Ankomst til det indiske subkontinentRediger
I henhold til Qissa-i Sanjan, den eneste eksisterende beretning om de første år af zoroastriske flygtninge i Indien, der er skrevet mindst seks århundreder efter deres foreløbige ankomst, kom den første gruppe af indvandrere fra Stor-Khorasan. Denne historiske region i Centralasien ligger dels i det nordøstlige Iran, hvor den udgør den moderne Khorasan-provins, dels i det vestlige/nordlige Afghanistan og dels i tre centralasiatiske republikker, nemlig Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.
I henhold til Qissa fik indvandrerne tilladelse til at blive af den lokale hersker, Jadi Rana, på betingelse af, at de overtog det lokale sprog (Gujarati), og at deres kvinder overtog den lokale klædedragt (sari). Flygtningene accepterede betingelserne og grundlagde bosættelsen Sanjan, som siges at være opkaldt efter deres oprindelsesby (Sanjan, nær Merv, i det nuværende Turkmenistan). Denne første gruppe blev efterfulgt af en anden gruppe fra Greater Khorasan inden for fem år efter den første, og denne gang havde de religiøse redskaber med sig (alat). Ud over disse Khorasanis eller Kohistanis “bjergfolk”, som de to første grupper efter sigende oprindeligt blev kaldt, siges mindst én anden gruppe at være kommet over land fra Sari i Iran.
Og selv om Sanjan-gruppen menes at have været de første permanente bosættere, er den præcise dato for deres ankomst et spørgsmål om gisninger. Alle skøn er baseret på Qissa, som er vagt eller modstridende med hensyn til nogle forløbstider. Derfor er der blevet foreslået tre mulige datoer – 716, 765 og 936 – som året for landgangen, og uenigheden har været årsag til “mange intense kampe … blandt parsis”. Da datoer ikke nævnes specifikt i parsi-tekster fra før det 18. århundrede, er enhver ankomstdato nødvendigvis et spørgsmål om spekulation. Under alle omstændigheder ligger Qissa’s betydning under alle omstændigheder ikke så meget i dens rekonstruktion af begivenhederne som i dens skildring af parsi’erne – i den måde, de er kommet til at opfatte sig selv på – og i deres forhold til den dominerende kultur. Som sådan spiller teksten en afgørende rolle i udformningen af parsi-identiteten. Men “selv hvis man kommer til den konklusion, at krøniken baseret på mundtlig overlevering ikke er andet end en legende, er den stadig uden tvivl et yderst informativt dokument for parsisk historiografi.”
Sanjan zoroastrierne var bestemt ikke de første zoroastriere på subkontinentet. Sindh, der berører Balochistan, den østligste periferi af den iranske verden, havde også engang været under kystadministration af det sasanidiske imperium (226-651), som følgelig opretholdt forposter der. Selv efter tabet af Sindh fortsatte iranerne med at spille en vigtig rolle i handelsforbindelserne mellem øst og vest. Den arabiske historieskriver Al-Masudi fra det 9. århundrede nævner kortvarigt zoroastriere med ildtempler i al-Hind og i al-Sindh. Der er beviser for, at enkelte parsier boede i Sindh i det 10. og 12. århundrede, men det nuværende moderne samfund menes at stamme fra briternes ankomst til Sindh. For iranerne lå havnene i Gujarat desuden på de søruter, der supplerede silkevejen over land, og der var omfattende handelsforbindelser mellem de to regioner. Kontakten mellem iranere og indere var allerede veletableret selv før den fælles tidsalder, og både Puranaerne og Mahabharata bruger betegnelsen Parasikas om folkene vest for Indusfloden.
