Da Neil Armstrong og Buzz Aldrin vendte tilbage fra månen, indeholdt deres last næsten 50 pund sten og jord, som var pakket i en aluminiumskasse med forseglinger, der var designet til at opretholde det lave tryk på månens overflade. Men tilbage på Johnson Space Center i Houston opdagede forskerne, at forseglingerne var blevet ødelagt af månestøv.
Månestøv er fint, som et pulver, men det skærer som glas. Det dannes, når meteoroider styrter ned på månens overflade og opvarmer og pulveriserer sten og snavs, som indeholder silica og metaller som f.eks. jern. Da der ikke er vind eller vand til at glatte ru kanter, er de små korn skarpe og takkede og klæber til næsten alt.
“Månestøvets invasive karakter udgør et mere udfordrende teknisk designproblem og et sundhedsproblem for bosættere end stråling,” skrev Harrison (Jack) Schmitt, en Apollo 17-astronaut, i sin bog fra 2006, “Return to the Moon” (Tilbage til Månen). Støvet besudlede rumdragter og åd lag af månestøvler væk. I løbet af de seks Apollo-missioner var der ikke en eneste stenboks, der bevarede sin vakuumforsegling. Støvet fulgte også astronauterne tilbage til deres rumskibe. Ifølge Schmitt lugtede det som krudt og gjorde det svært at trække vejret. Ingen ved præcist, hvad de mikroskopiske partikler gør ved menneskers lunger.
Støvet dækker ikke kun Månens overflade, men svæver også op til 60 miles over den – som en del af dens eksosfære, hvor partiklerne er bundet til Månen af tyngdekraften, men er så sparsomme, at de sjældent støder sammen. I 1960’erne filmede Surveyor-sonderne en glødende sky, der svævede lige over månens overflade under solopgang. Senere registrerede Apollo 17-astronaut Gene Cernan, mens han var i kredsløb om månen, et lignende fænomen ved den skarpe linje, hvor månens dag og nat mødes, den såkaldte terminator. Cernan skitserede en række billeder, der illustrerede det skiftende støvlandskab; strømme af partikler sprang op fra jorden og svævede, og den resulterende sky kom i skarpere fokus, efterhånden som astronauternes orbiter nærmede sig dagslyset. Da der ikke er nogen vind til at danne og opretholde skyerne, er deres oprindelse noget af et mysterium. Det formodes, at de er lavet af støv, men ingen forstår helt, hvordan eller hvorfor de gør deres ting.
Det er muligt, at der dannes et elektrisk felt ved terminatorlinjen – hvor sollys og skygge mødes – som kan slå støvpartikler op i luften. Mihály Horányi, der er fysiker ved University of Colorado i Boulder, har vist, at månestøv faktisk kan reagere på sådanne elektriske felter. Men han har mistanke om, at mekanismen ikke er stærk nok til at skabe og opretholde de mystiske, glødende skyer.
Data fra en ny mission skulle hjælpe forskerne med at finde en bedre forklaring. Selv om det er årtier siden, at amerikanske astronauter og rovere har udforsket månen, er månestøvet igen af interesse, idet internationale og kommercielle rumprogrammer har annonceret en række potentielle robotter og menneskelige måneskud. I september opsendte NASA en lille sonde, Lunar Atmosphere and Dust Environment Explorer, eller LADEE, for i de næste par måneder at analysere det støv og de molekyler, der omgiver Jordens eneste naturlige satellit.
Sonden er på størrelse med en lille bil og er indkapslet i solpaneler. På toppen af dens næse er der tre kasseformede instrumenter: en støvmåler, der delvis er designet af Horányi, og to kemiske detektorer til at identificere molekyler som helium og natrium. Ud fra siden stikker Lunar Laser Communication Demonstration, som sender data, f.eks. antallet af store og små partikler og deres placering, tilbage til Jorden med en laserstråle; den slog for nylig rekorden for den hurtigste kommunikation mellem NASA og Månen, idet den overførte data næsten 240.000 km med en hastighed på 622 megabit i sekundet, hvilket svarer til ca. 71 gange hastigheden for den gennemsnitlige bredbåndsforbindelse i USA.
Missionen til to hundrede og firs millioner dollars er velvalgt, fordi LADEE’s detektorer vil få et relativt ubesmittet billede af støvtætheden og månens kemiske profil forud for den forventede trafik: Kina, Indien, Japan og Rusland har annonceret planer om at opsende månesonder og rovere i de kommende år. Googles Lunar X-pris udfordrer ingeniører til at bygge et ubemandet fartøj med kameraer, der kan lande på månen og sende “mooncasts” tilbage til Jorden inden 2015. Golden Spike Company, en anden nyopstartet rumfartsvirksomhed, har ambitioner om bemandede missioner i løbet af det næste årti.
Når LADEE’s mission er slut om nogle få måneder, vil sonden slutte sig til den spærreild af 15 tons kosmisk materiale, der hver dag falder ned på månen og skaber sin egen sky af månestøv, lige som den sender de sidste data tilbage til Jorden.
Kate Greene er forfatter og har for nylig været medlem af besætningen på en fire måneder lang simuleret Mars-mission kaldet HI-SEAS. Hun bor i San Francisco.
Fotografi af SSPL/Getty.