I disse dage er ordet “devolvere” blevet ret populært i medierne. Med få dages mellemrum støder jeg på ordet i en nyhedsrapport eller i en trykt artikel. Forfatterne bruger ordet til at betyde tilbagegang, nedbrydning, nedadgående, degenerere, forfald eller tilbagegang. Eksemplerne omfatter:
– “Lad ikke en jobsamtale udvikle sig til en debat.”
– “Høringerne i Benghazi-udvalget har udviklet sig til politisk teater.”
– “Dele af Baltimore udviklede sig snart til kaos.”
– “Vi spekulerer på, om showet vil udvikle sig til et afsnit af Celebrity Wife Swap.”
Dette er primært et amerikansk fænomen. I Storbritannien henviser ordet “devolve” til en proces med decentralisering af regeringsbeføjelser. Der er en løbende diskussion i dette land om, hvilke aspekter af den nationale regeringsmyndighed der bør overføres (“dekoncentreres”) til regionale parlamenter eller lokale råd. Dette er naturligvis en helt anden betydning af ordet end den, der ses i de ovenstående eksempler. Mens den britiske brug af ordet kan virke en smule mærkelig (især for amerikanere), er det den amerikanske brug af ordet, der får mig til at krybe sammen.
Brugen af “devolve” i stedet for “degenerere” er en ret ny tendens. Hvis jeg kigger i en ordbog fra 40 eller 50 år siden, er der ingen omtale af denne brug af ordet. Men i dag kan jeg finde ordbøger, der definerer “devolvere” som “at gå gradvist fra en avanceret tilstand til en mindre avanceret tilstand”. En anden ordbog siger udtrykkeligt “det modsatte af ‘evolve'”. Det meste af tiden har jeg ikke noget imod ændringer i brugen af ord (hvilket naturligvis er en form for udvikling). Ordets betydning vil naturligvis ændre sig med tiden, og der vil opstå nye definitioner – og det er helt i orden for mig. Men jeg er nødt til at trække grænsen, når en ny betydning er baseret på en videnskabelig fejlslutning – og når den nye brug af ordet er med til at fastholde denne fejlslutning.
Ordet “udvikle sig” betyder – i generel forstand – at ændre sig eller udvikle sig gradvist. Man kan f.eks. sige, at USA’s smag for populærmusik har udviklet sig betydeligt i de sidste 50 år. Derfor er den egentlige modsætning til “udvikle sig” at forblive uændret. Den nye brug af ordet “devolve” er imidlertid ikke opstået på baggrund af denne generelle betydning af “evolve”, men på baggrund af populære forestillinger om biologisk evolution – ofte kaldet darwinistisk evolution. I den populære forestilling er den biologiske udvikling en lineær udvikling fra en ringere tilstand på et lavt niveau til en højere tilstand på et højere niveau. Det er som at befinde sig på et jernbanespor. Hvis man bevæger sig i den normale retning på sporet, går man frem til en højere tilstand. Men hvis man tager sporet i den forkerte retning, så går man tilbage til en lavere tilstand. I denne model er det at gå i den normale retning at udvikle sig, og derfor er det at gå i den modsatte retning at “devolvere”. Analogt hermed kan enhver tilbagegang til en mindre ønskværdig tilstand derfor beskrives med ordet “devolvere”.
Der er desværre tale om en tankegang, der er baseret på en misforståelse af, hvad biologisk evolution er, og hvordan den fungerer. Evolution er ikke nødvendigvis lig med fremskridt eller repræsenterer en opstigning til en højere tilstand. Evolution er simpelthen en langsom forandring. Hvis en art gennemgår evolution, så ændrer arten sig pr. definition noget – men der er intet krav om, at den nye tilstand skal være “højere” end den tidligere tilstand. F.eks. findes der i dag i verden et sted mellem seks og ti millioner insektarter. Hver eneste af disse arter er til en vis grad forskellig fra de forskellige insektarter, der levede på jorden for 30 millioner år siden. Men betyder det, at alle de arter, der lever i dag, er “højere” end forfædrenes arter for 30 millioner år siden? Bestemt ikke! Det betyder blot, at arterne har ændret sig med tiden, primært som en tilpasning til ændrede lokale forhold eller som følge af en flytning til et nyt sted. Det lokale klima kan f.eks. være blevet varmere eller koldere eller vådere eller tørrere, eller der kan være kommet nye fødekilder til, eller der er kommet nye rovdyr til – og arten har overlevet, fordi den har tilpasset sig disse ændringer. De individer, der bedst tålte eller udnyttede de nye forhold, gav deres gener videre til de efterfølgende generationer.
