Pandanus - outbackjoe | Maternidad y todo

Sidste opdatering 16/03/2015

pandanus

Pandanus findes i rigelige mængder i hele det nordlige Australien, fra strande til åbne skovområder til tæt tropisk skov langs flodbredder, selv om de foretrækker områder med noget ferskvand. Der er over 30 forskellige arter i Australien, hvor den mest almindelige er Pandanus Spiralis. De har alle de samme egenskaber og anvendelsesmuligheder. De remlignende blade har en savtakket kant og formerer sig ud fra en central klynge. Spidserne på de savtakkede kanter knækker let af ved berøring og efterlader ofte splinter, som jeg har fundet ud af ved mange lejligheder. Nye blade vokser i et spiralformet arrangement op ad stammen. Resterne af gamle blade kan undertiden ses spiralformet op ad stammen, hvilket fører til det almindelige navn skruepalme. Nogle pandanus spiralerer med uret, andre spiralerer mod uret. Jeg er ikke sikker på, hvordan planten beslutter, hvilken vej den skal skrue. Pandanus producerer store, tunge, træagtige, træagtige, ananaslignende frugter, der modner orange fra august til januar.

pandanus spiral (skruepalme)

Anvendelser

Den mest indlysende anvendelse af Pandanus er som en nem kilde til buskrydderi. De hvide voksende baser af bladene er spiselige og nemme at få adgang til, enten ved at trække enkelte blade ud ved deres baser eller ved at skære alle bladene af, så den hvide kållignende klynge af bladbaser kommer frem. Smagen minder om kål, eller måske om sølvbeder, eller blot om en almindelig grøntsagslignende smag. Den kan spises rå eller kogt.

Frugten deler sig i kiler, og hver kile rummer flere små mandelagtige nødder. Kilen er utrolig hård, og nødderne er meget svære at udvinde. Jeg ville nemt have brugt mere energi på at forsøge at udvinde nødderne, end hvad jeg fik ud af at spise dem, da jeg forsøgte mig med det. Slå ned på frugtkilen med en machete, og du har et lille snit i overfladen. Det tog mig flere sving med en lille økse at bryde kilerne fra hinanden, hvilket kun afslørede en eller to nødder, idet resten stadig var skjult i kilen og krævede mere øksearbejde for at komme til. Jeg formoder, at det med lidt øvelse kan blive økonomisk rentabelt, men som overlevelseskost er bladbunde nok en bedre mulighed. Nødderne smager dog godt, med en smag, der minder om mandler. De har også et højt indhold af fedt og protein, så de giver god energi, hvis man kan komme til det.

Frugtkilen er hård og fiberrig, men afhængigt af arten er kilens bund nogle gange blød nok til, at man kan tygge eller sutte på den for at udvinde noget sødt smagende frugtkød. Selve frugtstilken, som er tilbage efter at alle kilerne er blevet fjernet, er også spiselig, selv om den normalt er ret træagtig.

De australske indianere havde et par andre anvendelsesmuligheder for Pandanus. De brugte bladene som bånd eller snorefibre til at lave kurve, måtter, dilly bags, armbånd og forskellige ceremonielle genstande. De døde stængler eller grene blev brugt til at lave didgeridoos, da det fiberholdige indre gik i opløsning og efterlod et hult rør. De døde grene blev også brugt som ildbærere – det fiberholdige indre ville langsomt gløde som en stor cigar, så man kunne transportere ild fra lejr til lejr. Kålen blev stampet til en pasta og brugt som en antiseptisk salve til sår og sår. Så med disse anvendelser samt som en bush tucker er pandanus en alsidig plante i det nordlige Australien.

pandanuskål