En “mystisk” sygdom begyndte stille og roligt at sprede sig i en lille landsby i Guinea den 26. december 2013, men blev først identificeret som ebola den 21. marts 2014.

Kapitel 2 – Retrospektive undersøgelser udført af WHO-medarbejdere og guineanske sundhedsmyndigheder identificerede indekstilfældet i Vestafrikas ebola-epidemi som en 18 måneder gammel dreng, der boede i Meliandou i Guinea. Drengen udviklede en sygdom karakteriseret ved feber, sort afføring og opkastninger den 26. december 2013 og døde to dage senere. Den nøjagtige kilde til hans infektion er ikke blevet identificeret, men involverede sandsynligvis kontakt med vilde dyr.

Den fjerntliggende og tyndt befolkede landsby Meliandou, med kun 31 husstande, ligger i Gueckedou-distriktet i det, der er kendt som skovregionen. En stor del af det omkringliggende skovområde er imidlertid blevet ødelagt af udenlandske mine- og tømmeraktiviteter.

Noget tyder på, at det deraf følgende skovtab, der anslås at være på over 80 %, har bragt potentielt inficerede vilde dyr og den flagermusart, der menes at være virussens naturlige reservoir, i tættere kontakt med de menneskelige bebyggelser. Før symptomerne opstod, blev barnet set lege i sin baghave i nærheden af et hult træ, der var stærkt angrebet af flagermus.

I den anden uge af januar 2014 havde flere medlemmer af drengens nærmeste familie udviklet en lignende sygdom efterfulgt af en hurtig død. Det samme var tilfældet for flere jordemødre, traditionelle healere og personalet på et hospital i byen Gueckedou, som behandlede dem.

I løbet af den følgende uge blev medlemmer af drengens udvidede familie, som deltog i begravelser eller tog sig af syge slægtninge, også syge og døde. På det tidspunkt havde virussen spredt sig til fire underdistrikter via yderligere transmissionskæder. Der var blevet etableret et mønster med ubeskyttet eksponering, flere tilfælde og dødsfald, flere begravelser og yderligere spredning.

De første undersøgelser: kolera?

Den første alarm blev udløst den 24. januar, da lederen af sundhedsposten i Meliandou informerede distriktets sundhedsmyndigheder om fem tilfælde af alvorlig diarré med et hurtigt dødeligt udfald. Denne alarm gav anledning til, at et lille hold af lokale sundhedstjenestemænd den næste dag iværksatte en undersøgelse i Meliandou. De rapporterede symptomer, herunder diarré, opkast og alvorlig dehydrering, lignede kolera, en af de mange endemiske infektionssygdomme i området. Der kunne dog ikke drages nogen sikre konklusioner.

Et andet større hold, herunder personale fra Læger uden Grænser (MSF), rejste til Meliandou den 27. januar. Mikroskopisk undersøgelse af patientprøver viste bakterier, hvilket igen støttede konklusionen om, at den ukendte sygdom sandsynligvis var kolera. Efter holdets besøg skete der andre dødsfald, men de blev hverken rapporteret eller undersøgt.

Den 1. februar blev virussen båret ind i hovedstaden Conakry af et smittet medlem af drengens udvidede familie. Han døde fire dage senere på et hospital, hvor der, da lægerne ikke havde nogen grund til at mistænke ebola, ikke blev truffet foranstaltninger til at beskytte personalet og andre patienter. Efterhånden som måneden skred frem, spredte tilfældene sig til præfekturerne Macenta, Baladou, Nzerekore og Farako samt til flere landsbyer og byer langs ruterne til disse destinationer.

Alarm, undersøgelse og identifikation af ebolavirus

Sundhedsministeriet udsendte den 13. marts 2014 sin første alarm om den uidentificerede sygdom. Samme dag åbnede personalet på WHO’s regionale kontor for Afrika (AFRO) formelt en hændelse i beredskabssystemet for en sygdom, der mistænkes for at være Lassa-feber.

En større undersøgelse, der involverede personale fra sundhedsministeriet, WHO AFRO og Læger uden Grænser, fandt sted fra den 14. til den 25. marts og omfattede besøg på stedet i Kissidougou, Macenta, Gueckedou City og Nzerekore. Ved denne undersøgelse blev der fundet epidemiologiske forbindelser mellem udbrud, som man ikke tidligere havde vidst, at der var en sammenhæng, og Gueckedou City blev udpeget som epicenter for overførsel af en sygdom, hvis årsag endnu ikke var kendt.

Den 21. marts bekræftede Institut Pasteur i Lyon, Frankrig, et af WHO’s samarbejdscentre, at det forårsagende agens var et filovirus, hvilket indskrænkede diagnosen til enten ebola-virus eller Marburg hæmoragisk feber.

Den næste dag bekræftede laboratoriet, at det forårsagende agens var Zaire-arten, det mest dødelige virus i ebolafamilien. Samme dag advarede regeringen WHO om, hvad der blev beskrevet som et “hurtigt udviklende” udbrud af ebolavirus-sygdom. Da WHO offentliggjorde udbruddet på sit websted den 23. marts, var der officielt rapporteret 49 tilfælde og 29 dødsfald.

• Nyheder om sygdomsudbrud: Ebola-virussygdom i Guinea – 23. marts 2014
• Historier fra Guinea om ebola-udbruddet