“Parsi-legenderne om deres forfædres migration til Indien skildrer en belejret gruppe af religiøse flygtninge, der flygtede fra det nye styre efter de muslimske erobringer for at bevare deres gamle tro.” Men selv om der helt sikkert opstod parsi-bosættelser langs den vestlige kyst af det indiske subkontinent efter den arabiske erobring af Iran, er det ikke muligt at sige med sikkerhed, at disse vandringer skete som følge af religiøs forfølgelse af zoroastrierne. Hvis den “traditionelle” datering fra det 8. århundrede (som udledt af Qissa) anses for at være gyldig, må det antages, “at migrationen begyndte, mens zoroastrismen stadig var den fremherskende religion i Iran økonomiske faktorer dominerede den oprindelige beslutning om at migrere”. Dette ville især have været tilfældet, hvis – som Qissa’en antyder – de første parsier oprindeligt kom fra nordøst (dvs. Centralasien) og tidligere havde været afhængige af silkevejens handel. Alligevel bemærkede Henry Lord, en præst ved det engelske Ostindiske Kompagni, i det 17. århundrede, at parsierne kom til Indien for at søge “samvittighedsfrihed”, men samtidig ankom de som “handelsskibe på vej til Indiens kyster for at handle og sælge varer”. Det faktum, at muslimer opkrævede ikke-muslimer højere told, når de handlede fra muslimsk kontrollerede havne, kan tolkes som en form for religiøs forfølgelse, men at dette var den eneste grund til at migrere synes usandsynligt.
Tidlige årRediger
Qissaen har ikke meget at sige om de begivenheder, der fulgte efter etableringen af Sanjan, og begrænser sig til en kort bemærkning om etableringen af “Sejrens Ild” (middelpersisk: Atash Bahram) i Sanjan og dens efterfølgende flytning til Navsari. Ifølge Dhalla var de næste mange århundreder “fulde af strabadser” (sic), før zoroastrismen “fik et reelt fodfæste i Indien og sikrede sine tilhængere nogle midler til at leve i dette nye adoptionsland”.
To århundreder efter deres landing begyndte parsierne at bosætte sig i andre dele af Gujarat, hvilket førte til “vanskeligheder med at definere grænserne for præsternes jurisdiktion”. Disse problemer blev løst i 1290 gennem opdelingen af Gujarat i fem panthaks (distrikter), der hver var underlagt en præstefamilies og deres efterkommeres jurisdiktion. (Fortsatte stridigheder om jurisdiktion over Atash Bahram førte til, at branden blev flyttet til Udvada i 1742, hvor jurisdiktionen i dag deles på skift mellem de fem panthak-familier.)
Inskriptioner i Kanheri-hulerne nær Mumbai tyder på, at i hvert fald indtil begyndelsen af det 11. århundrede var middelpersisk stadig det litterære sprog i det arvelige zoroastriske præsteskab. Ikke desto mindre er der, bortset fra Qissa- og Kanheri-indskrifterne, kun få vidnesbyrd om parsierne indtil det 12. og 13. århundrede, hvor man begyndte at udarbejde “mesterlige” sanskrit-oversættelser og -transskriptioner af Avestaen og dens kommentarer. Af disse oversættelser konkluderer Dhalla, at “religiøse studier blev udført med stor iver i denne periode”, og at præsternes beherskelse af mellempersisk og sanskrit “var af en overlegen orden”.
Fra det 13. århundrede til slutningen af det 16. århundrede sendte de zoroastriske præster i Gujarat (i alt) toogtyve anmodninger om religiøs vejledning til deres trosfæller i Iran, formentlig fordi de anså de iranske zoroastriere for “bedre informeret om religiøse spørgsmål end dem selv og må have bevaret den gamle tradition mere trofast, end de selv gjorde”. Disse meddelelser og deres svar – der omhyggeligt er bevaret af samfundet som rivayats (epistler) – strækker sig over årene 1478-1766 og omhandler både religiøse og sociale emner. Set fra det 21. århundredes overfladiske synspunkt er nogle af disse ithoter (“spørgsmål”) bemærkelsesværdigt trivielle – f.eks. rivayat 376: om blæk fremstillet af en ikke-zoroastriker er egnet til at kopiere avestanske tekster – men de giver et skarpsindigt indblik i de tidlige moderne zoroastrianeres frygt og ængstelse. Spørgsmålet om blækket er således symptomatisk for frygten for assimilation og tab af identitet, et tema, der dominerer de stillede spørgsmål og fortsat er et problem ind i det 21. århundrede. Således også spørgsmålet om juddinernes (ikke-zoroastriernes) omvendelse til zoroastrismen, hvortil svaret (R237, R238) var: acceptabelt, endda fortjenstfuldt.
