En af skovmyrearterne, slavemyren (Formica sanguinea), er en social parasit. Efter at være trængt ind i reden hos mindre myrearter som Formica fusca dræber slavemager-dronningen værtsdronningen og “slaver” de udklækkede arbejdere til at tage sig af sit eget afkom.

Madtyveri eller kleptoparasitisme er, når et dyr får sin føde ved at stjæle bytte, der er dræbt af et andet dyr. Fødevaretyveri har den fordel, at et dyr kan spise byttedyr, som det ellers måske ikke ville have været i stand til at dræbe. Det kan også spare den energi og potentielle fare, der er forbundet med at angribe byttet. Medlemmer af kragefamilien anvender ofte denne strategi, og det samme gør rovfugle. Blandt de pattedyr, der engang befandt sig i den kaledonske skov, ville den brune bjørn (Ursus arctos) og ulven (Canis lupus) også have stjålet byttedyr. Ulve kan drive lynx (Lynx lynx) eller rovfugle væk fra et drab, og bjørne er i stand til at se bort fra ethvert andet rovdyr!

Parasitoider er parasitter, der i sidste ende dræber deres vært. De befinder sig et sted mellem rovdyr og parasit. Der findes mange parasitoide hvepse, f.eks. den rubinhalede hveps (Chrysura hirsuta), som lægger sine æg i yngelcellerne i murerbiernes (Osmia uncinata) reder. Larverne af hvepsen lever derefter af biernes larver.

Mere end man kan se

Et dyr kan være vært for en lang række parasitter. Som det også er tilfældet med gensidige relationer, når vi ser et enkelt dyr, ser vi i virkeligheden på et helt samfund af livsformer. For eksempel er kronhjortens (Cervus elaphus) parasitter blevet ret godt undersøgt, og hjorten tjener som et godt eksempel på den række af parasitter, der kan bebo et enkelt dyr.

Til de indre eller endoparasitter hører leverorm (Fasciola hepatica), en række forskellige orme og mikroskopiske tarmparasitter. Eksterne eller ektoparasitter omfatter flåter, hjortetakdyr (Lipoptena cervi) og larverne af næsebremsen (Cephenemyia auribarbis).

Transmission

Fra virus til flåter har parasitter en bred vifte af strategier til at sprede sig fra vært til vært. Lus overføres f.eks. normalt, når to værter kommer i kontakt med hinanden. Lopper kravler og hopper over relativt lange afstande, mens flåter kravler op på toppen af et stykke vegetation, f.eks. en bregne-stamme, og venter på, at en forbipasserende vært stryger forbi. Rust og meldug overføres ved hjælp af sporer, og nogle parasitære svampe spredes, når planterødder kommer i kontakt.

Midder lokaliserer deres værter ved at registrere kemiske signaler, især kuldioxid, i deres værts ånde. Borrelia burgdorferi, den bakterie, der er ansvarlig for borreliose, lever i tarmen hos nogle flåter og kan overføres til en anden organisme, når flåten bider en vært for at få et blodmåltid. Dette er et eksempel på, hvordan en parasit kan bruge en anden parasit som vektor: et middel til at rejse mellem og inficere nye værter.

Værn mod parasitter

En vært vil normalt forsøge at afvise eller fjerne parasitter, hvor det er muligt, og der er et væld af måder, hvorpå dette kan opnås. Pattedyr pudser sig, og fugle pudser sig, aktiviteter, der bl.a. fjerner uvelkomne gæster som f.eks. flåter. Kronhjorte bruger mudderkøer til at hjælpe med at slippe af med ektoparasitter som f.eks. hjortetakker og flåter. En række fugle, bl.a. agerhønen (Tetrao urogallus), befrier sig for ektoparasitter ved at “myretræne”. Det er, når en fugl lader myrer kravle gennem sine fjer. Myrerne sprøjter deres defensive myresyre, som er med til at dræbe fuglens parasitter.

Et andet forsvar er at undgå dem. Lopper parasiterer på en lang række varmblodede dyr. Visse arter af lopper angriber rederne hos kammejser (Parus cristatus). Dette tvinger fuglene til at skifte redeplads hvert år, hvilket øger efterspørgslen efter egnede steder.

Stjernen (Sturnus vulgaris) har en fascinerende måde at håndtere de parasitter, som er byttedyr på ungerne. Stærehannen samler aromatiske planter til at flette ind i reden. De aromatiske olier i planterne øger fugleungernes modstandsdygtighed over for parasitter og øger deres chancer for at overleve.

I den mikroskopiske ende af skalaen bekæmpes nogle af de farligste parasitter – vira og bakterier – direkte af værtens immunsystem.

Parasitternes indflydelse

Parasitter har en kraftig og kompleks indflydelse på populationerne af levende væsener i skovens økosystem. De spiller en nøglerolle i reguleringen af ekstreme udsving i populationerne. Ved at reducere frugtbarheden forhindrer de også visse arter i at blive for talrige, hvilket giver andre organismer en chance for at trives.

Tendensen til, at økosystemer naturligt udvikler sig i retning af diversitet, illustreres af, at monokulturer skabt af mennesker (f.eks. hvedemarker eller nåletræsplantager) ofte er udsat for parasitære sygdomme, og det kræver en stor indsats at holde parasitterne i skak. Mangfoldige økosystemer er langt mindre sårbare over for ødelæggende epidemier. Tilstedeværelsen af parasitter fremmer med tiden biodiversiteten.

Farvehøg (Fringilla coelebs) illustrerer den virkning, som parasitter har på den naturlige udvælgelse. Jo færre parasitter en han har, jo lysere er pigmenterne i hans fjer. Hvorfor har dette betydning? Lysere farvede hanner er mere attraktive for hunnerne, så hans gener for fitness og immunitet gives videre til den næste generation. Dette viser, at parasitter faktisk kan forbedre en populations sundhed på lang sigt.

Parasitisme har også indflydelse på dyrenes bevægelser. Især myg tvinger kronhjorte op på højere beliggende områder (samt holder turisterne på afstand!), og det har en indvirkning på græsningsmønstrene.

Parasitter har sjældent den samme appel til offentligheden som mere glamourøse arter. Men selv om parasitisme pr. definition skader de enkelte organismer, spiller disse fascinerende interaktioner i en større sammenhæng en uundværlig rolle for at fremme sundhed og mangfoldighed i skoven.

Skrevet af Dan Puplett.