Det er ligeledes en alvorlig misforståelse at opfatte evolutionen som et lineært forløb. Evolutionen sker ganske ofte i episoder af “adaptiv stråling”, hvor en eksisterende art giver anledning til flere nye arter, der i det mindste i et stykke tid eksisterer side om side. Hver af de nye arter kan på sin side skabe flere nye arter. Hvis man skulle tegne et diagram over denne proces, ville det ligne et forgrenet træ. Samtidig er der en konstant udryddelsesproces, hvor eksisterende arter forsvinder. Det betyder, at der i vores trædiagram er masser af grene og kviste, der fører til blindgyder. Disse to processer – evolution og udryddelse – fungerer samtidig, hvilket resulterer i en konstant skiftende balance mellem arterne i verden, især når man ser på en tidsramme bestående af millioner af år. Resultatet er bestemt ikke lineært.
Darwins finker giver et godt eksempel på adaptiv stråling. På Galapagosøerne findes der 14 arter af finker, som alle er nedstammet i løbet af blot få millioner år fra en fælles forfaderart. Disse 14 arter adskiller sig fra hinanden i flere fysiske træk, hvoraf det mest indlysende er næbets størrelse og form. Disse forskelle har gjort det muligt for de forskellige arter at specialisere sig i forskellige fødekilder. Hver ny art har således været i stand til at udnytte en ressource, som tidligere var blevet underudnyttet, og har derved opnået en fordel. Dette var bestemt ikke en lineær proces, og det ville være langt ude at betragte nogen af arterne som “højere” end de andre.
Science fiction har spillet en rolle i opretholdelsen af myterne om den biologiske udviklings natur. De fleste af os har set mindst én – og som regel mange – tv-serier og film, hvor videnskabsfolk arbejder på at “fremskynde evolutionen”. Vi kan f.eks. se en frivillig person træde ind i et kammer med mange drejeknapper og blinkende lys. Den tilstedeværende videnskabsmand foretager et par justeringer og starter derefter maskinen. Et par minutter senere træder den frivillige ud og har “udviklet” sig med millioner af år. Måske har den frivillige nu et enormt hoved, der kan rumme en gigantisk hjerne. Og selvfølgelig har den frivillige nu fået flere superkræfter.
Denne vision om videnskabeligt fremskridt er naturligvis behæftet med fejl. Evolutionen opererer på artsniveau, ikke på individniveau. Intet enkelt individ har alle de nødvendige gener til at bære arten ind i fremtiden. Evolutionen fungerer, fordi individerne i en art har lidt forskellige sæt af gener fra hinanden, hvilket giver en enorm pulje af potentielt nyttige egenskaber. Men den mest kritiske fejl i dette tv-scenarie er idéen om, at en arts udvikling er forudbestemt af et eksisterende, lineært spor til en fremtidig tilstand – og at man blot skal hoppe på dette spor og sætte farten op. I stedet bestemmes evolutionen dels af hvilke tilfældige nye gener, der skabes ved fremtidige mutationer, dels af de fremtidige forhold, som artens efterkommere vil opleve. En meget lille procentdel af de muterede gener vil give fordele under disse fremtidige forhold, og disse nye gener vil derfor overleve og blive videregivet til senere generationer.
Det er imidlertid ikke kun science fiction, der tegner et misvisende billede af evolutionen. Desværre har vores undervisningsmateriale ofte skildret evolutionen som en lineær vej til en højere tilstand. De fleste af os, hvis vi tænker på et specifikt eksempel på evolution, har en tendens til at tænke på et af følgende tilfælde:
1) udviklingen af vores egen art – Homo sapiens – fra en tidlig hominid forfader
2) udviklingen af den moderne hest fra den lille forfader Eohippus
Når vi tænker på et af de to eksempler, forestiller vi os ofte udviklingen af arten (mennesket eller hesten) som fuldstændig lineær, uden forgreninger. Det skyldes, at vi har set billeder i bøger eller udstillinger på museer, som præsenterede denne udvikling som en lineær, ikke-forgrenet sekvens. Virkeligheden er imidlertid en helt anden. Både mennesket og hesten har komplicerede stamtræer, hvor der ofte levede mange beslægtede arter på samme tid i verden, som gav anledning til mange andre arter, hvoraf de fleste til sidst uddøde. Hvis man tager et kig på en moderne lærebog eller en moderne museumsudstilling, er denne kompleksitet nu typisk vist. Men de ældre, ukorrekte modeller forbliver i vores bevidsthed og i vores kultur og forvrænger i høj grad vores tankegang.
Selvfølgelig kan vi, når vi sammenligner moderne mennesker eller heste med deres forfædre, ikke lade være med at konkludere, at evolutionen har gjort os “bedre”. Nutidens heste er trods alt meget større end Eohippus, og mennesket er klart mere intelligent end vores abelignende forfædre. Desuden er både mennesker og heste langt mere komplekse end noget, der var i live for 500 millioner år siden. Vi kan lide at tro, at større er bedre, og at mere kompleks er bedre. Vi er bestemt ikke i tvivl om, at klogere er bedre. Beviser det så ikke, at evolutionen altid gør en art “bedre” – at den bevæger os (eller enhver anden art) mod et “højere niveau”?