Nuvel, “den usikre situation, som de levede i i en betydelig periode, gjorde det upraktisk for dem at opretholde deres tidligere proselytiserende nidkærhed. Den instinktive frygt for at blive opløst og opslugt af den store mængde mennesker, blandt hvilke de levede, skabte i dem en ånd af eksklusivitet og et stærkt ønske om at bevare racemæssige karakteristika og særpræg i deres samfund. Da de levede i en atmosfære, der var overbelastet af det hinduistiske kastesystem, følte de, at deres egen sikkerhed bestod i at omslutte deres flok med strenge kastebarrierer”. Alligevel afskaffede zoroastrierne på et tidspunkt (muligvis kort efter deres ankomst til Indien) alle undtagen det arvelige præsteskab (kaldet asronih i det sassanidiske Iran) – måske fordi de fandt ud af, at den sociale stratificering, som de havde bragt med sig, var uholdbar i det lille samfund – alt undtagen det arvelige præsteskab. De resterende stande – (r)atheshtarih (adel, soldater og embedsmænd), vastaryoshih (bønder og hyrder), hutokshih (håndværkere og arbejdere) – blev foldet ind i en altomfattende klasse, der i dag er kendt som behdini (“tilhængere af daena”, som “god religion” er en af oversættelserne for). Denne ændring ville få vidtrækkende konsekvenser. For det første åbnede den i et vist omfang genpuljen, da ægteskaber mellem klasserne indtil da var yderst sjældne (dette ville fortsat være et problem for præsteskabet indtil det 20. århundrede). For det andet ophævede det grænserne langs erhvervsgrænserne, en faktor, der ville gøre parsis’erne mere vellidte over for de koloniale myndigheder i det 18. og 19. århundrede, som ikke havde megen tålmodighed med de uforudsigelige komplikationer i det hinduistiske kastesystem (f.eks. når en kontorist fra en kaste ikke ville handle med en kontorist fra en anden kaste).
Mulighedernes tidsalderRediger
Efter handelstraktaten i begyndelsen af det 17. århundrede mellem mogulkejseren Jahangir og James I af England fik East India Company eneret til at bosætte sig og bygge fabrikker i Surat og andre områder. Mange parsis, som indtil da havde boet i landbrugssamfund i hele Gujarat, flyttede til de engelskstyrede bosættelser for at tage de nye job, der blev tilbudt. I 1668 lejede det engelske East India Company de syv øer i Bombay af Karl II af England. Kompagniet fandt, at den dybe havn på øernes østkyst var ideel til at etablere deres første havn på subkontinentet, og i 1687 flyttede de deres hovedkvarter fra Surat til den nyoprettede bosættelse. Parsierne fulgte efter og begyndte snart at besætte tillidsposter i forbindelse med regering og offentlige arbejder.
Hvor læse- og skrivefærdigheder tidligere havde været præsteskabets eksklusive domæne, gav de britiske skoler i Indien i det britiske Rajs æra den nye parsi-ungdom ikke blot mulighed for at lære at læse og skrive, men også for at blive uddannet i bred forstand og blive fortrolig med det britiske etablissements særheder. Disse evner var enormt nyttige for parsi’erne, da de gjorde det muligt for dem at “fremstille sig selv som værende som briterne”, hvilket de gjorde “mere flittigt og effektivt end måske noget andet sydasiatisk samfund”. Mens kolonimyndighederne ofte så de andre indere “som passive, uvidende, irrationelle, udadtil underdanige, men indadtil snedige”, så man parsierne som havende de træk, som myndighederne havde en tendens til at tillægge dem selv. Johan Albrecht de Mandelslo (1638) så dem som “flittige”, “samvittighedsfulde” og “dygtige” i deres handelsvirksomhed. Lignende observationer ville blive gjort af James Mackintosh, Recorder of Bombay fra 1804 til 1811, som bemærkede, at “Parseerne er en lille rest af en af de mægtigste nationer i den gamle verden, som, da de flygtede fra forfølgelse til Indien, i mange tidsaldre var fortabt i uklarhed og fattigdom, indtil de til sidst mødte en retfærdig regering, under hvilken de hurtigt steg til at være en af de mest populære handelsorganisationer i Asien”.
