvis far er ingen ringere end den legendariske Herman’s Hermits-frontmand Peter Noone. Men det afskrækkede ikke Natalie fra at følge i sin fars fodspor og gå ind i musikbranchen, om end med et andet mærke af musik.
Hun vil bringe dette mærke – sammen med sit band, The Maybes – til Milwaukee til en række koncerter, der starter onsdag aften med et to timers solo-sæt på The Bay i Whitefish Bay. Hun og The Maybes vil derefter åbne for – du gættede det – Herman’s Hermits ved deres to shows på Potawatomi’s Northern Lights Theater, før de afslutter ugen med en koncert på Route 20 Outhouse i Racine.
“Jeg rammer alle baser,” sagde Noone. “Det er som om, at hele min karriere kan sammenfattes i denne fire-dages oplevelse. Vi dækker alle typer af spillesteder, bortset fra stadion, men det tager måske lidt tid.”
OnMilwaukee fik fat i Noone før hendes mini-Milwaukee-turné for at tale om at vokse op med en berømt far samt om hendes egne musikalske inspirationer og ambitioner.
OnMilwaukee.com: Hvornår kom du ind i musikken? Jeg går ud fra, at du levede i et ret musikalsk hjem, når man tænker på dine rødder?
Natalie Noone: (griner) Ja, det var tilfældet. Åh gud, jeg ved det ikke. Jeg voksede op bag scenen, og der blev altid spillet musik i mit hjem. Mine forældre plejede at spille musik for mig gennem min mors mave. Jeg fik en klassisk musikundervisning i livmoderen, hvilket er meget mærkeligt. (griner)
Jeg voksede op backstage, og min far spillede en masse musik i huset. Jeg må have set nogen spille violin et eller andet sted, for jeg bad om at spille violin, da jeg var fire år gammel, så det spillede jeg i omkring ti år. Jeg blev træt af den klassiske musik, så min far begyndte at introducere mig til 50’ernes og 60’ernes musik og viste mig, hvordan man spiller “For No One” på klaveret, fordi han fortalte mig, at det var “For Noone”. Så sådan blev min kærlighed til akkorder og mere popsangskrivning født. Til sidst tog jeg en guitar, og denne slags countrymusik faldt ud af mig. (griner)
OMC: Hvordan var det at vokse op som Peter Noones datter?
NN: Jeg vidste ikke rigtig, at det var anderledes. Det er det klassiske svar; jeg ville ønske, jeg havde et mere interessant svar. Men jeg vidste ikke rigtig, hvad der var på færde. Jeg vidste ikke, at det var anderledes. Jeg var enebarn, så mine forældre tog mig med overalt, så jeg blev på en måde behandlet som en voksen. Jeg vidste, at min far var noget særligt, men tror alle små piger ikke, at deres far er himmelsk? (griner) Jeg idoliserede ham ligesom fansene gjorde, men det virkede ikke så usædvanligt for mig.
Folk vil spørge mig, om jeg kæmper med at åbne for min far, er det mærkeligt, og jeg siger, først og fremmest, eksponeringen er utrolig og muligheden. Men jeg har også så meget til fælles med min fars fans. Jeg mener, jeg er vokset op med hans musik; min første koncert var en Herman’s Hermits-koncert. Jeg elsker også alle de sange. Det er nostalgisk for mig. Det er også min barndom. Det er sådan, det var at vokse op med ham.
OMC:
NNN: Jeg tror ikke, at jeg er alt for bekymret over det, fordi Carole King ikke har givet mig nogen af sangene, jeg skal lave for hende. Når hun ringer til mig og giver mig en sang som “I’m Into Something Good”, så vil jeg begynde at bekymre mig. (griner) Jeg er så heldig at have fået den opvækst, jeg har fået med min far og alt det, jeg har lært af ham. Jeg mener, han er en kriger på landevejen. Alle de spørgsmål, jeg har om vejen, er lige der, hvis jeg har brug for dem. Vi er så forskellige; jeg mener, jeg er en lille pige, der synger, og han er et britisk ikon. Så jeg har fået noget af en uddannelse.
En hvilken som helst sammenligning mellem mig og min far vil forhåbentlig være en positiv sammenligning. Han arbejder hårdere end nogen anden, jeg nogensinde har set. Så hvis nogen siger til mig, at jeg ligner min far, vil jeg tage det som en kompliment, selv om det ikke er det. “Tak skal du have, tror du også, at jeg kunne sælge millioner af plader? Mange tak!”
OMC: Du flyttede til sidst fra Californien ud til Nashville. Hvad var det, du virkelig ønskede at få uddybet og tage med dig fra at være i det klima i Nashville?