Denne tankegang har flere fejl, men det største problem er, at den er så menneskecentreret. Vi kan godt lide at forestille os selv, i vores nuværende tilstand, som toppen af alt liv, overlegen alt det, der i øjeblikket eksisterer eller nogensinde har eksisteret. Og hvad er den objektive målestok for denne overlegenhed? I en fuldstændig cirkulær tankegang mener vi, at alt, hvad der adskiller os fra de tidligste former for liv, må være et tegn på overlegenhed. Vi er meget større, mere komplekse og klogere end jordens tidligste livsformer – og derfor må det, at vi er større, mere komplekse og klogere, være et bevis på, at vi er overlegne. Desuden, fordi evolutionen har gjort os til det, vi er i dag, og fordi vi tror, at evolutionen uundgåeligt resulterer i en “bedre” art, bør evolutionen derfor i sidste ende føre til, at alle arter bliver større, mere komplekse og klogere.
Hvorimod viser enhver objektiv analyse, at dette slet ikke er tilfældet. Evolutionen har ført til en stadig større mangfoldighed af liv på jorden – mangfoldighed i størrelse, kompleksitet, intelligens og mange andre egenskaber – men den har bestemt ikke presset alle succesfulde arter til at blive større, klogere eller mere komplekse. Der findes nogle utroligt succesfulde organismer, som f.eks. de måske en million bakteriearter, der udvikler sig hurtigt som reaktion på nye betingelser, og som alligevel forbliver små, simple og dumme. Hvad angår størrelse, er der masser af arter, der med succes har tilpasset sig nye forhold ved at blive mindre. De mest kendte eksempler drejer sig om dyr, der har tilpasset sig livet på øer, men faktisk har de mindste eksempler på næsten alle former for liv en tendens til at være mindre end nogle af deres forfædre.
Med hensyn til kompleksitet nedstammer delfiner og hvaler fra landdyr, der havde ben – komplekse strukturer, som senere udviklede sig til simple svømmefødder og flueben. Men vi ville ikke sige, at delfiner og hvaler er ringere end deres forfædre, eller at disse arter har “udviklet sig”, blot fordi deres lemmer er blevet meget enklere. Faktisk kan enkelhed betragtes som overlegen i dette tilfælde. Vi ville heller ikke sige, at mennesker er blevet mindreværdige, fordi vores blindtarme ikke længere fungerer, eller fordi vi har mistet evnen til at syntetisere C-vitamin i vores krop. Det er rigtigt, at det i det lange løb kunne have været nyttigt at bevare begge disse evner – men da vi mistede disse egenskaber, havde det ingen væsentlig indflydelse på vores evne til at overleve under de daværende forhold.
Med hensyn til intelligens er der helt sikkert nogle dyrearter (herunder mennesker), der er blevet mere succesfulde ved at blive klogere. Men for 99,999% af arterne af liv på jorden er intelligens slet ikke en evolutionær faktor. Vi anser ikke et egetræ for at være klogere end sine forfædre eller en brødskimmel for at være klogere end sine forfædre – selv om begge er yderst vellykkede eksempler på evolution.
Trods alt dette holder vi fast i den populære myte om, at evolutionen er en lineær vej til en højere tilstand – snarere end en gradvis ændring af nogen art – og at evolutionen nødvendigvis er en form for fremskridt, der fører til noget, der i sagens natur er bedre eller bedre. Kun få mennesker ser evolutionen for det, den er – en række tilpasninger, der simpelthen øger chancerne for at overleve under de nuværende, lokale forhold. Vores insisteren på, at evolutionen fører til “bedre”, er i bund og grund en moralsk vurdering. Når alt kommer til alt, er “bedre” den komparative form af ordet “godt”. Hvis noget er bedre, så er det mere godt. Og hvis evolution uundgåeligt fører til godhed, så må enhver ændring, der resulterer i en subjektiv forringelse – dvs. producerer en tilstand eller tilstand, som vi misbilliger – være det modsatte af evolution.
Som følge heraf omfavner vi gladeligt den falske idé, at det modsatte af “udvikle sig” er “degenerere”, og at det derfor giver mening at bruge “devolvere” som et synonym for dette ord. Men da denne brug af ordet ikke blot afslører en misforståelse af videnskaben, men også foreviger denne misforståelse, vil jeg ydmygt foreslå, at vi alle bruger ordene “degenerere” eller “nedstamme” i stedet for “devolve”:
– “Lad ikke en jobsamtale udarte til en debat.”
– “Høringerne i Benghazi-udvalget er udartet til politisk teater.”
– “Dele af Baltimore udartede snart til kaos.”
– “Vi spekulerer på, om showet vil udarte til et afsnit af Celebrity Wife Swap.”
Alternativt kunne man, afhængigt af sammenhængen, bruge ordene “decline”, “degrade”, “decay” eller “regress”. Men lad os overlade ordet “devolve” til briterne, til brug i deres debat om den rette fordeling af regeringsmyndigheden. Er der nogen, der tager imod dette forslag?