En af disse var en foretagsom agent ved navn Rustom Maneck. I 1702 blev Maneck, der sandsynligvis allerede havde samlet en formue under hollænderne og portugiserne, udnævnt til den første mægler for Det Ostindiske Kompagni (og fik i den forbindelse navnet “Seth”), og i de følgende år “udvidede han og hans parsi-kammerater den erhvervsmæssige og finansielle horisont for det større parsi-samfund”. I midten af det 18. århundrede var mæglerhusene i Bombay-præsidentskabet således næsten alle på parsi-hænder. Som James Forbes, Collector of Broach (nu Bharuch), ville bemærke i sine Oriental Memoirs (1770): “mange af de vigtigste købmænd og skibsejere i Bombay og Surat er parseer.” “Aktive, robuste, forsigtige og udholdende udgør de nu en meget værdifuld del af kompagniets undersåtter på de vestlige kyster af Hindustan, hvor de er højt værdsat.” I det 18. århundrede havde Parsis med deres færdigheder inden for skibsbygning og handel stor gavn af handelen mellem Indien og Kina, som hovedsageligt drejede sig om træ, silke, bomuld og opium. For eksempel erhvervede Jamsetjee Jejeebhoy størstedelen af sin rigdom gennem handel med bomuld og opium Efterhånden fik visse familier “rigdom og fremtrædende stilling (Sorabji, Modi, Cama, Wadia, Jeejeebhoy, Readymoney, Dadyseth, Petit, Patel, Mehta, Allbless, Tata osv.), hvoraf mange ville blive bemærket for deres deltagelse i byens offentlige liv og for deres forskellige uddannelsesmæssige, industrielle og velgørende foretagender.”).
Gennem sin gavmildhed hjalp Maneck med at etablere den infrastruktur, der var nødvendig for, at parsierne kunne etablere sig i Bombay, og derved “etablerede han Bombay som det primære center for parsiernes beboelse og arbejde i 1720’erne”. Efter den politiske og økonomiske isolation af Surat i 1720’erne og 1730’erne som følge af urolighederne mellem de (tilbageværende) mogulske myndigheder og de stadig mere dominerende marathaner, udvandrede en række parsi-familier fra Surat til den nye by. Mens der i 1700 “optræder færre end en håndfuld personer som købmænd i nogen optegnelser; i midten af århundredet udgjorde parsi’er, der var involveret i handel, en af de vigtige handelsgrupper i Bombay”. Manecks gavmildhed er i øvrigt også det første dokumenterede eksempel på filantropi hos parsierne. I 1689 rapporterede den anglikanske kapellan John Ovington, at familien i Surat “hjælper de fattige og er rede til at sørge for underhold og komfort for dem, der ønsker det”. Deres universelle venlighed, enten ved at ansætte dem, der er parate og i stand til at arbejde, eller ved at give en passende, gavmild velgørenhed til dem, der er svage og elendige, lader ingen mand mangle hjælp eller lider en tigger i hele deres stamme.”
I 1728 grundlagde Rustom’s ældste søn Naoroz (senere Naorojee) Bombay Parsi Panchayet (i betydningen et instrument til selvforvaltning og ikke i betydningen den trust, det er i dag) for at hjælpe nyankomne parsier i religiøse, sociale, juridiske og økonomiske spørgsmål. Ved hjælp af deres enorme ressourcer gav familien Maneck Seth deres tid, energi og ikke ubetydelige økonomiske ressourcer til parsi-samfundet, med det resultat, at i midten af det 18. århundrede var Panchayat det accepterede middel for parsierne til at klare bylivets krav og det anerkendte instrument til at regulere samfundets anliggender. Ikke desto mindre var Panchayat i 1838 under angreb på grund af uhensigtsmæssigheder og nepotisme. I 1855 bemærkede Bombay Times, at Panchayat var helt uden moralsk eller juridisk autoritet til at håndhæve sine vedtægter (Bundobusts eller adfærdskodekser), og rådet ophørte snart med at blive anset for at være repræsentativt for samfundet. I kølvandet på en afgørelse fra juli 1856 fra Privy Council’s Judicial Committee of the Judicial Committee of the Privy Council om, at det ikke havde nogen jurisdiktion over parsi’erne i sager om ægteskab og skilsmisse, blev Panchayat reduceret til ikke meget mere end en af regeringen anerkendt “Parsi Matrimonial Court”. Selv om Panchayat til sidst ville blive genetableret som administrator af fællesskabets ejendom, ophørte det i sidste ende med at være et instrument til selvforvaltning.
