Fascismen var på fremmarch i 1930’erne; en anden verdenskrig syntes at være den uundgåelige kulmination på den spændte splittelse i Europa mellem de modsatrettede fascistiske og antifascistiske lejre. I denne atmosfære af politiske stridigheder begyndte Picasso at lede efter måder at give de hidtil private symboler i sin kunst nye, offentlige betydninger på og efter en måde, hvorpå hans værker kunne bidrage til venstrefløjens sag. Den 14. juli 1936 bidrog Picasso til festlighederne organiseret af Folkefronten (en koalition af socialister og kommunister) i anledning af årsdagen for den franske revolution; en forstørret udgave af et tidligere maleri med Minotaurus som tema blev brugt som forhæng til Romain Rollands skuespil Le 14juillet. I denne sammenhæng fik Picassos arbejde en politisk betydning, og denne betydning gav energi til hans arbejde.

Den spanske borgerkrig brød ud få dage senere, den 18. juli 1936. Den republikanske regering udnævnte Picasso til direktør for Prado-museet; Picasso ætsede en slags kubistisk tegneserie kaldet “Francos drøm og løgn”, der portrætterede generalen som en oprørsk lille gnom, og skrev et ledsagende digt, der skulle sælges til fordel for den spanske republik.

I 1937 bad den spanske republikanske regering Picassos om at male et vægmaleri til den spanske pavillon på verdensudstillingen i Paris det år. Inspirationen kom i april i form af fascisternes forfærdelige bombning af byen Guernica fra luften. Det monumentale lærred, der blev resultatet – der skildrer en massakre på uskyldige i de sort-hvide toner fra aviser og nyhedsfilm og er fyldt med historiske og politiske hentydninger og ekspressiv kraft – blev et ikon og det sidste virkelige historiemaleri. I mellemtiden var Museum of Modern Art i New York (MOMA) i det solrige Amerika ved at forberede en gigantisk udstilling med titlen Picasso: FortyYears of his Art. MOMA, der blev grundlagt i 1929 og støttet af Rockefellerne, spillede en afgørende rolle for, at avantgardekunsten blev accepteret af en bred del af offentligheden. Museets erhvervelse i 1939 af Picassos “Les Demoiselles d’Avignon” markerede modernismens afgørende succes på folkets markedsplads; dette maleri havde virket så katastrofalt radikalt, da det blev malet første gang, at det forblev i Picassos atelier i årevis med front mod væggen, før det overhovedet blev vist. Nu var det noget, som det amerikanske publikum kunne bifalde. Offentlighedens smag havde ændret sig drastisk i løbet af de sidste par årtier. Picasso selv, som var den største begunstigede af denne ændring i den offentlige smag, blev meget rig og fik en aura som en filmstjerne. Han var øjeblikkeligt genkendelig (og er det stadig, som det fremgår af, at hans billede i dag bruges til at markedsføre Apple-computere – “Think different”). Fotografier af ham taget af hans ven Brassaï i Paris blev offentliggjort i magasinet Life i 1939.

Picassos internationale omdømme hjalp ham sandsynligvis, da Paris blev invaderet af tyskerne i 1940. Selv om han blev overvåget, fik han lov til at fortsætte med sit arbejde. Hans maleri afspejlede besættelsestidens dystre virkelighed; emnet for “Aubade” er f.eks. en serenade i et harem, men dette emne, som han tidligere havde behandlet i et register af glædelig sensualitet, står i dette værk i skarp kontrast til den mørke behandling. Farverne er matte, formerne er kantede, stemningen er klaustrofobisk.

Picasso forsøgte at skrive igen – denne gang et skuespil, kaldet Desire Caughtby the Tail, om besættelsestidens grusomhed. Da det blev opført ved en privat oplæsning i 1944, deltog blandt andre Albert Camus, Simone de Beauvoir, Jean- Paul Sartre og Dora Maar. Mens han opretholdt sin affære med Maar, mødte han en ung maler og engageret kommunist ved navn Françoise Gilot; de to begyndte at leve sammen i 1946 og fik to børn, Claude og Paloma. Picassos mest aktive periode med politisk engagement faldt sammen med hans forhold til Françoise. Kort efter besættelsestidens ophør i 1944 meddelte Picasso, at han var blevet medlem af det franske kommunistparti. I de følgende år malede han plakater og et portræt af Stalin på partiets opfordring; han modtog Lenin-fredsprisen i 1950. Picasso fortsatte som medlem af partiet – om end mindre aktivt – selv efter at Gilot, der var ambitiøs og træt af at leve i sin berømte kammerats skygge, rejste til Paris med børnene i 1953.