Ornithogalum blev oprindeligt beskrevet af Linné i 1753 med 12 arter, som han placerede i Hexandria Monogynia (seks støvdragere, et frugtlegeme). Da Michel Adanson dannede familien Liliaceae i 1763, placerede han Ornithogalum der, hvor den stort set forblev, indtil denne meget store familie blev splittet op mod slutningen af det 20. århundrede. Konkret inkluderede han slægten sammen med løgene (nu Allioideae).

I 1870’erne, som Baker beskriver det i sin revision af familien, var taxonomien af Liliaceae blevet omfattende og kompliceret. Baker placerede Ornithogalum i stammen Scilleae, en af de otte stammer, som han inddelte Liliaceae i. Derefter underinddelte han slægten yderligere i syv underslægter. Af disse svarer den første, Heliocharmos, til den moderne Ornithogalum sensu stricto med 23 arter.

Sidst i Det Forenede Kongerige udgav Bentham og Hooker i 1883 deres bind om Liliaceae på latin i 1883. De inddelte familien i 20 stammer og placerede Ornithogalum i stammen Scilleae sammen med 19 andre slægter, og angav, at der fandtes 70 arter. I den tyske litteratur afsluttede Englers taksonomiske system sin klassifikation af Liliaceae i 1888. Han inddelte familien i 12 underfamilier og underordnede stammer. Ornithogalum blev derefter placeret i underfamilien Lilioideae og stammen Scilleae sammen med 21 andre slægter. De 70 arter af Ornithogalum blev derefter yderligere inddelt i seks sektioner, hvor sektionen Heliocharmos svarer til Bakers underslægt.

Ornithogalum er en af fire slægter i stammen Ornithogaleae, den største stamme inden for underfamilien Scilloideae i Asparagaceae. Historisk blev den behandlet som en del af underfamilien Ornithogogaloideae i Hyacinthaceae, nu forældede betegnelser. Den foretrukne behandling er at betragte Hyacinthaceae som underfamilien Scilloideae af Asparagaceae. De oprindelige underfamilier inden for Hyacinthaceae blev til stammer i underfamilien Scilloideae. Således blev underfamilien Ornithogaloideae til stammen Ornithogaleae.

Den præcise taxonomi af Ornithogaloideae/Ornithogaleae har været problematisk i hvert fald siden Linnés tid. Ornithogaloideae var en af fire hovedklasser inden for Hyacinthaceae. Ved fylogenetisk analyse blev hele denne underfamilie samlet under slægten Ornithogalum med ca. 300 arter. Denne sensu lato reduktion af Spetas 14 slægter til én slægt blev ikke bredt accepteret, selv om de var polyfyletiske, og havde en række problemer. (Dette havde også den virkning, at Galtonia blev elimineret som en slægt, hvorunder en række Ornithogalum-arter stadig sælges.)

En yderligere analyse med bredere prøveudtagning (70 sammenlignet med 40 taxa) og en tredje plastidregion (matK) afslørede tilstedeværelsen af tre klader (A, B og C) inden for Ornithogaleae/Ornithogalum. Der blev derfor foreslået en ny klassifikation med tre stammer og fire slægter, idet Ornithogalum svarer til klade C og er placeret i stammen Ornithogaleae, men yderligere underopdelt i underslægter og sektioner med 160 arter. Galtonia blev bibeholdt som et taxon, men på underslægtsniveau. Der blev foreslået en alternativ fremgangsmåde ved at kombinere plastidgensekvenser med nukleare DNA-sekvenser, morfologi og biogeografi. Dette understøttede Mannings klade C, inden for hvilken Ornithogalum var indeholdt, men det blev bemærket, at den meget store underslægt Ornithogalum stadig var heterogen, hvilket de havde håndteret ved at behandle den som syv sektioner. Denne undersøgelse foreslog at vende Manning et al.’s sensu lato (klumpning) tilgang om og vende tilbage til separate slægter (opsplitning) og dermed genoplive Galtonia.

Den sensu stricto-klassifikation af Martinez-Azorin et al. (2011) reducerer antallet af arter til 50 som oprindeligt foreslået af Speta. Derfor skal enhver overvejelse af slægten undersøges med hensyn til, om den henviser til sensu stricto, de 50 arter, som Speta (1998) og Martinez-Azorin et al. (2011) betragtede, eller sensu lato, den meget større slægt, som Manning et al. (2009) foreslog.

SubdivisionEdit

Denne meget store slægt har længe været opdelt i mange underslægter. Flora Europaea (1980) opregner 15 underslægter, hvoraf mange på forskellige tidspunkter har været separate særskilte slægter. Efter oprindeligt at have subsumeret alle Ornithogaleae-slægterne i den enkelte slægt Ornithogalum har Manning et al. (2009) senere underopdelt denne nu meget store slægt i fire underslægter efter at have genoplivet tre af de oprindeligt subsumerede slægter (Albuca, Pseudogogaltonia, Dipcadi). Som foreslået af dem har slægten følgende struktur:

• subgenus Avonsera (Speta) J.C.Manning & Goldblatt (monotypisk: Ornithogalum convallarioides)
• subgenus Galtonia (Decne.) J.C.Manning & Goldblatt (7 arter)
• subgenus Aspasia (Salisb.) Oberm. (30 arter)
• subgenus Ornithogalum (7 sektioner, 120 arter)

ArterRediger

Af de ca. 180 arter er de bedst kendte O. umbellatum, O. saundersiae, O. arabicum og O. thyrsoides.

• Ornithogalum arabicum (Stjerne af Betlehem)
• Ornithogalum dubium (Solstjerne, gul kincherinchee)
• Ornithogalum maculatum (Slangeblomst)
• Ornithogalum narbonense (Pyramidestjerne-af-Bethlehem)
• Ornithogalum nutans (Hængende stjerne-af-Bethlehem)
• Ornithogalum pyrenaicum (Bath asparges/Prussisk asparges/spidset stjerne-af-Bethlehem)
• Ornithogalum saundersiae (Kæmpestjerne)
• Ornithogalum thyrsoides (Kinnsnerinchee)
• Ornithogalum umbellatum (Almindelig stjerne af-Bethlehem) Typeart

Arter, der tidligere har været placeret i Galtonia, omfatter:

• Ornithogalum candicans (Baker) J.C.Manning & Goldblatt (Sommerhyacint, Kaphyacint)
• Ornithogalum princeps (Baker) J.C.Manning & Goldblatt
• Ornithogalum regalis (Hilliard & B.L.Burtt) J.C.Manning & Goldblatt
• Ornithogalum saundersiae Baker
• Ornithogalum viridiflorum (I.Verd.) J.C.Manning & Goldblatt

EtymologiRediger

Navnet Ornithogalum er i sidste ende afledt af ornis, genitiv ornithos (ὄρρνις, genitiv ὄρνιθος) og gala (γάλα), de oldgræske ord for “fugl” og “mælk”. Navnet menes at være relateret til blomsternes hvide farve; hos nogle arter ligner de fugleklatter. I det antikke Grækenland blev navnet ornithogalon (ὀρνιθόγαλον) først brugt til at henvise til Ornithogalum umbellatum. Den mulige (ikke-attesterede) alternative form på oldgræsk, ornithogalē (ὀρνιθογάλη), synes at være kilden til den klassiske latinske ornithogale som brugt af Plinius den Ældre.