Omtrent samtidig med at Panchayats rolle var faldende, opstod der en række andre institutioner, der skulle erstatte Panchayats rolle i forhold til at bidrage til den følelse af social samhørighed, som samfundet desperat søgte. I midten af det 19. århundrede var parsierne meget bevidste om, at deres antal var faldende, og de så uddannelse som en mulig løsning på problemet. I 1842 oprettede Jamsetjee Jejeebhoy Parsi Benevolent Fund med det formål gennem uddannelse at forbedre forholdene for de fattige parsi’er, der stadig boede i Surat og omegn, ved hjælp af uddannelse. I 1849 oprettede parsierne deres første skole (en skole for begge køn, hvilket var en nyhed på det tidspunkt, men som snart ville blive opdelt i separate skoler for drenge og piger), og uddannelsesbevægelsen tog fart. Antallet af parsi-skoler blev mangedoblet, men også andre skoler og gymnasier blev frit besøgt. I takt med bedre uddannelse og social samhørighed voksede samfundets følelse af særpræg, og i 1854 grundlagde Dinshaw Maneckji Petit den persiske zoroastriske forbedringsfond med det formål at forbedre forholdene for sine mindre heldige trosfæller i Iran. Det lykkedes fonden at overbevise en række iranske zoroastrier om at emigrere til Indien (hvor de i dag er kendt som iranere), og dens udsending Maneckji Limji Hatarias indsats kan have været medvirkende til at opnå en fritagelse for jizya for deres trosfæller i 1882.
I det 18. og 19. århundrede havde parsierne udviklet sig som “det førende folk i Indien på uddannelsesmæssigt, industrielt og socialt område”. De stod i spidsen for fremskridtet, samlede store formuer og gav gavmildt store beløb til velgørenhed”. I slutningen af det 19. århundrede var det samlede antal parsier i kolonitidens Indien 85.397, hvoraf 48.507 boede i Bombay, hvilket ifølge folketællingen i 1881 udgjorde ca. 6,7 % af byens samlede befolkning. Dette ville være sidste gang, at parsierne ville blive betragtet som et numerisk betydningsfuldt mindretal i byen.
Den arv fra det 19. århundrede var ikke desto mindre en følelse af selvbevidsthed som et fællesskab. De typisk parsi-kulturelle symboler fra det 17. og 18. århundrede såsom sprog (en parsi-variant af gujarati), kunst, håndværk og klædedragter udviklede sig til parsi-teater, litteratur, aviser, magasiner og skoler. Parsi’erne drev nu kommunale lægecentre, ambulancekorps, spejderkorps, klubber og frimurerlogen. De havde deres egne velgørende fonde, boligbyggerier, juridiske institutioner, domstole og styreformer. De var ikke længere vævere og småhandlende, men var nu etableret og drev banker, møller, sværindustri, skibsværfter og rederier. Selv om de bevarede deres egen kulturelle identitet, undlod de desuden ikke at anerkende sig selv som nationalt indiske, som Dadabhai Naoroji, den første asiat, der fik en plads i det britiske parlament, ville bemærke: “Uanset om jeg er hindu, muhammedaner, parsi, kristen eller af en hvilken som helst anden trosretning, er jeg først og fremmest inder. Vores land er Indien; vores nationalitet er indisk”. På tidspunktet for den indiske uafhængighedsbevægelse var parsi’erne imod delingen af Indien.