NNN: Jeg vågnede ligesom op en dag og sagde: “Jeg flytter til Nashville” og fik det til at ske. Som en del af min musikalske uddannelse kom jeg selvfølgelig i kontakt med Everly Brothers, Roy Orbison, Dolly Parton – alle disse mennesker, som kom gennem Nashville og indspillede her. Jeg faldt bare for det og romantikken og enkelheden i forhold til så komplekse ting som romantik.
Det er et mekka for sangskrivere, hvad mig angår, for den slags musik, jeg blev inspireret af. Den påskønnelse og det musikalske talent, der sker i Nashville, er ulig alle andre steder. Jeg er en virkelig følsom type, og jeg havde brug for at tage et sted hen, der kunne hjælpe mig med at komme i kontakt med min sjæl på et sikkert sted. New York var for skræmmende for mig; jeg voksede op i Los Angeles, og jeg vidste, at jeg ikke ønskede at bo på disse steder. Nashville var så åbenlys en beslutning for mig baseret på det, der kom ud af mig i min sangskrivning. Alle de store Nashville-folk, jeg ville vide, hvordan man kan være så genial og så enkel på samme tid.
OMC: Hvem er nogle flere af dine inspirationskilder til din musik?
NN: Jeg elsker Nick Lowe, men det kan man ikke høre i noget af min musik. Det kan man vel, hvis man er meget bekendt med Nick Lowe; man vil kunne høre ligheder, fordi jeg bare elsker ham. Jeg voksede op med Elvis og Everly Brothers, og da jeg så gik min egen vej, fandt jeg Townes Van Zandt og Guy Clark. Dolly Parton er en af de største forfattere nogensinde; jeg elsker hende bare. Jeg tror, at jeg har en slags old school-sensibilitet. Man kan ikke bebrejde mig, når man tænker på, hvem min far er.
OMC: Jeg vil ikke sige, at den er overmættet, men det er et overfyldt felt at komme ind på. Bekymrer det dig nogensinde, og hvad håber du at kunne gøre eller bidrage med til genren?
NNN: Man plejede altid at høre denne sætning: “Vær på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”. Jeg synes, det er helt forkert. Jeg synes, det er: “Vær overalt hele tiden”. Det er min forretningsmodel. Jeg vil ikke bare holde op. Hvis jeg ender med at blive 60 år gammel og spille på en bar i Nashville, så er det helt fint med mig. Jeg mener, jeg håber ikke, at det sker, men jeg vil stadig gøre det. Lige siden jeg var barn, har der ikke rigtig været andre muligheder for mig. Jeg er ikke god til noget som helst. Jeg kan bestemt ikke regne, og jeg var en elendig servitrice. Så det bliver musik.
OMC: Er det nervepirrende at komme fra Nashville og bringe din musik ud på et andet marked?
NNNN: Jeg er lige kommet i gang, så det er skræmmende. Man står bare nøgen derude og siger: “Det er det her, jeg laver; jeg håber, I kan lide det”. Det er en sårbar position at være i, fordi du er ligesom, “Vær sød at kunne lide mig.” Og det gør ondt, når de ikke gør, men man må sige til sig selv, at det er derfor, der er en menu i restauranten. Det er ikke alle, der vil kunne lide det, jeg laver, og det er okay, men hvis jeg kan finde et par mennesker, der kan lide det, er det nok til at holde mig i gang et par uger endnu.
OMC: Hvad er det næste for dig og Maybes?
NN: Vi skal indspille i februar forhåbentlig eller måske i marts. Det er helt sikkert produkttid. Hit the road så godt vi kan, men vi har brug for noget at sælge, mens vi er derude. Det er helt sikkert albumtid. Eller endnu en EP. Jeg lytter til vinyl og album, men det er virkelig skræmmende at tage otte sange op i studiet. Jeg synes, at hvis der er tre, som jeg kan lide, og jeg udgiver dem som singler, så er det fint nok. Det er bare et spørgsmål om at få ting ud allerede nu.
Det er på tide. Jeg er en senfølger. Det har jeg altid været. Jeg trak alle mine mælketænder ud, da jeg gik i femte klasse og blødte overalt, fordi jeg var træt af at være bagud. Det er sådan set historien om mit liv. Heldigvis har jeg ikke gjort det med min musik, og jeg har bare ladet det ske og udvikle mig. Jeg kunne have presset på, og jeg kunne have presset ting ud og ladet min far hjælpe mig, da jeg var 15 år, med at udgive en popplade og bare forsvinde og være pinligt berørt. Det kunne nemt være sket for mig, men heldigvis er det ikke sket. Forhåbentlig bliver jeg en af de kendte børn, der får en god karriere.