Naiviteten optræder som en kulturel type i to hovedformer. På den ene side er der “den satiriske naivist, såsom Candide”. Northrop Frye foreslog, at vi kunne kalde den “ingénu-formen, efter Voltaires dialog af samme navn. “Her er der tale om en outsider … som ikke indrømmer nogen af de forudsætninger, der får samfundets absurditeter til at se logiske ud for dem, der er vant til dem”, og som i det væsentlige tjener som en prisme til at bære det satiriske budskab. Baudrillard søgte med udgangspunkt i sine situationistiske rødder at positionere sig selv som ingénu i hverdagen: “Jeg spiller rollen som en bonde fra Donau: en, der ikke ved noget, men som har mistanke om, at der er noget galt … Jeg kan godt lide at være i den primitives position… at spille naiv”.

På den anden side er der den kunstneriske “naivist – helt lydhør og tilsyneladende tilgængelig”. Her “tilbyder naivisten sig selv som værende under dannelsesproces, på jagt efter værdier og modeller … altid på vej til at antage et traditionelt “modent” temperament” – i et evigt ungdoms-moratorium. Sådanne eksempler på “naivisten som et kulturelt billede… tilbød sig selv som værende i bund og grund lydhør over for andre og åben for enhver invitation… etablerede deres identitet i ubestemthed”.

I løbet af 1960’erne “vendte naivisterne sig mod mysticisme og østlige religioner”, hvilket gav næring til hippiebølgen. “Hippiekulturen, bastard af beatgenerationen ud af pop, var meget lig en folkekultur – mundtlig, naiv, fælles, dens aforismer (“Make love, not war”, “turn on, tune in, drop out”) intuitiv, ikke rationaliseret.”.